Hipstere med hårboller: Lars Seier angriber Ekstra Bladet

Finansmand og Formel 1-entusiast Lars Seier går i rette med Ekstra Bladet, der ikke mener, at skatteborgerne skal betale for at få et Formel 1 løb i hovedstaden.

Lars Seier vil gerne have Formel 1 i København - og mener, at det kan blive en fantastisk forretning. Foto: Finn Frandsen
Lars Seier vil gerne have Formel 1 i København - og mener, at det kan blive en fantastisk forretning. Foto: Finn Frandsen

- Ekstra Bladets leder forleden udtrykte tro på, at hele verden vender sig mod København hver dag og tilbeder vores cykelstier og vindmøller.

- København er simpelthen kendt nok, så vi behøver ikke Formel 1, synes avisen.

- København scorer ganske rigtigt højt på lister over 'cool byer', men det, Ekstra Bladets lederskribent ikke forstår, er, at sådanne lister udarbejdes arbitrært af rejsejournalist-hipstere med hårboller og ikke på nogen måde afspejler den generelle kendskabsgrad, København har blandt almindelige turister.

Kendskabet til København er desværre begrænset
Sådan indleder finansmand og Formel 1-entusiast Lars Seier et læserbrev til Ekstra Bladet, der i lørdags i lederen 'Lars Seier kan selv betale (365 kommentarer)' kaldte drømmen om et Formel 1-løb i København for tåbelig - og ønsket om at få skatteborgerne til at medfinansiere løbet for idioti. Men Lars Seier synes stadig ideen er fantastisk - hans brev fortsætter således:

Se også: På studietur: Dansk F1-grandprix har én kæmpe udfordring

- Jeg må desværre skuffe med, at rejser man blot til Sydeuropa, er kendskabet til Københavns beliggenhed og fortræffelighed yderst begrænset.

- Uden for Europa bliver det blot værre. København er overraskende ukendt og uinteressant for de fleste udlændinge.

Ærgerligt - for alle bør besøge København én gang
- Og det er ærgerligt, fordi vi har faktisk en hovedstad, som alle burde besøge mindst én gang i deres liv. Men det kræver, at man kender til den og bliver inspireret til at besøge den.

- En måde at sikre opmærksomhed er at arrangere store begivenheder, der følges verden over.

- Den største begivenhed, vi realistisk kan byde ind med, er Formel 1, der giver muligheden for at vise København fra byens allerbedste side til hele verden og hundredvis af millioner af mennesker.

- Så formålet med planerne om et københavnsk F1 er selvfølgelig det; at vise vores dejlige hovedstad frem med respekt for dens grønne image og dens sociale profil.

- Det er ting, der sagtens kan kombineres med F1, og det er både vi og F1- organisationen helt indstillet på.

F1-turister er pengestærke
- F1 bringer så mange nye pengestærke turister til byen, at de offentlige kasser vil modtage mange hundrede millioner i direkte indtægter fra moms, skatter og afgifter, samt indkomstskatter fra nye arbejdspladser og virksomheder.

- Dette faktum er omfattende dokumenteret fra andre F1-løb verden over. Dertil kommer, at København bliver exceptionelt flot brandet og markedsført i hele verden.

- Men det er dyrt at få F1 til København, og derfor må interessenterne dele regningen. - Vi vurderer, at omkring 50 pct. af de offentlige indtægter bør gå tilbage til arrangementet, for at det kan løbe rundt. Men det efterlader stadig flere hundrede millioner i overskud til stat og kommune.

- Skatteyderne kommer til at tjene på F1, skriver Lars Seier Christensen, men hvad mener du?

224 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere