Jens glæder sig til efterårets giraf-jagt: Håber på 10-15 styk

Jeg har takket ja til at deltage i en udtyndingsjagt på et stort område til efteråret, hvor vi formentlig skal nedlægge 10-15 giraffer, skriver Jens, der synes, han gør en god gerning. Og gerne vil fortælle, hvorfor

- Historien om den kvindelige amerikanske jæger Tess Talley der for efterhånden et par år siden skød en mørk gammel giraftyr i Afrika og blev fotograferet med det døde dyr har efterhånden gået verden rundt mange gange.

- Hver eneste gang afstedkommer billedet en shitstorm.

- Folk er dybt forargede over billedet og over at man jager 'truede' eller 'sjældne' dyr. Senest kom det til og med frem at giraffen var blevet spist. Det var også helt galt.

- Desværre er debatten i høj grad bygget på en masse misforståelser.

Se også: Fik dødstrusler for at skyde sjælden giraf: Den smagte fantastisk

Der er kun 100.000 giraffer tilbage
Sådan indleder Jens H. et debatindlæg til nationen!, som han beder alle, der kritiserer jægere og jagt, om at læse. Jens har nemlig - som du måske kan huske fra indlægget om elefantjagt fra sommeren 2017 - via sit arbejde deltaget i jagter i adskillige lande, og nu hvor der er få måneder til, at han selv skal ned og sigte efter giraffer, så vil han gerne minde om at trofæjagt – eller rettere de penge som trofæjagtet indbringer – gavner girafbestanden mere end noget andet.

 Hans brev, som du hermed opfordres til at dele til alle der har en mening om jagt og jægere - fortsætter derfor således:

- Jeg ved, at det umiddelbart lyder ulogisk, at en bestand af vilde dyr trives bedre med jagt end uden jagt, men forklaringen er enkel.

- Girafferne overlever på jagtområder

- Der findes fire arter af giraffer fordelt over Afrika og dertil en række underarter. Alle arter med undtagelse af den sydlige giraf er i en eller anden udstrækning truede og generelt i tilbagegang. Der er kun godt 100.000 giraffer tilbage alt i alt.

I det sydlige Afrika har de det godt
- Eneste lyspunkt for girafferne er det sydlige Afrika. Her lever der to underarter den sydafrikanske giraf og angolanske giraf.

- Bestandene af begge disse arter er relativt store og i vækst. Af samme årsag er disse underarter ikke truede.

- IUCN klassificerer bevaringsstatus for den angolanske giraf som 'ikke truet'. Det er samme trusselsniveau – eller mangel på samme – som almindelige arter såsom rådyr, vildsvin eller sølvmåger.

- Den anden underart – den sydafrikanske giraf – er også blevet klassificeret som 'ikke truet' (2016), men er p.t. under nyvurdering. Bestanden er stor og er over de sidste 30 år mere end fordoblet.

Det er fordi ejerne tillader jagt
- Det går med andre ord rigtigt godt for girafferne i det sydlige Afrika og rigtigt skidt for girafferne på resten af det enorme kontinent. Hvorfor? Det korte svar er jagtturisme eller 'trofæjagt', som mange elsker at kalde det.

- Girafferne i det sydlige Afrika klarer sig rigtigt godt, fordi ejere af private jagtområder gør, hvad de kan for at opretholde en så naturlig sammensætning af vilde dyr på deres områder som muligt.

- Giraffen er en af de afrikanske arter som alle kender. Den hører til i landskabet og udfylder sin egen niche som det eneste dyr, der græsser af træernes kroner oppefra og giver dem deres karakteristiske flad-toppede kroner.

- Giraffen findes derfor i langt de fleste privatejede naturreservater.

- Den er der ikke så meget som et jagtobjekt som for helhedens skyld. Giraffer er ikke specielt efterspurgte blandt jægere, der først og fremmest jager de mange forskellige arter af antiloper.

Simpel bondematematik
- Når en bestand af vilde dyr trives, så yngler de. Bestanden vokser.

- Men hvis området, som de kan være på, er afgrænset og uden naturlige fjender for dyrene, så bliver der på et tidspunkt flere dyr, end der er føde til.

- Dette gælder naturligvis også for nuttede dyr som giraffer og med mindre man er parat til at acceptere sultedød og store udsving i bestanden, så skal en girafbestand reguleres i forhold til fødegrundlaget præcis som køer på en mark.

- Da der ikke mangler giraffer i det sydlige Afrika, så skyder man de overskydende dyr og spiser dem. Det er der ikke noget mærkværdigt i.

Hunner med dårlige kalve -skyd dem
- Som i enhver anden forvaltning af en vildtbestand udvælger man de mindst vigtige dyr til afskydning. Hunner der ikke får gode kalve, svage individer og gamle tyre, der er færdige i avlen pilles ud.

- Der er ingen principiel forskel på at forvalte en bestand af giraffer i Afrika og en bestand af f.eks. kronvildt eller vildsvin i Europa.

- En voksen giraftyr, som den på billedet med Tess Talley, vejer nemt mere end 1.500 kg. Det er det samme som 15 fede danske slagtesvin.

- Hvis ikke Afrika udnyttede denne kødressource – som er både dyrevelfærdsmæssigt, naturmæssigt og sundhedsmæssigt bedre end industriproduceret kød – så var man helt enkelt tvunget til at producere kødet på anden måde. Afrika mangler i den grad protein.

Jagtøkonomi
- Hvis en udenlandsk jagtturist har lyst til at prøve kræfter med girafjagt – som bestemt ikke er uden udfordringer – så vil vedkommende skulle betale en såkaldt trofæafgift for dyret.

- Disse penge, som kommer ind for alle arter, der jages på et jagtområde i Afrika, er afgørende for, at det faktisk bedre kan betale sig at lægge jord til et naturreservat med jagt end til en kvægfarm.

- Det er godt for naturen, for kunne jagtturismen ikke betale sig, ville der ikke være plads til hverken girafferne eller nogen af de andre store vilde dyr, som lever i store bestande på disse områder. Jordejeren vælger oftest at bruge sin jord på den måde, der betaler sig bedst.

- Det er med andre ord jagtturismen – 'trofæjagten' - der har sikret overlevelsen af den sydlige giraf og en masse andre vilde arter i de samme leveområder. Men hvad så med de andre arter af giraffer andre steder i Afrika?

Indfør trofæjagt over hele Afrika
- Desværre ser det ganske sort ud for disse. Mange af girafferne har ingen værdi for lokalbefolkningen, fordi der hverken drives jagtturisme eller øko-turisme på dem. Derfor bliver de set som konkurrenter til husdyrene og som gratis kød til de krybskytter, som er frække nok til at nedlægge dem.

- Løsningen? Det bedste der kunne ske var, at andre lande i Afrika indførte jagtturisme efter samme model som drives med stor succes i det sydlige Afrika.

- Det ville med stor sikkerhed kunne vende udviklingen – ikke bare for girafferne men for en lang række pressede arter.

- Desværre går det langsomt med at udnytte denne mulighed. Nok først og fremmest fordi opinionen i den vestlige verden er stærkt imod 'trofæjagt'.

Ellers taber de vilde dyr
- Man vil åbenbart hellere moralisere end sætte sig ind i tingene og acceptere de mest effektive løsninger for verdens vilde dyr. I sidste ende er det de vilde dyr, der taber, skriver Jens H, men hvad tænker du?

1 af 2 
2 af 2 
89 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere