IT-fejl: Du skal have 2116 kr - men du får dem ikke

I 2018 betalte Susanne en gæld fra 2012 til Skat. Gælden var på 91 øre. Men uanset at gælden er betalt og beløbet er lille, kan hun ikke få sin restskat udbetalt. Skat siger det skyldes en IT-fejl i det gamle system

Selv om du har betalt din gæld til SKAT, skal de lige kontrollere det en ekstra gang. Foto: Philip Davali
Selv om du har betalt din gæld til SKAT, skal de lige kontrollere det en ekstra gang. Foto: Philip Davali

- Efter et år, hvor jeg har rettet først forskudsopgørelse og siden årsopgørelse, glædede det mig meget, at der alligevel kom et par tusind kroner min vej.

- Men … under ’resultatet’ står der så, at pengene IKKE bliver udbetalt til mig, idet de først skal finde ud af, om jeg har gæld til det offentlige.

Gæld til det offentlige - ja, for tre år siden
- Det har jeg haft må jeg tilstå – på et tidligere tidspunkt, som ligger i hvert fald 3 år tilbage.

- Og jeg har fået samme besked andre gange, og ventet - selv om jeg intet skylder - men jeg tænker ’nej, i år vil jeg have mine penge NU’.

Faktisk er gælden ni år gammel
- Jeg ringer så til skat. Kommer endelig igennem, flink dame henviser til gældsstyrrelsen.

- Venter igen ca 15 min. Forklarer en flink ung mand mit problem, jeg skylder jo ikke noget.

- Efter at have indtastet mit cpr-nr siger manden så, at jeg skylder 91 øre. Nå ok det undrer mig, eftersom jeg fik penge tilbage sidste år.

- Ja, men denne gæld var fra 2012!!!

SKAT: Du slipper for renter af de 91 øre
Sådan indleder Susanne T et brev til nationen! om det danske skattesystem, der i hendes øjne kun virker den ene vej – nemlig når borgerne skal betale. Men ikke virker, når borgerne skal have penge. Susanne synes også, at hendes oplevelse med den 9 år gamle gæld på 91 øre viser, at pengene i det offentlige bruges på en sær måde.

Hendes brev – som nationen! har sendt til Gældsstyrelsen, og bedt om en kommentar til forløbet – fortsætter nemlig således: 

- Det lyder mærkeligt, for jeg synes bestemt, at jeg indbetalte 91 øre på et tidligere tidspunkt i forbindelse med en gæld på en bøde.

- Ja, svarer manden, det kan jeg se: Du betalte  kr. 400,91 i 2018, som dækkede restgæld på en bøde samt de 91 øre du skylder fra 2012.

- Nå, men så er de jo betalt, siger jeg, men nej.

Gad hvide hvor mange arbejdstimer det her koster
- Manden forklarer, at deres inddrivningssystem kaldet EFI brød ned i 2015, og at de ikke helt ved om jeg VIRKELIG skylder dem 91 øre.

- Nå, men hvad så med de 91 øre jeg har betalt. Den flinke mand: Ja hvis de 91 øre er rigtig nok, så undgår du jo at betale renter.

- Jeg siger så, at det jo nok ikke hjælper at betale et par kroner (da gælden jo er betalt i 2018), bare for at være stor i slaget, og dette bekræftes. Jeg kan heller ikke være sikker på at det samme ikke sker næste år.

- Det er en systemfejl, og det kunne jo i princippet dreje sig om 91.000 kr, ja jo men det gør det altså ikke, det drejer sig om 91 øre.

Tegning: Patrick Byron
Tegning: Patrick Byron
 

Gældsstyrelsen: Vi er i gang med at rydde op
- Og med tanke på alle de millioner som på mange underlige måder fosser ud af skat, så må der vel være en bagatelgrænse i forbindelse med EFI-systemets nedbrud.

- Gad vide hvor mange arbejdstimer der kommer til at gå med at kigge på min skat fra 2012, for at finde ud af om jeg VIRKELIG skylder 91 øre, skriver Susanne, der gerne donerer gerne en kage til de stakkels trætte medarbejdere, som skal side og redegøre for sådan noget tidsspilde/administrativt bøvl.

Fejl i det gamle IT-system
nationen! har spurgt Gælddstyrelsen om, hvad de synes om Susannes beskrivelse af forløbet – og om de tænker, at der kan gøres noget. De svarer de har  tavshedspligt og ikke kan kommentere på oplysninger om konkrete borgere. Men .... Gældsstyrelsen kan dog generelt oplyse:

Og borgere får ret sikkert deres penge
- Det er sandsynligt, at man må vente lidt længere på at få sin overskydende skat udbetalt, hvis man har gæld til det offentlige, end hvis man ikke har gæld.

- Det skyldes, at Gældsstyrelsen modregner borgernes overskydende skat i deres gæld, før de får et evt. overskydende beløb udbetalt.

- Sidste år inddrev Gældsstyrelsen 2,5 mia. kroner på denne måde.

- Gældsstyrelsen er i disse år i gang med at rydde op i gældsposter, hvor der er tvivl om gældsposternes korrekthed som følge af fejl i det tidligere it-system.

Vi afskriver også gæld
- Det betyder, at nogle borgere alligevel ikke bliver modregnet i hele eller dele af deres gæld, fordi der er tvivl om gældens gyldighed, og så får de altså pengene udbetalt lidt senere.

- I udgangspunktet dog senest 31. august.

- Parallelt med oprydningen i gælden afskrives gældsposter, hvor det er uforholdsmæssigt omkostningsfuldt at inddrive gælden.

- Hvis det fx kræver mange timers arbejde at sikre gyldigheden af få kroners gæld.