- Det er ikke kun restaurationsbranchen, der mangler arbejdskraft.
- Det gør vi også i plejefaget.
- Jeg håber, at vi hen over sommeren kan få flere unge ud og hjælpe.
Sådan skriver Mathias P. i en mest populære (15 likes) af de 186 kommentarer, der er skrevet på Ekstra Bladets Facebook-profil om de podere, der lige står til at blive fyret fra deres rimeligt vellønnede arbejde i de private testcentre. Danmark skærer nemlig ned på testkapaciteten, og det betyder, at der er brug for færre testere (læs: 170 kr. i timen: Nu skal der fyres folk)
Fantastisk at vi må tale med deres podere
Og Mathias er ikke den eneste, der håber, at nogle af de folk, der har snuset til sundhed og borgerkontakt, nu vil søge ind i ældre- og plejesektoren.
I går fortalte Falck, der står for tests i Region Nordjylland, Midtjylland og Sjælland, at de har indgået en aftale med de danske sosu-skoler for at hjælpe de af deres podere videre, der har fået lyst til at fortsætte i den sundhedsfaglige sektor. Og Lisbeth Nørgaard, formand for Danske Sosu-skoler, har sendt denne glade kommentar til nationen!
Tusindvis af dedikerede mennesker
- Samfundet står over for en kæmpe udfordring de næste år med at skaffe nok uddannet personale til velfærdssektoren.
- Det er derfor fantastisk at se, hvordan alle tre kviktestudbydere, der tilsammen dækker hele landet, har grebet idéen, da vi spurgte, om vi gerne måtte tale med deres podere.
- Der står tusindvis af dedikerede mennesker lige nu og er med til at genåbne samfundet.
- Rigtig mange er unge, der endnu ikke har valgt uddannelse, eller ledige, som har lyst til at skifte spor.
De har fået en forsmag
- Vi håber selvfølgelig, at nogle af dem vil få øjnene op for mulighederne i vores uddannelser.
- Mange ved, hvad en læge eller sygeplejerske laver. Men det er måske mere uklart, hvad en sosu-hjælper eller en assistent laver. For arbejdsfeltet er bredt og mulighederne er mange.
- Det vil vi gerne i dialog med poderne om, som nu har fået en forsmag på det sundhedsfaglige arbejde og det at arbejde med mennesker, skriver Lisbeth Nørgaard, formand for Danske Sosu-skoler, men hvad tænker du?