'Carina' fattig nok til at få julehjælp

Carina vil ikke komme øverst i bunken, men hun ville blive godkendt, fordi hun har et barn, siger Klaus Nørlem, Dansk Folkehjælp

– Omkring højtiderne er der ekstra pres på børnefamilierne, mener Klaus Nørlem. (Foto: Mads Winther)
– Omkring højtiderne er der ekstra pres på børnefamilierne, mener Klaus Nørlem. (Foto: Mads Winther)

Kontanthjælpsmodtageren ’Carina’ med et rådighedsbeløb på 5000 kr. om måneden vil kunne blive godkendt som modtager af julehjælp fra Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet. Også selv om hun faktisk ikke hører til blandt de fattige familier i Danmark.

– Vi må fastholde, at det her drejer sig om børnene i familierne. Vi har valgt at støtte folk på overførselsindkomster med børn. Derfor er hun blandt dem, der kan søge. Men hun kommer ikke øverst i bunken, da mange har det værre end hun, siger generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp

Læs: Hjælp os med at give fattige danske børn en bedre jul Hjælp os med at give fattige danske børn en bedre jul

– Er fattigdommen blevet overdrevet?

– Nej. Der er 65.000 børn, der lever i fattige familier i Danmark. Kriterierne for at få julehjælp er bare sådan, at vi også giver til familier, der har lidt mere end fattigdomsindtægten.

– Er man med dine øjne fattig, når man har 5000 i rådighedsbeløb?

– Det er et gennemsnit på 160 kr. om dagen, man har til mad på bordet, tøj på kroppen, fritidsaktiviteter til børnene, medicin, tandlæge, og hvad der ellers er af daglige omkostninger. Jeg tror, de fleste ved, at det er svært at få enderne til at nå sammen.

– Der var 500 kr. til tobak og 500 kr. til mobil.

– Hvis vi skal bruge en computer, en mobiltelefon eller en pakke smøger som udtryk for overskud og rigdom, så hænger det ikke sammen i dagens Danmark. Det er helt almindelige forbrugsting.

– Hvorfor er det vigtigt, at familierne kan få julehjælp?

– Fordi der omkring højtiderne kommer et større pres på dem. Børn i fattige familier har de samme håb og forventninger, som børn i almindelige familier.

– Har man ikke selv et ansvar?

– Det er muligt, men det er bestemt hverken børnenes skyld eller deres ansvar. Derfor er det også børnene, vi støtter.?