Grethes pårørende kom ikke: Vennerne fra Fuglereden bar kisten

Forfatter og foredragsholder Ida Holst har skrevet bogen 'Pårørende søges' om 11 ensomme mennesker, der døde uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Det er nøjagtig ti år siden, de døde, og bogen udkom i 2013. I hele maj måned kan du læse, hvad Ida Holst kunne finde ud af om dem, der døde og fik en dødsannonce med sætningen 'Pårørende søges'

Den 4. maj kommer den næste efterlysende dødsannonce i avisen. Det er endnu en kvinde. Grethe Corneliussen, som blev 72 år. I dødsannoncen står der, at eventuelle pårørende kan ringe til Sundhedsforvaltningen i Sjællandsgade på hverdage mellem kl. 10 og 12.

Se også: Virkelig ensom: Astrid døde og ingen lagde mærke til det

Jeg ringer til det angivne telefonnummer og spørger, om jeg kan få oplyst, hvornår Grethe Corneliussen skal bisættes, selvom jeg ikke har kendt hende. Kvinden, der besvarer min opringning, spørger i et kritisk tonefald, hvorfor jeg vil med til den bisættelse. Jeg nævner artiklerne fra Urban, der opfordrer til at bryde ensomheden. Tonen bliver afvisende. Jeg kan ikke få flere oplysninger. Da jeg ikke har kendt afdøde, er der tavshedspligt. Samtalen afsluttes. Anders Lund Madsen har fortalt mig, at de mennesker, der får en kommunal bisættelse som regel bliver bisat fra den kirke, der ligger nærmest deres bopæl.

Det er en vigtig oplysning. Grethe Corneliussens boede tæt ved Bellahøj Kirke. Den kvindelige sognepræst, som hører til kirken, fortæller, at hun bisatte Grethe Corneliussen tirsdag d. 17. maj kl. 11.00. Jeg spørger, om der kom nogen til bisættelsen.

'Hvorfor vil du vide det?' spørger præsten. Jeg fortæller hende om min interesse for dette emne og nævner artiklerne i Urban. Præsten fortæller, at der kom 10 personer til Grethe Corneliussens bisættelse. Jeg spørger, om det mon var naboer eller fjern familie, der kom. Præsten tøver lidt men tilføjer så, at hvis jeg vil vide mere, så skal jeg henvende mig i ”Fuglereden,” som er et værtshus på Frederikssundsvej. Hun giver mig navnet på en mand, som var en god ven af afdøde. Det var ham, som henvendte sig til kirken i forbindelse med dødsfaldet.

Jeg tager forbi ”Fuglereden” kl. 17.30 en fredag aften. Værtshuset ligger på et hjørne, og bygningen består af rødfarvede mursten. Der sidder 3 mænd i baren, da jeg kommer ind. En nydelig kvinde med kort lyst hår sidder ved et af de små borde med sin appelsinvand. Jeg spørger den kønne mørkhårede bartender, om hun kender Grethe Corneliussens ven, og det gør hun. Han er desværre lige gået for 2 minutter siden, får jeg at vide. Bartenderen tilføjer, at han som regel er her når værtshuset åbner, og at han måske kommer igen senere i aften.

De to mænd ved baren spørger, hvorfor jeg vil tale med ham, og jeg fortæller om mit projekt. ”Altså undskyld jeg siger det,” siger den ene, ”men er det ikke en lidt falsk form for interesse, du viser, når du slet ikke har kendt Grethe?” ”Jeg ved godt, hvad du mener,” svarer jeg. ”Men jeg kan godt lide at tale med mennesker og ikke mindst ældre kvinder.”

”Jeg syntes, det er vildt underligt,” siger den anden mand. ”Har du ikke andet at lave? Hvorfor tager du dig ikke nogen armbøjninger eller laver noget andet fornuftigt i stedet for at beskæftige dig med sådan noget sørgeligt noget?” ”Det er ikke altid så sørgeligt,” siger jeg. ”Nogle har faktisk venner eller pårørende, har jeg fundet ud af, og det var jo også tilfældet med Grethe.”

”Ja, jeg ku’ sku’ aldrig finde på at gå til fremmede menneskers begravelse,” siger han. ”Nej det kunne jeg i hvert fald heller ikke,” siger den anden. Jeg svarer, at det naturligvis heller ikke er så normalt, men nu har jeg valgt at udføre dette projekt, og jeg håber, at jeg kan få lidt at vide om Grethe Corneliussen her i Fuglereden.” ”Jeg var med til at bære hendes kiste,” lyder det pludselig fra kvinden ved bordet bagved. Jeg vender mig om mod hende, og spørger om jeg må tale med hende. Det må jeg gerne. Jeg køber en lille fadøl til 15 kroner og sætter mig overfor hende ved hendes bord.

Lone, som kvinden hedder, fortæller at Grethe Corneliussen kom meget i Fuglereden og havde hele sin vennekreds dér. Jeg når ikke at få ret meget mere at vide, for pludselig vender den ene fyr i baren sig om mod os og siger vredt: ”I skal ikke sidde der og tale om begravelser. Jeg har selv mistet nogen, og jeg vil ikke sidde her og blive i dårligt humør. I skal skifte emne nu. Jeg mener det sku.” Jeg respekterer naturligvis hans ønske. Lone og jeg forlader emnet, og vi begynder at tale lidt om vejret.

