Hvis jeg arbejder nu - så arbejder jeg ikke i efteråret

Hvis Dana, som er uddannet sosu-assistent, tager coronavagter nu, så kommer hun til at tjene for meget. Hun læser også på EUX og får SU.

Hvis man fjerner SUs  fribeløbsgrænse for dem, der kan arbejde med corona, sikrer man at offentlige arbejdspladser i sundhedssektoren stadig kan få hjælp fra afløsere, når vi kommer ud på den anden side, fordi de studerende ikke allerede har tjent deres maksimum, skriver Dana. Privatfoto
Hvis man fjerner SUs fribeløbsgrænse for dem, der kan arbejde med corona, sikrer man at offentlige arbejdspladser i sundhedssektoren stadig kan få hjælp fra afløsere, når vi kommer ud på den anden side, fordi de studerende ikke allerede har tjent deres maksimum, skriver Dana. Privatfoto

- Kære Mette Frederiksen og øvrige politikere.

- Jeg skriver i håb om, at I vil overveje at fjerne loftet for, hvad man - som sundhedsfaglig medarbejder - må tjene ved siden af sin SU, mens Covid-19 krisen står på og vi derfor alle skal være behjælpelige.

- Ved siden af min SU må jeg tjene ca. 8.800 kr, i gennemsnit i måneden.

Har lejlighed og faste regninger - så jeg skal arbejde
Sådan indleder Dana A, der er uddannet Social- og Sundhedsassistent og ansat som afløser på Vonsildhave Plejecenter i Kolding, samt Døgnrehabilitering Kolding, et brev om, hvordan SU-reglerne kan ende med at stå i vejen for at studerende kan deltage i arbejdet med de coronasmittede.

Se også: Studerende forventer at tjene 140.000 på corona

Dana går nemlig lige nu på en ungdomsuddannelse, EUX, så hun kan læse de nødvendige gymnasielle- og kontorfag, som kan give hende adgang til at søge elevplads som lægesekretær.

Og hvis hun arbejder en hel masse timer lige nu - ja, så risikerer hun at blive modregnet til efteråret. Hendes brev fortsætter nemlig således:

Der er ikke noget jeg hellere vil
- Jeg er 25 år og har lejlighed, samt andre faste regninger, der skal betales, så det er en absolut nødvendighed, at jeg altid arbejder ved siden af og jeg kan sagtens klare mig, selvom der er et loft.

- Lige nu er der et ekstra behov for at sundhedsfaglige skal hjælpe og der er faktisk heller ikke noget, jeg hellere vil end at hjælpe mine medborgere, kolleger og de svage i samfundet.

- Ja, sundhedsfaglige medarbejdere er klar til store ofre, i håb om at sundhedsvæsenet ikke vælter.

- Og politikernes, jeres, opfordringer lyder på at studerende, såvel som dem der har forladt faget, skal hjælpe, så vi kan komme igennem dette sammen!

Studere om dagen - arbejde om aftenen og om natten
- Det ændrer dog ikke på, at vi stadig skal følge vores studier hjemmefra.

- Fra klokken 8-15 hver dag, skal vi stadig følge vores skoleskema og lave vores lektier, derefter skal vi tage på arbejde om aftenen og i weekenden.

- Det er et kæmpe pres og vi ofrer tid, risikerer at blive stresset og ikke mindst at blive smittet - men som reglerne ser ud nu, kan vi ikke få noget ekstra ud af den situation, vi sætter os selv i og det synes jeg er meget ærgerligt.

Vi kommer til at mangle til efteråret
- Vi løber en kæmpe risiko, men i sidste ende skal vi gemme vores indtjening til at betale vores regninger resten af året.

- Og dermed kommer plejehjemmene, sygehusene og andre offentlige steder til at mangle de studerende afløsere resten af året, fordi vi allerede har tjent hvad vi måtte.

Se også: Lægestuderende tjekker coronasmittede og bemander hotline

- Så min bøn til dig og jer; vil I ikke godt overveje at fjerne loftet for studerende sundhedsfagliges indkomst, ved siden af deres SU, blot under Covid-19 krisen?

- Det ville være en kæmpe gulerod og motivationsfaktor for den urimelig hårde fremtid vi står overfor.

Tak fordi i lytter
- Det ville hjælpe privatøkonomien, hvor den ene part er fyret eller lige nu ikke får nogle vagter, og det ville sikre at de offentlige arbejdspladser i sundhedssektoren stadig kan få hjælp fra afløsere, når vi kommer ud på den anden side, fordi de studerende ikke allerede har tjent deres maksimum.

- Og det gode af det hele - det ville ikke koste staten i hjælpepakker eller andet, da det er penge vi selv beder om at få lov til at tjene.

- På forhånd tak fordi I lytter og tak fordi I allerede passer på os, skriver Dana, der understreger, at der 'ikke er noget hun hellere vil end at hjælpe igennem denne situation!'.

310 kommentarer
Vis kommentarer