Fattigjul med minus 1.300 på kontoen: Ikke råd til sokker

Far på skyggesiden: Jesper Houmøller Larsen mangler 1.300 kroner hver måned, når udgifterne er betalt, men hans to sønner har endnu ikke mærket alvorlige konsekvenser af en kostbar skilsmisse

Her kan du komme et smut med hjem til Jesper Houmøller Larsen. (Video: Rene Schütze)

For cirka et år siden valgte Jesper Houmøller Larsens ekskæreste og mor til hans tre børn at gøre, hvad mindst halvdelen af alle gifte par gør hvert år i Danmark. Hun stoppede samlivet med sin partner igennem syv år og flyttede til en anden adresse med parrets yngste barn, datteren Josephine på fire år.

Datterens to ældre brødre, Gustav på syv og Noah på seks år, blev til gengæld hos deres far i det parcelhus i Frederikshavn, som Jesper Houmøller Larsen har boet i siden 1992. 

– Jeg vil gerne understrege, at jeg har et fint forhold til mine børns mor, og at jeg ikke bebrejder hende, at vi gik fra hinanden, selv om det var hendes beslutning.

- Men det rokker ikke ved, at det har gjort økonomisk ondt, at vi afsluttede vores samliv, siger den 43-årige far, der har været sygemeldt med kroniske hovedsmerter siden 2012. 

Han er for nylig blevet visiteret til at kunne arbejde 15 timer om ugen, og den uddannede tekniske tegner går derfor ikke med forventninger om, at et snarligt job kan forandre hans hverdag fra minus til plus rent økonomisk.

Hussalg ville ikke hjælpe
Siden skilsmissen har Jesper Houmøller hver måned haft et overtræk på 1300 kroner, når alle udgifter var betalt. Kun børnepengene hvert kvartal og ejerskabet af en fabriksbygning, som han fra tid til anden har kunnet leje ud med omkring et par tusind i indtægt hver måned, har givet far og børn smør på brødet.

– Det har også hjulpet, at vi hver onsdag har kunnet spise et måltid mad hos mine forældre, tilføjer Jesper Houmøller, der med en julepakke fra Dansk Folkehjælp vil gå højtiden i møde med større tiltro til, at sønnerne får en jul som deres kammerater, og som da mor og far levede sammen.

På spørgsmålet om, hvorvidt et hussalg kan lette det daglige økonomiske tryk, svarer faren:

– Før finanskrisen kunne det sikkert have ladet sig gøre, men nu er det umuligt at sælge til en rimelig pris her i Frederikshavn. Umiddelbart tror jeg heller ikke, at vi ville have nævneværdig økonomisk vinding ved at bo i en lejlighed frem for i vores hus.

Køber aldrig tøj - håber på sokker
Jesper Houmøllers ekskæreste og datteren Josephine på fire år bor kun halvanden kilometer væk, og sønnerne Gustav og Noah på syv og seks år bliver ofte hentet af deres mor på Nordstjerneskolen, hvor de går i 0. og 1. klasse. Omvendt henter Jesper Houmøller jævnligt datteren i børnehaven. Til gengæld har han ikke længere så megen kontakt med ekskærestens to større sønner på 16 og 20 år fra et tidligere forhold.

– Det betyder meget for børnene, at de har jævnlig kontakt med begge deres forældre, forklarer faren, der for tre måneder siden gik fra revalideringsydelse til ledighedsydelse. En ændring, som har gjort den daglige økonomi endnu strammere og altså nu betyder, at han er i minus, når alle udgifter er betalt.

– Nej, jeg kan ikke få øje på flere steder, hvor jeg kan spare. Alt unødvendigt er skåret væk, og jeg køber eksempelvis aldrig tøj til mig selv, siger Jesper Houmøller, der håber, at et par bløde pakker med eksempelvis sokker og boksershorts kan tilfredsstille hans egne mest presserende behov for tøj på kroppen.

Du kan støtte Julehjælp 2015

Mobilepay/Swipp: 51 81 11 12

SMS: send JULEGAVE til 1999 (så støtter du med 150 kr)

eller overfør via bank til reg.-nr.: 5301, konto-nr.: 0 333 666. 

Du kan også - hvis du tror, du har et netværk, der er parat til at støtte - oprette din egen indsamling her.