Den tredje mand i baren, som har siddet for sig selv, vender sig med et om mod mig og tilbyder mig en cigaret. ”Du må godt få én, for jeg syntes det er sødt af dig, at du interesserer dig for andre,” siger han. Jeg bliver helt rørt, og i det øjeblik er jeg næsten ked af, at jeg ikke ryger. ”Tusind tak,” siger jeg, ”men jeg ryger desværre ikke.” ”Det er da fornuftigt,” svarer manden og vender sig om igen.

De to andre mænd i baren mister efterhånden interessen for mig. De vil hellere tale med bartenderen. Langsomt men sikkert kan Lone og jeg igen begynde at tale om Grethe Corneliussen uden at støde nogen. Lone fortæller, at Grethe var uddannet syerske. Hun var gift to gange, men begge ægtefæller døde fra hende. Da hun blev enke for anden gang, fandt hun vej til Fuglereden, hvor hun kom de sidste 7 år af sit liv.

Grethe døde af knoglecancer, fortæller Lone. Hendes mor og søster døde af samme sygdom. Grethe var syg længe, og de sidste tre uger af hendes liv var en hård tid. Hun var til sidst ikke andet end skind og ben. ”Det var virkelig synd,” tilføjer Lone.

Den ven til Grethe, som jeg er kommet for at møde, var Grethes bedste ven, fortæller Lone. Han var der for hende lige til det sidste og passede hende under hendes svære sygdom. Da Grethe døde, var der kommet 10 venner til bisættelsen. De var alle fra Fuglereden. Kisten blev båret af 3 kvinder og 3 mænd.

Da Lone og jeg har talt sammen i en halv times tid, udbryder Lone pludselig: ”Der er han jo.” Jeg vender mig om, og dér ved indgangen kommer Grethes bedste ven. Lone kalder på ham. Jeg giver ham hånden, og han holder den fast. Jeg præsenterer mig selv, og forklarer hvorfor jeg er kommet. Jeg siger, at jeg meget gerne vil tale med ham om Grethe, hvis han har lyst. ”Du er den tredje, der henvender sig,” siger han, mens han stadig holder min hånd. ”Er du journalist ligesom de andre?”

”Nej,” svarer jeg som sandt er. ”Hvorfor vil du tale med mig? Hvad skal du bruge det til?” ”Jeg ved det ikke helt endnu,” svarer jeg. ”På en måde vil jeg gerne skrive lidt om dette emne, men da jeg ikke er journalist eller forfatter, så kan jeg ikke vide, om det bliver til noget.” ”Et øjeblik, et øjeblik,” lyder svaret. Han slipper min hånd og går. Kort efter kommer han tilbage med papir og en kuglepen. ”Jeg skal have dit navn, før jeg udtaler mig,” siger han. Jeg skriver mit fornavn og efternavn på papiret. ”Nu vil jeg godt tale med dig, men jeg skal kunne stole på dig.” Jeg nikker. ”Jeg vil ikke have mit navn nævnt noget sted.”

Jeg lover ham det. Lone foreslår, at vi sætter os hen i den anden ende af lokalet, hvor der er mere plads. Lone har købt en appelsinvand til, og vi andre køber øl. Jeg gør mine til at sætte mig på bænken ved siden af Lone, men det får jeg ikke lov til. ”Du skal sætte dig overfor mig,” siger Grethes bedste ven. ”Jeg skal kunne se dig i øjnene. Jeg vil også have dit telefonnummer, og du skal skrive, hvor du kommer fra.” Jeg adlyder ham. ”Jeg vil ikke have mit navn nævnt nogen steder,” gentager han. Jeg ser ham ind i øjnene og giver ham mit ord på, at jeg aldrig nogensinde vil skrive et eneste ord om dette besøg, som han ikke først har læst og godkendt. Han vil have, at jeg skal give ham hånden på det, så det gør jeg.

Grethes bedste ven slapper lidt mere af nu. Jeg er ved at vinde hans tillid, kan jeg mærke. Han tager en slurk af sin øl og begynder at fortælle. ”To journalister har allerede henvendt sig til mig. Den ene var fra et kendt medie, og han henvendte sig dagen efter Grethes begravelse. Han ville interviewe mig oppe i min lejlighed, men jeg sagde nej. Han ville også tage billeder. Selvom han påstod at interviewet skulle være til radioen, så ville han alligevel tage billeder.”

”Det var hårdt at miste Grethe,” fortsætter han. ”Jeg har kendt Grethe i 3 år, og jeg elskede hende. Hun var som en mor for mig. Hun har haft det hårdt, for hun mistede hele sin familie. Grethe troede ikke på Gud. Hun plejede at sige, at hvis Gud eksisterede, så ville han ikke have taget hendes mor, søster og to ægtemænd fra hende.” ”Men hun havde jo dig,” siger jeg. ”Ja,” lyder svaret, ”og modsat visse andre så svigtede jeg ikke, da hun blev syg.

