For mange boller i karry: Plejehjem erkender fejl

Nationen! har modtaget et brev fra en pårørende til en beboer på et plejehjem i Randers. Hun klager over en meget ensformig menu, og nu beklager kommunen: Der skete en fejl

På grund af fejlen er der i to uger kun fire forskellige retter, skriver Randers Kommune til en borger, der klager over ensformig mad. Arkivfoto: Sofia Busk
På grund af fejlen er der i to uger kun fire forskellige retter, skriver Randers Kommune til en borger, der klager over ensformig mad. Arkivfoto: Sofia Busk

- Hej.

- Min mor bor på plejehjem i Randers, hvor den mad de får, har en kvalitet selv en hund ikke vil spise.

- Jeg er blevet oplyst af personalet, at det er den samme madplan for uge 17 til uge 20.

Og så starter menuen forfra
- Maden er boller i karry, næste dag frikadeller og så kalvesteg.

- Og så starter vi forfra 'boller i karry, frikadeller og kalvesteg', og så starter vi forfra en gang til………………!!!!!!

Sådan indleder Charlotte K. et brev til nationen! om den menu, hendes mor bliver budt på plejehjemmet Kollektivgården i Randers.
Charlotte har en mistanke om, at plejehjemmet og/eller kommunen har brugt besøgsforbuddet til at skære ned på indsatsen i køkkenet. Og det synes hun er forkert.

Ligner en uanstændig besparelse
Nationen! har nu bedt kommunen om en kommentar – deres svar kan du læse nedenfor. Charlottes brev fortsætter nemlig således:

- Det er respektløst, uanstændigt, uansvarligt og til sidst, men ikke mindst bunder det antageligt i pengebesparelse.

- Det er alt for nemt, for en leder af et plejehjem/kommunen eller hvem der er ansvarlig for disse beslutninger, fordi de gamle ikke kan få besøg og en stor del af dem er demente og IKKE ER i stand til at fortælle familien om maden.

- Selv plejepersonalet synes at det er uanstændigt.

Har haft cup-noodles med til mor
- Det koster lidt over kr. 3000 pr. mdr. for mad. Og jeg har leveret til personalet – cup-noodles og små forårsruller.

- Personalet vil gerne og har varmet denne mad til min mor.

- Min mor lider af spiseforstyrrelse – og derfor er maden og kvaliteten af yderst vigtighed, skriver Charlotte, der har forsøgt at få et svar fra ledelsen på plejehjemmet, men har fået det svar, at ledelsen ikke læser madplaner eller klager over madplaner.

Kommunen: Normalt er der 12 retter på en uge
Nationen! har skrevet til kommunen og bedt dem svare på, hvor mange madklager de har fået – og de har sendt dette svar:

- Menuplanerne er udformet så de også kan anvendes af hjemmeboende, – derfor indgår der tilbehør som fx kartofler, grøntsager osv.

- På alle plejecentre og boenheder i Randers Kommune sørger man selv for tilbehør og kan på den måde variere retternes sammensætning.

- Vores madproduktion af middagsretter foregår hos Madservice Kronjylland, som leverer til rigtig mange og derfor også køber meget store mængder råvarer ind. Det medfører, at det tager tid at omstille en produktion.

- I normale tider kan man hver uge vælge mellem 12 forskellige hovedretter i en menuplan. Hver uge udkommer ny menuplan.

Men vi gik i nødberedskab
- Da Danmark lukker ned i midten af marts og hele omsorgsområdet også sendes i nødberedskab, skal Madservice Kronjylland følge med.

- Man oplever på samme tid, at der er flere borgere, som tilmelder sig at få leveret mad.

- Man skal dermed både forberede sig på at skulle levere til flere og samtidig håndtere, hvis epidemien rammer og mange - også i madproduktionen - kan blive syge eller få symptomer.

Og på nød-menuen er der syv retter
- Derfor overgår madproduktionen til en nød-menuplan bestående af syv forskellige hovedretter. Disse syv hovedretter er udvalgt efter de normalt mest populære retter.

- Nødplanen kører fra påske og frem til kr. Himmelfart.

- Herefter overgår Madservice Kronjylland igen til 12 retter. Årsagen til at man ikke kan skifte til normal produktion hurtigere er, at det tager tid at omstille produktion og råvarelevering.

- Prisen er for døgnforplejning og ikke alene et hovedmåltid.

Nogle forstår det - og nogle er utilfredse
- Vi har håndteret nogle telefonopkald, hvoraf langt de fleste har handlet om at forstå, hvordan der afgives bestillinger, nogle har handlet om fuld forståelse for en begrænset menuplan og nogle har givet udtryk for utilfredshed med en begrænset menuplan.

- På Kollektivhuset er heller ikke modtaget konkrete klager - men de begrænsede valgmuligheder er der blevet talt om ved bordene.

- Vi har ikke selv kendskab til at pårørende generelt har købt mad ved siden af.

- Vores svar på borgerens henvendelse:

Der er sket en fejl - og vi beklager
- Der er sket en fejl, og det beklager vi meget.

- Vi kan godt forstå at det må have været frustrerende - og vi er kede af fejlen.

- Normalt er der 12 retter at vælge imellem på en uge-menuplan. Hver uge skifter menuplanen.

- På grund af corona-virus overgik madproduktionen til nødproduktion, hvor der er 7 retter på menuplanen  fra Påske til Kr. Himmelfart.

- Den lange periode skyldes, at det er forholdsvis vanskeligt at omstille en stor madproduktion samtidig med, at vi er i nødberedskab.

I to uger var der kun fire forskellige retter
-  Da vi overgår til nød-menu går der en besked ud til alle plejehjem om, at man skal genbestille efter den nye nød-menuplan.

- Desværre sker der på den konkrete afdeling i Kollektivhuset en fejl ved bestilling af maden. På grund af fejlen er der i to uger kun fire forskellige retter.

- Vi har rettet fejlen, sådan at der kan vælges 7 retter om ugen frem til uge 22.

- Herefter vil der igen være 12 retter at vælge imellem hver uge, skriver
Lene Jensen, der er omsorgschef i Randers Kommune, men hvad tænker du?

1 af 2 Sådan ser nødmenuen ud i Randers i denne uge. Screenshot fra Randers Kommune
2 af 2 På grund af fejlen er der i to uger kun fire forskellige retter, skriver Randers Kommune til en borger, der klager over ensformig mad. Arkivfoto: Sofia Busk
539 kommentarer
Vis kommentarer