Sorg og bekymring er til at få øje på hjemme hos Charlotte Svenson i en lille etage-ejendom i udkanten af Haderslev. Chokket kom for nylig i form af en efterregning på varme. Beløbet lyder på 4000 kr., som skal afdrages over de næste tre måneder.
– Jeg bestiller ikke andet end at græde, siger Charlotte Svenson, da Ekstra Bladet besøger hende. Hun er blandt de mange trængende, som har søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp.
Kvinden har ca. 2900 kr. i rådighedsbeløb om måneden, når faste udgifter er betalt.
For tiden får hun hverken børnecheck eller børnepenge fra sønnens far, fordi hendes dreng, Andreas, ti, det meste af tiden opholder sig hos en aflastningsfamilie.
– Du må have brugt ret meget varme?
– Nej, det er systemet, der er et eller andet galt med. Vi stiger i husleje hvert andet år, og radiatorerne virker slet ikke.
– Det er svært nogle gange, og så bliver jeg nødt til at låne. Det er skruen uden ende. Jeg kommer aldrig ud af min gæld – hvis jeg ikke vinder i lotto.
Tøj til sig selv og Andreas køber Charlotte Svenson altid i genbrugsbutikker. Sønnen spiser ofte hjemme.
– Gu’ er det svært at få det til at løbe rundt, når man pludselig ryger så langt ned. Man kan lave kartoffelmos, og så kan man lave spaghetti med kødsovs, som rækker to dage. Mange gange kan man få billigt kød, hvis det har nået sidste salgsdato. Det fryser jeg ned og får det faktisk til halv pris.
– Hvordan skal du holde jul?
– Andreas og jeg skal være her, hvis ikke jeg skal være sammen med mine store børn på 20 og 24 år.
– Hvordan får du råd til julegaver?
– Jeg har ikke til julegaver i år. Men jeg kan da ikke holde jul uden at give noget.
Tidligere i sit liv har Charlotte Svenson forsøgt sig i mesterlære som tømrer uden at gennemføre. Hun har arbejdet i en garnforretning og som servitrice på en grillbar. På et tidspunkt også som pædagogmedhjælper på et værested for handicappede.
– Min hverdag er ensom, da jeg ikke kan holde til at have kontakt med nye personer.
Charlotte Svenson har ikke haft eget juletræ de seneste fire år.