Der burde have været mange flere med til hendes bisættelse, men de svigtede.” ”Måske magtede de det ikke,” siger jeg forsigtigt. ”Det sagde præsten også i sin prædiken,” svarer han, ”men de skulle have været der. Det var forkert, at de blev væk, og der er vist mange, som har dårlig samvittighed i dag.”

Grethes bedste ven fortæller, at der er flere i fuglereden, som er kommet med dumme bemærkninger og kommentarer om Grethe efter hendes død. ”Den slags gør ondt, siger han.” ”Du skal ikke tage dig af det,” siger Lone og giver hans hånd et klem. ”De er bare dumme.”

Vi taler længe, og på et tidspunkt spørger jeg, hvordan han ville have haft det, hvis jeg var mødt op til Grethes bisættelse. ”Hvis du havde siddet i baggrunden og havde forholdt dig neutralt, så havde jeg ikke haft noget imod det,” lyder svaret. Jeg spørger ham, hvad Grethe mon ville have syntes om det. ”Grethe ville helt sikkert have været glad, hvis du var kommet,” svarer han. Lone nikker.

Grethes bedste ven er tryg ved mig nu. Han taler videre om Grethe og giver et levende billede af hende. ”Sku’ jeg ikke gi’ en øl?” spørger han på et tidspunkt. ”Nej,” svarer jeg. ”Det er sandelig mig, der giver.” Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? At give en omgang til selskabet er da det mindste, jeg kan gøre. Jeg køber tre øl. Lone har kun drukket appelsinvand, men nu vil hun gerne have en øl.

Jeg siger, at det er rart at høre, at Grethe ikke var alene i den sidste svære tid hun levede, og at hun har haft så god en omgangskreds her i Fuglereden.

”Grethe døde ikke alene,” understreger Grethes bedste ven kraftigt. ”Det er ikke for at promovere mig selv, men takket være mig så døde Grethe ikke alene. Hun døde søndag d. 1. maj kl. 6.15 om morgenen. Lægen kom samme dag for at bekræfte dødsfaldet. Han var en kold skid. Efter at have konstateret at Grethe var død, stillede han bare nogle rutinespørgsmål, og så skred han. Han var ligeglad med, at jeg sad og sørgede. Han skred bare fra mig og Grethe, som ikke levede mere. Der kom dog en sygeplejerske senere, og hun var sød.” Vi tager alle en slurk af vores øl og sidder lidt i tavshed.

Grethes bedste ven ser op på mig. ”Det er ikke for at promovere mig selv,” siger han, ”men havde det ikke været for mig, så var der ikke kommet så mange til Grethes begravelse. Det var mig, der talte med præsten og ordnede det hele. Jeg var meget nervøs i den tid der gik mellem Grethes død og hendes begravelse. Jeg var bange for, om der overhovedet kom nogen, og om det hele nu gik, som det skulle. Men det gik godt, og det var en smuk begravelse.” Lone nikker bekræftede.

”Præsten var sød, og hun holdt en meget personlig prædiken, og der var masser af blomster. Det er ikke for at promovere mig selv, men det var mig, der sørgede for at kisten blev båret ud. Normalt lader man kisten stå tilbage i kirken, og så henter bedemanden den senere, men det ville jeg ikke have. Kisten skulle ikke stå tilbage, når begravelsen var forbi. Jeg ville ikke vende Grethe ryggen, da jeg gik ud af kirken. Jeg sagde til præsten, at jeg ville have, at kisten skulle bæres ud, og sådan blev det. Men jeg ville ikke selv bære kisten. Det var for meget. Det var for hårdt. Det kunne jeg ikke.”

Under vores lange samtale gentager Grethes bedste ven flere gange, hvor meget Grethe betød for ham, og hvor meget han savner hende. ”Jeg ved, at det er godt, at hun har fået fred, men det er svært alligevel,” siger han. Lone forstår ham. Hun var også meget glad for Grethe.

Klokken bliver 20.00, og det er tid til at tage hjem. Jeg har været i Fuglereden i 2 ½ time, og tiden er fløjet af sted. Jeg gør mine til at bryde op, og jeg giver hånden til farvel, først til Lone og så til Grethes bedste ven. Jeg gentager, mens jeg ser ham i øjnene, at han kan stole på mig, og jeg lover ikke at offentliggøre noget, som han ikke har godkendt. Jeg lover også, at jeg ikke vil nævne hans navn. ”Jeg vil ikke en gang nævne Fuglereden,” siger jeg. ”Jo, det må du love mig, at du gør,” svarer han, ”for det ville Grethe være blevet glad for. Hun elskede Fuglereden.”

”Det har været godt at tale med dig,” siger han, inden jeg går. ”Det har været rart at tale om Grethe. Jeg har ikke talt ret meget om hende, siden hun døde, men jeg er glad for, at jeg har talt med dig om hende. Jeg har det bedre nu.”

Læs mere og kontakt forfatteren på bogens Facebook-side

 

Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen