– At låne penge for at få enderne til at nå sammen er en meget dårlig idé. Det bider sig selv i halen. Men desværre er jeg på den måde kommet til at opbygge en større gæld, som gør økonomien endnu vanskeligere.
Pia Brix er alenemor på 51 år i Valby med datteren Nicole på 10 år.
– For øjeblikket er det så uoverskueligt, at jeg har fået Settlementet på Vesterbro (kristen social hjælpeorganisation, red.) til at undersøge, om jeg kan få gældssanering, siger Pia Brix.
Se familiens budget Familiens budget her
Bland dig i debatten om fattigdom. Skriv et læserbrev her.
Foruden økonomien kæmper hun også mod sygdom, der har holdt hende fast i kontanthjælpssystemet de seneste ti år. Pia Brix har en nethindesygdom, der gør hende blind på det ene øje og giver nedsat syn på det andet.
– Det betyder, at jeg meget ofte får hovedpine, og ikke kan holde til at arbejde så længe ad gangen. Derfor håber jeg meget at kunne blive visiteret til et fleksjob. For jeg vil gerne arbejde i det omfang, jeg har mulighed for det, siger hun.
Virksomhedspraktik
For øjeblikket er hun i virksomhedspraktik i en livsstilsforretning i Hvidovre, hvor indehaveren meget gerne vil have hende til at fortsætte i et fleksjob. Men det er en afgørelse, som træffes af Københavns Kommunes Jobcenter.
– Undervejs i forløbet har jeg haft flere depressioner, men lige nu er jeg ovenpå. Det er især praktikken i forretningen, som får livet til at se lidt lysere ud, selv om det ikke giver flere penge på kontoen.
– Økonomien er så stram, at jeg må sige nej til det meste, når Nicole beder om noget. Lige nu er det et par støvler, hun må vente med at få.
– Derfor betyder det selvfølgelig noget for julen, hvis vi kommer i betragtning til julehjælp, siger Pia Brix håbefuldt.
Savner rigtig ferie
Nicole ved godt, at situationen er stram.
– Det går sådan lidt op og ned. Jeg kunne sådan godt tænke mig at komme rigtigt på ferie. Sådan en, hvor man kommer ud og rejse, siger hun.
I sommer blev ferien en tur til Langelandsfestivalen sponsoreret af hendes voksne søster og bror.
– Selv om det regnede, og vi vadede rundt i mudder, var det rigtig skægt, siger Nicole, mens hun stolt viser sit armbind fra turen frem.
Kontakten til hendes far er brudt. Så selv om han betaler bidrag, kommer der ingen gaver fra den kant til jul.