Isabella stod klar med 500.000: Kommunen fik huset for 51.401

I onsdags gik Guldborgsund Kommune i gang med at rive et 170 år gammelt bindingsværkshus på Særslev Klep 14 ned. De købte det for 51.401 kr, men Isabella var parat til at betale 70.000 og lægge en halv million oveni for renovering

- Siden februar har jeg prøvet at få Guldborgsund Kommune overbevist om, at de ikke skal nedrive det fine bindingsværkshus på Særslev Klep 14.

- Huset er nemlig et i rækken i Husmandskolonien Særslev Klep, som er registreret som en af Stubbekøbing Kommunes mest værdifulde kulturmiljøer.

- Og jeg ville virkelig gerne selv have købt det.

Var forberedt på auktionen og havde penge på lommen
Sådan indleder Isabella C et brev til nationen! om det i hendes øjne tudetossede nedrivningsarbejde, der begyndte onsdag eftermiddag.

For Isabella - som kommer fra Sverige, og havde udset sig huset som sommerhus for familie og venner – forstår ikke, hvorfor kommunen foretrækker nedrivning, fremfor at lade hende købe det og sætte det i stand. Hendes brev - som Guldborgsund har fået mulighed for at kommentere - fortsætter derfor således:

- Huset var på tvangsauktion, og jeg havde forberedt alt det, jeg bare kunne - kigget nøje på huset, snakket med Skattestyrelsen, kommunen og advokatfirmaet, og var kommet til retten med det stillede sikkerhedsbeløb på lommen. 

- Der var tre personer til stede (mig inkluderet), som var indstillet på, at lægge bud.

- Men i det lokale, hvor auktionen foregik, kunne man ikke høre noget af, hvad der blev sagt, og pludseligt var det hele overstået med resultatet, at kommunen havde købt huset.

Ville have brugt en halv million på at sætte det i stand
- Man kan se på ois.dk, at de betalte 51.401 kr, men jeg ville have budt mindst 70.000 og havde regnet med at bruge mindst 500.000 på at sætte det i stand.

- Jeg er ikke den første, som prøver at få lov til at bevare en bygning, som kommunen vil nedrive, men helt ærligt - hvor ondt ville det gøre, at tillade nogen at tage sig af en bygning og en grund, som kommunen alligevel ikke skal bruge til noget? 

- Kommunen slipper fra hele regningen for istandsættelse og vedligeholdelse, men vinder indtægter i skat og forsyninger, slutter Isabella, der gerne vil høre, om hun er den eneste, der synes at Guldborgsund Kommune skal stoppe nedrivningen og sælge huset til hende for 70.000 kr.

Guldborgsund Kommune fik tilsendt Isabellas brev torsdag  aften i sidste uge, men det er ikke lykkedes for presseafdelingen, at skaffe en kommentar fra de ansvarlige. Hvad tænker du?

1 af 2 
2 af 2 
212 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere