Enlig mor mister 3000 pr. måned: En gave til 30 kr giver panderynker

- I min situation er julehjælps-pakken det, der kan redde vores jul. Så enkelt er det, siger Heidi Foli, mor til to piger. Og i dag passerede Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets Julehjælpsindsamling 200.000 kr. Sidste år kom der 12,1 mio i kassen.

Heidi Folis privatøkonomi er meget presset, og hun lægger ikke skjul på, at en julehjælps-pakke fra Dansk Folkehjælp til en værdi af 1500 kroner vil redde hendes og hendes to døtres jul. Foto: Tom Kildeborg Jensen
Heidi Folis privatøkonomi er meget presset, og hun lægger ikke skjul på, at en julehjælps-pakke fra Dansk Folkehjælp til en værdi af 1500 kroner vil redde hendes og hendes to døtres jul. Foto: Tom Kildeborg Jensen

Indtil for ikke så længe siden kunne Heidi Foli – trods sin pressede privatøkonomi også dengang – godt en gang imellem have råd til at gå på café med sine to døtre og måske spise en frokost, når de var inde i Odense for at handle.

Den tid er forbi.

Kontanthjælpsloftet ramte hårdt
For nu har kontanthjælpsloftet ramt den 38-årige enlige mor hårdt og ubarmhjertigt. Heidi Foli, der ikke har været i gang med arbejde eller uddannelse, siden hun var involveret i en trafikulykke i 2000, har med det forhadte loft blandt andet mistet sin boligsikring, og hun er i runde tal gået fra at have 6000 kroner til det halve hver måned i rådighedsbeløb, når alle de faste udgifter er betalt.

– Mit budget er så stramt, at selv en ekstraudgift på kun 30 kroner kan give panderynker, siger Heidi Foli om et dugfrisk eksempel, hvor hun blev bedt om at bidrage til en gave til en af pædagogerne i hendes yngste datter, Merles, børnehave.

Har ikke haft råd til ferie i fire år
Heidi Foli fik for et halvt år siden diagnosen ptsd (posttraumatisk stress syndrom), og hun har opgivet nogen sinde at få en uddannelse eller et arbejde. Også selv om prisen er høj og afsavnene mange for hende og døtrene Merle på fire og Mille på 15 år.

– Vi har ikke været på ferie i al den tid, Merle har levet, og fremtidsudsigterne er ikke ligefrem fantastiske med min økonomi. Men vi klarer os, og jeg sætter en ære i at være en nærværende og kærlig mor for mine piger, siger Heidi Foli, der ellers var i gang med at uddanne sig til sygeplejerske, da hendes liv for 17 år siden i bogstaveligste forstand blev knockoutet i den føromtalte trafikulykke.

 

Mormor gør en forskel
Heidi Foli har Mille og Merle med to forskellige fædre. Milles far er i et andet forhold nu, men han er stadig gode venner med Heidi og ser sin datter cirka en gang om ugen.Merles far er psykisk syg og fungerer kun med den rigtige medicinering. Han kommer jævnligt på besøg i den 69 kvadratmeter store lejlighed i det vestlige Odense, men et tæt forhold til sin datter kan man ifølge Heidi ikke sige, han har.

– Min mor betaler vores elregning og har nogle gange en pose kaffe eller andre dagligvarer med, når hun besøger os. Det er selvfølgelig en stor hjælp og gør en mærkbar forskel i vores situation, fortæller Heidi Foli.

Helt umuligt
På spørgsmålet om, hvorfor hun i en så ung alder fuldstændig har opgivet at få en uddannelse eller et job, tøver Heidi ikke med svaret:

– Jeg kan ganske enkelt ikke. Både fysisk og psykisk er jeg så mærket, at det vil være umuligt for mig.

Midt i alvorssnakken lyser Merle rummet op med sin sorgløse tilgang til livet og de besøgende fra Ekstra Bladet.

– Se, det er den kjole, jeg fik af mormor til halloween, siger hun og viser stolt et billede af sig selv på telefonen.

Heidi Foli har fuld forældremyndighed over Merle og deler den med Milles far. Mens Merle er meget sensitiv grundet nogle markante og turbulente oplevelser som lille, da hendes far stadig var sammen med Heidi, har storesøster Mille ikke været i skole i to år. Mille lider af angst og skal snart begynde i et skoleprojekt med ni andre piger med lignende baggrund.

Kan redde vores jul
– Mille har fået hjemmeundervisning, men det er klart, at det betyder meget, at hun også indgår i sociale sammenhænge med jævnaldrende. Jeg håber, dette skoleprojekt er et lys for enden af tunellen for Mille, siger Heidi Foli, der oprindelig er fra Holbæk, men har boet i Odense de seneste 12 år.

– Jeg kom på ferie her i Odense hos min nu afdøde mormor som barn. Det var noget af det bedste, siger Heidi Foli, der ellers ikke mange gode minder fra den tid.

De gode tider fra ferierne hos mormor er på alle måder langt væk nu, hvor Heidi Foli står foran en højtid med ekstra udgifter, som hun ikke har pengene til.

– I min situation er julehjælps-pakken fra Dansk Folkehjælp det, der kan redde vores jul. Så enkelt er det, siger den 38-årige mor til to.

Sidste år fik 9200 familier en bedre jul
Sidste år modtog Dansk Folkehjælp cirka 23.000 ansøgninger, og der blev samlet 12.1 millioner kr ind, så ialt 9200 familier fik hjælp til en god - eller i hvertfald bedre - juleaften.

Du kan søge julehjælp (det skal være inden fredag d. 1. december kl. 12.00) ved at klikke her - og du må også gerne dele denne artikel, til en person, du mener har brug for Julehjælp.

Du kan støtte sådan her:

SMS JULEGAVE til 1999 og støt med 150,- kr.

Mobilepay 51 81 11 12

Bank: mærk 'JULEGAVE' Reg.nr.: 5301 Konto nr. 0 333 666

Hvad består Julehjælpen af?
Kolonialvarekurv eller gavekort til REMA 1000, værdi 500 kr.

1 x gavekort til børnene til Fætter BR værdi, 500 kr.

1 x gavekort til børnene til SPORTMASTER, værdi 500 kr.

Hvem kan søge om Julehjælp?
Familierne, der modtager julehjælp, skal være enlige forsørgere på overførselsindkomst, jf. ansøgningsskemaet og have hjemmeboende børn under 18 år.

For at sikre at ansøgerne opfylder kriterierne, bliver ansøgningerne verificeret af de sociale myndigheder i kommunerne, så vi er sikre på, at det er dem, der trænger mest, der får.

Der er ansøgningsfrist for julehjælp i morgen d 1. december.

 

Seneste i nationen!
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen