Kun fantasien sætter tilsyneladende grænser, når det gælder om at samle ind til Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets julehjælp til fattige familier. Alt fra racerkørere til børne-MGP sætter i de kommende to uger foden på speederen for at sikre en god jul til nogle af de 65.000 fattige børn i Danmark.
Det er sket i Alka, hvor de 500 medarbejdere de seneste par uger har været i julehumør.
– Medarbejderne er rigtigt stolte og glade over at deltage og tage udfordringen op, og der har været rigtigt mange gode idéer, siger kommunikationschef Lise Agerly.
– Virksomheden giver 75.000 kr. til indsamlingen, og derudover har man opfordret medarbejderne til at komme med idéer, der kan skaffe penge til formålet. Så der er blevet bagt cupcakes, lavet julekort, holdt auktion over medarbejdernes fejlkøb og næsten nye ubrugte ting fra hjemmet, fortæller kommunikationschefen.
Indsamlingen gøres op i dag over morgenkaffen, hvor medarbejderne kan give et ekstra bidrag.
Du kan give et bidrag til fattige danske børns jul - klik her.
Bøsser ved kassen
Byggemarkedet Silvan har i år doneret en it-blok til køleskabet. Her går overskuddet af salget til juleindsamlingen, ligesom en del af overskuddet fra en lyskæde går til julehjælp. Desuden kan kunderne give bidrag ved kasselinjen, hvor man ligesom i butikskæden Netto har sat indsamlingsbøsser op.
Netto har desuden i denne uge haft en overtakseret sms-konkurrrence, hvor overskuddet går til julehjælp.
Balloner
– Det er dejligt med så mange initiativer. Vi forsøger at udfordre hele Danmark til at tage handsken op og gøre en indsats for at skaffe penge til julehjælpen. Derfor sendte vi forleden sammen med Ekstra Bladet symbolsk 25 balloner i luften med sedler med gode idéer til, hvordan man kan hjælpe. Vi håber de er faldet ned på gode steder, siger Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp.
– Vi kommer for alvor på hårdt arbejde i år, hvor vi ikke kun har fået næsten dobbelt så mange ansøgninger som i fjor. Vi er også oppe mod krisen og kan mærke, at især virksomhederne sidder hårdere på pengekassen. Derfor må vi satse på, at danskerne godt kan se nødvendigheden af julehjælp til børnene og ikke lader sig forvirre af en noget forfejlet debat om fattigdomsbegrebet, håber Klaus Nørlem.