Girokort til løsladt: Du skylder 893.000 i sagsomkostninger

Når dømte løslades, kan det være svært at starte et nyt liv, da de ofte står de med en gæld til staten på flere hundrede tusind kroner

Mange dømte skylder staten så mange penge, når de bliver løsladt, at de drives ud i kriminalitet igen (FOTO:POLFOTO)
Mange dømte skylder staten så mange penge, når de bliver løsladt, at de drives ud i kriminalitet igen (FOTO:POLFOTO)

- Hvis tidligere kriminelle har en kæmpe gæld, intet netværk, og ingen mulighed for et job og en bolig efter løsladelsen, hvordan tror du, de vil forsørge sig selv?

- Altså, den gæld de har til staten har en direkte konsekvens for, hvor meget kriminalitet der er i samfundet. Mere kriminalitet er lig flere ofre. Selvfølgelig skal vi passe bedre på ofrene, men vi skal altså ikke skabe flere ofre i processen.

Holder fængslerne i gang
Sådan skriver Steve TT som kommentar til en artikel i Politiken, der handler om, hvordan straffede efterlades med håbløs gæld, når de løslades.

- Det her holder virkelig fængslerne i arbejde hele tiden. De får aldrig en ærlig chance for et liv igen. Og sådan skaber man kriminelle på stribe, kommenterer Ulla R. også på artiklen.

Ronny Boy løsladt - ramt af nye kontanthjælpsregler

Gæld på 893.000 kroner
Nogen af de straffede skylder staten beløb på flere hundrede tusind kroner. I efteråret anbefalede et udvalg under Justitsministeriet at ændre reglerne, så de løsladte kun betaler sagsomkostninger ud fra deres betalingsevner. Udvalget fremlagde eksempler på girokort, hvor de løsladte skulle betale flere hundrede tusind til staten. En af de indsatte skulle betale et beløb på 893.000 kroner i løbet af tre uger.

Frihed giver gæld
Med friheden foran sig og en stor gæld i bagagen, risikerer de løsladte at blive sendt ud i ny kriminalitet. For dem, som ønsker at leve et liv uden kriminalitet, findes der gældsrådgivninger, som særligt tager sig af kriminelle og indsatte.

Danmark er det eneste land i Skandinavien, hvor straffede selv skal betale den fulde gæld til forsvarsadvokater og for øvrige sagsomkostninger, når de løslades efter at have afsonet deres dom.

Håbløst at hjælpe alle
- Vi må bare erkende, at vi ikke kan følge med. Vi har hårdt brug for flere rådgivere, for gældsproblemerne er enorme for denne gruppe mennesker, siger Puk Sabber, socialrådgiver og leder af gældsrådgivningen på Café Exit, til Politiken.

Sandy Madar, som leder Den Sociale Retshjælp, forklarer også Politiken, at de heller ikke er i stand til at følge med alle de kriminelle, som har brug for hjælp til gældsrådgivning.

- Vi hjælper et sted mellem 1.500 og 2.000 kriminelle hvert år, men selv om vi valgte at målrette hele vores gældsrådgivning til denne gruppe, ville vi stadig være håbløst bagud, for behovet er enormt.

Er det klogt at præsentere løsladte for en regning?