Enlig mor med 1500 kr reddet af julehjælp: Politikerne skulle prøve mit liv

Udsigten fra bunden af det danske samfund er foruroligende, fortæller enlig mor med 1500 kroner om måneden til mad, tøj og andre ikke-faste udgifter

Dorthe Andersen har ikke meget at gøre godt med i juletiden. Video: Anita Graversen

Indtil for 10 år siden - da Dorthe Birck Andersen var 42 år - havde den nu midaldrende mor til to altid været i gang med en uddannelse eller et arbejde, hvor hun som alle andre i årevis betalte sin skat.

Men invaliderende og kronisk slidgigt i ryg, ben og fingre vendte op og ned på tilværelsen for den kontor-uddannede kvinde, som dengang arbejdede som sosu-hjælper. Et par år senere gjorde en opslidende skilsmisse fra faren til børnene Emil på 10 og Line på otte år ikke livet lettere.

- Jeg synes ikke, det ser ret godt ud. De lovgivende politikere skulle selv prøve at stå i min situation, svarer Dorthe Birck Andersen på spørgsmålet om, hvordan hun synes, samfundet tager sig ud fra den bund, hun har haft udsyn fra i efterhånden en lille halv snes år.

Bunden blev om muligt endnu tyndere under Dorthe og hendes to børn for et års tid siden, da kontanthjælpsloftet gjorde et dramatisk indhug på 2800 kroner om måneden i et budget, som nu levner 1500 og i bedste fald 2000 kroner om måneden til mad, tøj og andre uforudsete udgifter.

Loftet har således givet Dansk Folkehjælp endnu større stjernestatus hos Dorthe Birck Andersen, der uden at tøve siger, at hjælpeorganisationens julehjælpspakke til en værdi af 1500 kroner gør forskellen på, om hun har råd til at holde jul eller ej.

Indbrud flere gange

Dorthe Birck Andersen, der i sine yngre dage blot var et halvt år fra at gøre uddannelsen som jordemor færdig, har en vis ballast, når hun kalder det en falliterklæring, at et rigt samfund som det danske skal have private hjælpeorganisationer som Dansk Folkehjælp til at samle tusindvis af økonomisk trængte enlige mødre og fædre op hvert år op til jul.

- Uden Dansk Folkehjælp havde jeg siddet med håret i postkassen, og jeg er evigt taknemlig for deres eksistens, siger hun og tilføjer, at Dansk Folkehjælp for anden gang i sommer finansierede en uges ferie i hytte og vandland for hende og børnene.

- Hvis jeg selv skulle betale, havde der højst været råd til at slå et telt op i haven.

Børnene Emil på 10 og Line på otte år glæder sig ekstra meget til jul i år, fordi deres mor for første gang får råd til at købe et juletræ. Det har ellers været sparet væk de foregående år. Dorthe Birck Andersen ønskede, at hendes børn skulle fotograferes med ryggen til for at undgå eventuelle negative reaktioner mod dem efter denne artikel. Foto Anita Graversen
Børnene Emil på 10 og Line på otte år glæder sig ekstra meget til jul i år, fordi deres mor for første gang får råd til at købe et juletræ. Det har ellers været sparet væk de foregående år. Dorthe Birck Andersen ønskede, at hendes børn skulle fotograferes med ryggen til for at undgå eventuelle negative reaktioner mod dem efter denne artikel. Foto Anita Graversen
 

I forlængelse af skilsmissen for otte år siden med børnenes far flyttede Dorthe Birck Andersen fra Skælskør på Sjælland og tilbage til sin hjemstavn i Viby ved Aarhus. Mens hun på den ene side er glad for, at hun returnerede til sin familie og venner i en svær situation, er hun på den anden side godt og grundigt træt af at bo i sin lejlighed i Rosenhøj, som gentagne gange har været udsat for indbrud.

Omvendt mobning

Rosenhøj har i de senere år været hærget af forholdsvis megen kriminalitet - og i Dorthe Birck Andersens hverdags-optik omvendt racisme.

- Mine børn mobbes, fordi de er danske, og de får ikke lov til at gå på legepladsen uden mig. Jeg synes generelt, at politikerne slår på de svage som mig, men jeg er dog enig med dem i, at det giver mening at lave den såkaldte ghetto-plan, som blandt andet skal få flere danskere til at flytte steder hen som her.

- De alt for mange mennesker med udenlandsk baggrund, der bor her, opdrager ikke deres børn ordentligt, og det er med til at gøre Rosenhøj til et utrygt sted.

Dorthe Birck Andersen hylder princippet om at yde for at nyde, selv om hun godt ved, at hun nok aldrig kan varetage et fuldtidsjob igen. Mindre har også ret, og den 52-årige julehjælps-ansøger for tredje år i træk var selv ude med raslebøssen for Dansk Folkehjælp på Strøget i Aarhus for nylig.

- De to foregående år har julehjælpen gjort en kæmpe forskel for os, og nu har vi lige fået at vide, at vi også får den i år, så der bliver for første gang råd til et juletræ, siger Dorthe Birck Andersen.

15.228 med børn under 18 år har søgt julehjælp i år
Ekstra Bladet samler igen i år ind til fattige danske børns jul sammen med Dansk Folkehjælp. Det er 11. år i træk, og indsamlingen slutter i dag søndag d. 16.12.
Sidste år fik 9540 enlige forsørgere på offentlig ydelse en julehjælpspakke, der har en værdi af 1500 kr: Et gavekort til Rema, et gavekort til BR og et gavekort til Sportmaster. Mere end 15.000 enlige forsørgere har søgt, og der er i år samlet penge ind så 11.332 familier kan få hjælp.

Du kan støtte indsamlingen ved at sende sms, mobilepaye eller via bank.

SMS

JULEGAVE til 1999
og støt med 150 kr.

Mobilepay

51 81 11 12

Bank

mærk JULEGAVE
Reg.nr.: 5301
Konto-nr.: 0 333 666


 

 

1 af 2 - Første gang brød jeg mig ikke om at bede om hjælp, men nu har jeg det mere afslappet med det, fordi det simpelthen er nødvendigt for mig for at kunne give mine børn nogle rammer i julen, der minder om dem, deres kammerater har, siger Dorthe Birck Andersen. Foto Anita Graversen
2 af 2 52-årige Dorthe Birck Andersen havde med sine egne ord 'en klump i maven', indtil hun fik at vide, at hun for tredje år i træk får en julehjælpspakke til en værdi af 1500 kroner. - Jeg græd af glæde inden i mig selv og følte enorm lettelse over, at nu skal mine børn ikke møde i skole efter nytår og føle sig uden for. Nu bliver der også råd til gaver til dem og til en god jul, siger hun. Foto Anita Graversen
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen