Når Ekstra Bladets to erhvervspaneler her fra kl. 13.00 dyster om at skaffe flest penge til Dansk Folkehjælps juleindsamling, er de stillet over for en kolossal udfordring.
Vi skal vinde - også over sidste år
Hold Øst og hold Vest går ikke kun efter indbyrdes sejr, men i høj grad også efter at overgå det formidable resultat fra 2013. Her indsamlede panelerne tilsammen 3,2 millioner kroner ud af de i alt syv millioner kroner, som Dansk Folkehjælp i samarbejde med Ekstra Bladet fik ud af anstrengelserne.
Vi har på forhånd bedt de to holdkaptajner forklare, hvorfor de lægger deres hjerteblod i netop dette juleprojekt.
– I min verden er det relativt enkelt. Pengene går til børnene og hjælper, hvor der er et behov. Her er en enestående mulighed for at hjælpe nogle af de fattige, vi har i Danmark, siger øst-kaptajn Peder Stedal, der er administrerende direktør i Elgiganten.
– Har det særlig betydning, at det gavner børn?
– Ja, det er klart. Det er en højtid, hvor man i 2014 måske tager for givet, at man bare holder jul. Men desværre er det ikke sådan. I befolkningen er der en voksende forskel mellem rig og fattig.
– Personligt går jeg ind i det, fordi det er et godt sted at bakke op. I dag er der utroligt mange indsamlinger. Men særligt denne indsamling, der går til børn herhjemme, er relevant. Mange gange har man måske fokus på, hvad der ligger uden for landets grænser.
– Hvordan er dagsformen?
– Vi har ambitioner om at løfte niveauet et hak eller to i forhold til sidste års rekord. Vi går ind til det med sportslig ånd og håber på, vi kan gøre det endnu bedre. Vi går efter at vinde, siger Peder Stedal.
Vestholdets kaptajn er Claus R. Christensen, gruppechef i Silvan-kæden.
– Det er spændende og en god sag. De to sider hænger rigtig godt sammen. Det understøtter min holdning, når alle i erhvervspanelerne deltager gratis. Alle indsamlede penge går ubeskåret til børnefamilier, hvilket er yderst sympatisk, siger Claus R. Christensen.
– Har erhvervslivet et ansvar?
– Jeg synes det. Min holdning er den, at vi i Silvan er en del af samfundet. Der hjælper vi da med at løfte. Vi har også samarbejde med andre organisationer.
– Hvad er dit hemmelige våben i dysten?
– Jeg tror ikke, mine våben er anderledes end konkurrentens. Jeg går efter at vinde. Men jeg synes også, vi har vundet, hvis vi kommer hjem med et større beløb samlet set, end vi gjorde sidste år.
Øst- og Vest-holdet har hver ti deltagere, som skal konkurrere indbyrdes i en gylden time. Og tilsammen håber de at slå 2013-rekorden på pæne 3,2 millioner kroner. Hvilket hold, der vandt i fjor, er i dag ligegyldigt, fordi de virkelige vindere var børn i fattige familier.<blank-halv>
Vest-holdet:
Holdkaptajn Claus R. Christensen, gruppechef i Silvan
Mona Juul, direktør, Envision
Peter Munck, manager, Frontier
Lars Krogh Jeppesen, KIF Kolding-Kbh.
Bjarne Bach Hansen, F&B Manager, Lalandia
Tina Baltzer, Key Acount Manager, Bording
Terje Wammen, direktør, Epinion
Stig Tøfting, fodboldspiller
Torsten Lahn, håndboldspiller, KIF Kolding-Kbh.
Lasse Andersson, håndboldspiller, KIF Kolding-Kbh.
Lisa Klitgaard, direktør, Økonomisk Kørekort
Torben Jensen Lorentzen, områdechef, Ingeniørerne
Sebastian Henneberg, Aaarhus Håndbold
Frederik Schlilling, Aarhus Håndbold
Pia Jørgensen, Silvan
Jan Jensen, Ekstra Bladet
Helle Bartram, Dansk Folkehjælp
Mia Gregersen, Ekstra Bladet
Øst-holdet:
Holdkaptajn Peder Stedal, direktør, Elgiganten
Henrik Feldborg, direktør, LO Plus
John Norden, direktør, My Banker
Ole Kjeldsen, director, Microsoft Denmark
Jens Høgsted, direktør, Sportmaster
Lise Agerley, kommunikationsdirektør, Alka
Gert Jonassen, direktør, Arbejdernes Landsbank
Christian Have, direktør, Have Kommunikation
Jytte Norden, direktør, Auto Norden
Martin Norden, direktør, Din Bilrådgiver
Rolf Sørensen, tidl. cykelrytter
Gert Thougaard, direktør, GarantiInvest
Dorte Larsen, salgschef, KIF Kolding-København
Kasper Hvidt, håndboldspiller KIF Kolding-København
Lars Jørgensen, håndboldspiller KIF Kolding-København
Sebastian Nybo, direktør, Wisdom in action
Daniel Baes, Baes Data
Poul Madsen, chefredaktør Ekstra Bladet
Klaus Nørlem, generalsekretær Dansk Folkehjælp