Hvem spiser med ministeren?

Ekstra Bladets opinionsredaktør skriver om fødevareministerens nye spiseråd

Dan Jørgensens kostråd har kostet en million kroner. Foto: Miriam Dalsgaard
Dan Jørgensens kostråd har kostet en million kroner. Foto: Miriam Dalsgaard

Vi danskere har fået nye spiseråd: 'Lær at lave mad', 'Brug råvarer', 'Spis sammen med andre'.

En million kroner har rådene kostet at udfærdige. Vi var en del, der havde forventet lidt mere. Men en folkehøring samt fødevareminister Dan Jørgensen flankeret af landets efter sigende ypperste kokke placeret i en ’måltidstænketank’ er ikke gratis.

Blot et held, at rådene ikke også udkom som spillefilm, antager jeg. Hvilket jeg skriver tøvende. Dan Jørgensen kunne opfatte det som en idé snarere end en protest.

Under alle omstændigheder synes jeg, at det egentligt interessante ved hele sagen er blevet overset.

Sundhedsapostle i samfundets snakkelag ophøjer sig som folkets beskyttere. Som en god intention. Som den gode vilje. Må Gud og grøntsagerne være med os. Men står dette ikke netop i grel kontrast til det, der burde udgøre såvel sundheds- som fødevarepolitik?

Jeg kunne forstå, hvis Dan Jørgensen satte sig for at højne niveauet i de sølvbakker, ældre borgere får bragt ud hver dag. Eller i den grød, der serveres for de yngste i institutionerne. Men spiseråd!?

Eller nu hvor Ritt Bjerregaard i Ekstra Bladet har forsøgt at rejse en debat om elendig hospitalsmad – nuvel, lidt sent i betragtning af, at hun har været blandt nationens politisk ansvarlige i en menneskealder – så kunne det måske være idé at se lidt herpå. Men man giver åbenbart hellere de raske gode spiseråd i stedet for at give de syge ordentlig mad.

Er det den rette prioritering? Skal samfundet ikke være i stand til at servere hospitalsmad, der ikke svækker patienternes immunforsvar og dermed sikrer, at vittigheden om, at ’operationen lykkedes, men patienten døde’, vedbliver at være det; en vittighed?

Men det er øjensynligt en for triviel sag for den danske fødevareminister og det danske velfærdssamfund at beskæftige sig med. Her holder man sig mest til de store linjer udarbejdet som projektmageri. En ’måltidstænketank’, hed det. Man må endelig ikke sammenligne dette virke med den tilstand tæt på en eksistentialistisk krise enhver husmor eller –far befinder sig i hen over supermarkedets køledisk sidst på eftermiddagen. Næh, Dan Jørgensen og konsorters tanker om mad var ’en kreativ proces’. Modsat den panik før lukketid, som er borgerens. Så hør efter alle borgere: ’Lær at lave mad’, ’Brug råvarer’, ’Spis sammen med andre’. 

Efter et årti hvor tidens helte har stået i mediekøkkenet og prædiket friske råvarer, gjort sengevædere af sine assistenter samt opnået status som nogle af samfundets egentlige kulturånder, har jeg nået et punkt, hvor jeg udelukkende måler den slags på deres relevans i et almindeligt jævnt liv.

Jeg har ikke brug for spiseråd. Det har ingen af os. Vi har fået dem i bedøvende grad gennem flere år af nogle af de andre 200.000 apostle, der brødføder sig selv ved at formane os andre om mad, og hvordan vi bør leve vores liv.

Og jeg skylder så at fortælle, hvad jeg har brug for som borger. Jeg har brug for rimelige priser på ordentlige fødevarer. Jeg har brug for, at kommis’en ovre i SuperBrugsen ikke spæner hen til brødhylden og sætter en pose grovboller to kroner op, hver gang det regner for lidt over kornmarkerne i Kansas. Især i betragtning af at det samme skete, da det regnede for meget over kornmarkerne. Eller da det regnede tilpas, men transportomkostningerne steg.

Enhver ændring i detailhandlen eller fødevareproduktionen går tilsyneladende til at forbedre dagligvare-giganternes indtjeningsevne. I gennemsnit har hver dansker eksempelvis betalt godt 2000 kroner for meget for brød de sidste 4-5 år. Det har en undersøgelse fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet godtgjort. Konkurrencen på det danske dagligvaremarked er for svag, konkluderede Konkurrence- og forbrugerstyrelsen. Varerne er markant dyrere i Danmark end i alle sammenlignelige lande. Ikke mindst på grund af afgifter.

Det kunne være fødevarepolitik, der er værd at beskæftige sig med: 1: Får patienter det dårligere - subsidiært kommer i livsfare - ved at blive bespist på hospitalet? 2: Har forbrugerne/borgerne det dagligvaremarked, de fortjener?

Men i stedet har vi fået: ’Lær at lave mad’, ’Brug råvarer’, ’Spis sammen med andre’.

'Well, Well, Well,' som digteren synger. Det siger vel sig selv, vil de fleste konkludere. Måske lige bortset fra en million singler - den mest udbredte husstandsform i Danmark – der ser sig forgæves om i køkkenet ved det sidste råd.

Er fødevareministeren i øvrigt ikke selv single? Har de så sådan en turnusordning i ministeriet? Måske et skema på køleskabet, hvor det fremgår, hvis tur det er til at spise med ministeren. Og hvad gør de i ugerne 28, 29, 30?

Jeg forestiller mig kantinesnakken i ministeriet: ’Kan du ikke ta’ ham?’, ”nej, jeg havde ham i julen’, ’ hvad så med departementschefen, hvorfor skal han altid gå fri?’.

45 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere