Fattige Alexander: Ønsker mig en ny bil til mor

Otteårige Alexander: Tilsidesætter egne juleønsker for at gøre mor glad

Vi spiser altid sammen med min mor og far. Det betaler jeg 500 kroner for om måneden. Det er billigt for os, fortæller Betina Assum. (Foto: Per Rasmussen).
Vi spiser altid sammen med min mor og far. Det betaler jeg 500 kroner for om måneden. Det er billigt for os, fortæller Betina Assum. (Foto: Per Rasmussen).

- Jeg ønsker mig en ny bil til mor.

Otteårige Alexander tilsidesætter gerne egne ønsker til jul for at gøre sin mor, Betina Assum, glad.

Det afslører han med tydelig røst, da Ekstra Bladet besøger den 37-årige alenemor til tre drenge i Fuglebjerg mellem Næstved og Slagelse.

- Sådan noget må du ikke sige. Det er jo kun en drøm, som aldrig går i opfyldelse, tysser Betina Assum på sin mellemste søn.

- Jo, for så kan vi få skiftet den gamle Skoda ud, tilføjer Alexander.

Kostbare ønsker
Den lille familie håber på at få andel i de økonomiske glæder, Dansk Folkehjælp hvert år deler ud i forbindelse med højtiden.

Efter to år på sygedagpenge som følge af en bilulykke er Betina Assum nu på kontanthjælp.

Så der er ikke meget at gøre godt med, når de faste udgifter er betalt.

Men selv om udsigten til store gaver er minimal, dæmper det ikke drengenes forventninger om kostbare ting juleaften.

Storebror Oliver på 10 år har både en iPad og en bærbar computer øverst på sin ønskeseddel, som også indeholder et skydespil til Playstation 3.

Alexander kan også godt bruge en iPad og en Nintendo 3D, men vender alligevel tilbage til den bil, han mener, mor vil blive glad for.

- Men jeg ønsker mig altså også en lagkage til min fødselsdag 2. juledag, forsikrer han.

Lillebror ønsker sig Lego

Lillebror Philip er lidt mere ydmyg i sit valg af ønsker, selv om han sagtens kan bruge en tablet.

- Jeg ønsker mig noget Lego, en Ferrari-legetøjsbil og en camouflagebil. Og når jeg bliver stor, kunne jeg godt tænke mig en rigtig racerbil, fortæller han.

Betina Assum siger, at hun sparer og sparer hele året for at kunne opfylde nogle af drengenes ønsker.

- Men det er ikke altid, jeg rammer de ’rigtige’ mærker. Jeg er jo ofte nødt til at købe billigt – eller gå i genbrugsbutikken for at få kontanthjælpen til at slå til, understreger hun.

Mormor og morfar hjælper
Heldigvis har Betina Assum sine forældre tæt på. De hjælper hende økonomisk, når der er lavvande i husholdningskassen.

- Vi spiser altid sammen med min mor og far. Det betaler jeg 500 kroner for om måneden. Det er billigt for os. Og godt for vores økonomi, siger hun.

Forældrene var også med på den eneste ferie, Betina har kunnet tilbyde sine børn. Det var i et sommerhus ved Kalundborg.

- Min drøm er, at jeg en dag selv kan betale for en rigtig ferie med drengene. Jeg vil også gerne tilbage på arbejdsmarkedet, hvor jeg helst vil have med mennesker at gøre, siger Betina Assum, der er uddannet tjener.

- Det job kan jeg desværre ikke bestride som enlig mor. For hvem skal passe børnene med de skæve arbejdstider.