- Ridning er i forvejen en dyr sport og der er ikke mange, der har råd til at betale 1000 kr for en stævne- weekend,
- Og har man flere børn løber det vildt op.
Rigtig mange penge på et år
Sådan lyder de første sætninger i en mail nationen! har modtaget fra en mor og hesteejer, om de gebyrer Dansk Ride Forbund opkræver, når ryttere skal melde deres heste til stævner. Moderen tør ikke stå frem med navn, da hun frygter at blive bandlyst af rideforbundet, hvis hun brokker sig. Men hun skriver, at det især er det 40-kroner store on-line ordregebyr, der frustrerer hende, Og at hun synes, der skal fokus på problemet:
40 kr er fandme også dyrt
- Det bliver til rigtig mange penge på et år, når det betales for fx 2 personer med 3 tilmeldinger om måneden..
- Pt er der faktisk også mangel på stævneryttere, da priserne for deltagelse er steget fra 25 kr for en start i 80erne til nu 185 kr pr klasse - plus man også skal betale for licens på 650 kr årligt, skriver den anonyme rytter, der ikke er alene om føle sig ribbet.
Marianne D. har f.eks. skrevet denne kommentar på Facebooksiden Danske Dressurryttere:
- Så urimeligt at man gang på gang skal betale så mange penge for både licens, stævnetilmelding og gebyr, og Mai W foreslår samme sted at rytterne strejker:
- Mange stævner savner ryttere til starter... Gad vide hvorfor??? 40 kr er fandme også dyrt for at tilmelde en klasse.
Vi burde strejke
- Vi burde alle gå i strejken og få fjernet gebyr! Vi betaler allerede for licens, det burde dække gebyr, skriver Mai og Anne K kommer med dette priseksempel:
- Følte mig også lidt snydt da jeg skulle tilmelde 2 starter (100+140=240 for starter).
- Jeg skulle samtidig have rytterlicens og have hesten stævneregistreret, da det er første stævne vi starter.
1540 kr for to starter til ét stævne
- Endte med at betale 1.540 for 2 starter til et enkelt stævne.
- Så håber jeg dælme det bliver et godt stævne, skriver Anne, der også overvejer helt at lade være med ride stævner.
nationen! har bedt Dansk Rideforbund svare på, hvorfor det skal være så dyrt at deltage i stævner – og hvor mange penge de i alt fik ind på 40-kroners gebyret i 2020 og i de første seks måneder af 2021. Og om de selv tror, at priserne på stævnedeltagelse kan skræmme nogen ryttere væk. Og det vil rideforbundet meget gerne svare på:
70.000 transaktioner med gebyr på 40 kr
- I ridesporten afvikler vi flere end 2.500 stævner om året, og rytterne starter i alt flere end 200.000 gange.
- Alle stævnetilmeldinger, betalinger, licenskøb, konkurrencehesteregistreringer, ponymålinger, kursustilmeldinger mv. håndteres i DRF’s stævne- og aktivitetsportal (DRF Go!) under www.rideforbund.dk.
- Sammenlagt håndterer portalen årligt ca. 120.000 transaktioner, hvoraf der opkræves et gebyr på 40 kr. ved de 70.000 af disse (gælder kun ved stævnetilmelding, ponymåling og konkurrencehesteregistrering). De resterende 50.000 transaktioner opkræves der altså ikke gebyr på.
Pengene går til drift
- I forbindelse med en stævnetilmelding, registrering af konkurrencehest eller tilmelding til en ponymåling opkræver DRF et transaktionsgebyr, og brugerne har mulighed for at tilmelde sig flere stævner/klasser/aktiviteter i én og samme transaktion.
- De 40 kr. går til driften af den førnævnte stævne- og aktivitetsportal, hvilket fremgår tydeligt af vores handelsbetingelser. I løbet af de sidste 10 år, har DRF investeret ca. 17 mio. kr. i IT-udvikling, hvilket bl.a. dækker over udvikling af stævne- og aktivitetsportalen og det underliggende økonomi- og administrationssystem, samt den løbende drift og vedligeholdelse (systemtilpasninger, fejlretninger, nyudvikling, udgifter til de forskellige betalingsløsninger, NETS, Epay mv.) heraf.
Ærgerligt at nogen nok ikke har råd
- DRF besluttede for en del år siden, at omkostninger i forbindelse med stævner og stævnerelaterede ydelser skulle betales af brugerne i stedet for klubberne. På den måde er det dem, der bruger systemet meget, der betaler mest, og derved undgår vi at pålægge klubberne et højere medlemskontingent til DRF.
- Omkostningerne i forbindelse med stævnedeltagelse afholder givetvis nogen fra at tilmelde sig/deltage i flere stævner – hvilket naturligvis er ærgerligt – men vi må bare anerkende, at driften af en stævne- og aktivitetsportal med et meget højt aktivitetsniveau og kontinuerlige behov for opgraderinger og udvikling er omkostningstungt.
Men systemet er godt for de frivillige
- Til gengæld letter systemet administrationen for de mange frivillige i klubberne, som planlægger og afvikler de mange stævner og aktiviteter i løbet af året, og det har høj prioritet hos os, skriver Dansk Ride Forbund til nationen! og understreger, at der naturligvis ikke er nogen i ridesporten, der bliver bandlyst eller udelukket for at udtrykke deres mening – heller ikke omkring transaktionsgebyret på 40 kr. Og at forbundet altid er åbne for dialog med vores brugere, selv om det er svært at gå i reel dialog i diverse Facebook-grupper og lignende.