Grædende mor: Julehjælp reddede os

Bed hovedet af al skam - og fik en helt fantastisk jul

Ella Schmidt fra Haderslev og hendes datter Ida stod sidste år frem med deres historie fra den økonomiske kælderetage og satte for alvor skub i indsamlingen. (Foto: Anders Brohus)
Ella Schmidt fra Haderslev og hendes datter Ida stod sidste år frem med deres historie fra den økonomiske kælderetage og satte for alvor skub i indsamlingen. (Foto: Anders Brohus)

Rigtig godt bliver det nok aldrig, økonomisk og materielt, for Ella Schmidt i Haderslev og hendes datter Ida på 12 år.

Til gengæld har de nogle rigtig gode minder om julen sidste år.

– Jeg er simpelthen så glad for, at jeg bed hovedet af al skam og søgte om julehjælpen gennem ASF Dansk Folkehjælp.

– Jeg fik de tre gavekort, og med dem kunne jeg gå ud og købe julemad og gaver til Ida, siger Ella Schmidt

Samme behov som andre
Ved at stå frem med sin historie om trængslerne i den økonomisk kælderetage gjorde hun i høj grad sit til at gøre danskerne begribeligt, at også folk uden økonomisk muskelkraft har nogle basale behov for et godt liv. Og at de har akkurat samme ønsker som alle andre om at give deres børn et godt og normalt liv, ikke mindst i julen.

Dengang fortalte hun bl.a. om, hvordan Ida blev drillet i skolen, fordi der ikke var penge til mærkevaretøj. Dét gik i hjertekulen på de fleste og var i høj grad med til at sparke indsamlingen op i rekordhøjder.

Slidt op
Ella Scmidt gled for ti år siden ud af arbejdsmarkedet på grund af en slidskade opbygget gennem mange år i belastende job. Skaden er så alvorlig, at udsigterne til at vende tilbage i et arbejde er nedslående.

Med faste udgifter, incl. en gammel gæld, sidder hun tilbage med et rådighedsbeløb på højst 2.500 kroner om måneden. Det skal dække indkøbet af daglige fornødenheder, såsom mad og tøj og skal også dække fritidsfornøjelser som f.eks. Idas danseskole, som er hendes et og alt.

Slut med drillerierne
Hendes historie sidste år sendte hende også TV2 morgen tv. Siden har det været slut med drillerierne i Idas skole.

– Jeg tror nok, at de, der drillede, blev klar over, at det ikke var så godt. Måske syntes de også, at det var sejt at jeg stod frem i både Ekstra Bladet og fjernsynet. I hvert fald er der ikke flere problemer. Jeg har det rigtig godt med alle mine skolekammerater, også med dem, der drillede mest, siger Ida, der netop er fyldt 12 år og i fredags havde en flok skoleveninder til fødselsdagsfest.

Ida er det vigtigste
Ud over den konkrete julehjælp gav det også mor og datter andre gode oplevelser.

– Vi modtog mange gaver fra private folk, blandt andet flere pakker med brugt, men rigtig fint tøj til Ida. Det er virkelig rørende, siger Ella Schmidt.

Alt sammen varmer om hjertet os mor og datter, men det ændrer ikke på deres grundlæggende økonomiske situation. Det eneste, der ligger Ella Scmidt alvorligt på sinde er Idas ve og vel, og hun har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun fortæller om, at hun gang på må sige nej til et eller andet, når pengene ikke er til det.

– Jeg vil sælge alt hvad jeg ejer og har, hvis det kan give Ida et godt liv. Men det giver nok ikke så meget, for det er købt i genbrugsen det meste. Så selv om jeg fik sidste år, så søger jeg julehjælpen igen og håber at komme i betragtning. Den jul, vi fik ud af det sidste år, glemmer jeg aldrig. Den vil jeg så gerne gentage, siger hun og kæmper med tårerne.

– Du skal ikke græde mor. Jeg synes ikke, jeg har det skidt. Det skal nok gå alt sammen, trøster Ida.!

Hvis du - eller nogen du kender - har brug for julehjælp, så print dette skema og send det til Dansk Folkehjælp.

Husk, at din ansøgning skal påtegnes af din sagsbehandler i socialforvaltningen/ jobcentret i din bopælskommune og at alle skemaets felter skal udfyldes/besvares – ellers kan vi ikke behandle din ansøgning.

Du kan også melde sig som indsamler til julehjælps-indsamlingen som foregår ved valgstederne til kommunalvalget. Du kan melde dig her.

- SMS: HJÆLP til 1999 og støt med 100 kr. Beløbet plus almindelig sms takst opkræves automatisk på din næste mobilregning.

- Ring 90 565 444 og støt med 100 kr. pr. opkald

- Indbetale på bankkonto 5301 0 333 666, mærk dit bidrag "HJÆLP"

- Via vores hjemmeside: www.folkehjaelp.dk

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere