Fattig 12-årig: Glæder mig når vennerne får store gaver

Tre brødre er mere bevidste om økonomi, ende måske burde være, mener deres mor

Robin, Nicky og Lucas lærer sparsommelighed af deres mor - og kan godt glæde når klassekammeraterne får store gaver, mens de selv får nogle lidt mere ydmyge. (Foto: René Schütze)
Robin, Nicky og Lucas lærer sparsommelighed af deres mor - og kan godt glæde når klassekammeraterne får store gaver, mens de selv får nogle lidt mere ydmyge. (Foto: René Schütze)

Brødrene Robin, otte, Nicky, 10, og Lucas, 12, ved godt, at de ikke vokser op med overdreven materiel velfærd sammen med deres mor, førtidspensionist Birgitte Bredevang, i Frederikshavn.

Alligevel glæder de sig til 24. december.

– Det bedste ved jul?

– Det er gaverne, er de tre drenge trods alt enige om.

Men de ved også, at økonomien ikke rækker til de vilde indkøb.

– En af de ting, jeg rigtig gerne vil have, er en ny belægning til mit bordtennisbat, siger Lucas beskedent.

Federe at spare op
Robin ønsker sig en bil-helikopter, som han har set i fjernsynet. Den er Nicky også med på.

– Mærker I efter jul og fødselsdage, at klassekammerater får lidt mere end jer?

– Ja, men jeg lægger ikke så meget mærke til det, men synes bare, det er godt for dem. Jeg synes også, det er federe at spare op selv end bare at få det. Jeg bliver mere glad for mine gaver og mere forsigtig med tingene. Og passer bedre på dem. Andre siger måske ’hov, der tabte jeg min telefon. Vi får bare en ny’, siger Lucas.

Hader at skylde
Birgitte Bredevang, der er blandt ansøgerne til julepakker fra Dansk Folkehjælp, forsøger at strukturere sin hverdag for de tre drenge.

– Jeg har et kuvert-system. Pengene bliver delt ud måned for måned, så jeg ved, hvad jeg har at gøre med. Kostpenge, tøjpenge og nogle til sjov. Så kan man aldrig komme til at bruge penge, man ikke har. Det med at skylde en masse penge væk, kan jeg ikke have med at gøre. Børnene lærer, at de skal spare op, før de kan nyde, siger Birgitte.

– Der er ikke noget med at gå sulten i seng sidst på måneden?

– Aldrig. Så vil jeg hellere undvære nyt tøj, som jeg har gjort i et års tid. Det skal aldrig være på bekostning af, at børnene ikke kan få en madpakke. De får også en fast dag om ugen penge med til skoleboden.

– Julen kommer ikke bag på mig, men så lidt alligevel. Jeg vil ikke et halvt år i forvejen købe gaver til mine drenge. Tøjmæssigt vil de nok være vokset, så man ikke kan få byttet.

– Hvordan er det følelsesmæssigt som mor at skulle spare så meget?

– Det er hårdt. Når vi taler økonomi, er mine børn meget bevidste. Måske nok mere, end børn burde være. Men det skader ikke, at de har et begreb om, hvad penge er. De er klar over, at der skal noget til for at komme videre i systemet. De er nødt til at følge med i skolen og gøre deres bedste, siger Birgitte, der har et motto:

– Vi klarer os altid, vi har altid klaret os, og vi kommer altid til at klare os.

Familien holder meget at at komme i et flot badeland på Scandic Hotel.

– Men det koster over 100 kroner, så der kommer vi ikke så tit. Det er en luksusting, som vi nyder, når vi så er der, siger Birgitte Bredevang.