Lever af offentlig hjælp: Mit liv slog en kolbøtte

Inden Thomas Langs tilværelse tog en U-vending for fem år siden, mente han, at enhver var sin egen lykkes smed. Nu ser han anderledes på livet, og er en af de få mænd, der står frem og fortæller, at han søger julehjælp. 

45-årige Thomas Lang er som enlig far til to teenagebørn en af de få mandlige ansøgere til julehjælp, som står frem og fortæller om sin svære dagligdag med konstante ryg- og nakkesmerter og en presset privatøkonomi. Foto: Ernst van Norde
45-årige Thomas Lang er som enlig far til to teenagebørn en af de få mandlige ansøgere til julehjælp, som står frem og fortæller om sin svære dagligdag med konstante ryg- og nakkesmerter og en presset privatøkonomi. Foto: Ernst van Norde

Thomas Langs 16-årige søn har i perioder haft det dårligt med, at hans far er så hæmmet af blandt andet ryg- og nakkesmerter, at han nu har været hjemmegående i fem år.

– Min søn har nogle gange været lidt efter mig i frustration over, at hans far ikke kan passe et arbejde og tjene sine egne penge.

Vil tilbage på arbejdsmarkedet
– Men jeg er en vinder, for jeg har ikke opgivet tanken om at vende tilbage på arbejdsmarkedet, selv om jeg er ramt på mit selvværd og lever i et dagligt smertehelvede, fastslår han.

Livet slog i mere end én forstand en kolbøtte for 45-årige Thomas Lang, da han i marts 2010 blev påkørt bagfra i sin bil. Knap et år senere blev hans tilstand forværret, da han fik en skade i forbindelse med genoptræning.

På det tidspunkt var han i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent, efter at han nogle år i forvejen var blevet fyret som følge af finanskrisen.

– Jeg har, siden jeg blev uddannet i Superbrugsen og senere var leder og butikschef i flere år, altid haft den holdning, at enhver er sin egen lykkes smed.

– Men efter at have set den anden side af medaljen i den seneste håndfuld år ser jeg med andre øjne på mange ting, erkender Thomas Lang, da han tager Ekstra Bladets besøgende med på en social og menneskelig rutsjebanetur i sit lejede rækkehus i udkanten af Viborg.

Har sit fighter-mod
– Før kunne jeg gå på vandet, men nu kæmper jeg en daglig kamp for bare at holde mig oppe ved overfladen og trække vejret. Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen i min situation knækker over på midten. Det er kun, fordi jeg stadig har mit fighter-mod, at jeg ikke selv er knækket.

Før kunne jeg gå på vandet, men nu kæmper jeg en daglig kamp for at holde mig oppe. Foto: Ernst van Norde
Før kunne jeg gå på vandet, men nu kæmper jeg en daglig kamp for at holde mig oppe. Foto: Ernst van Norde
 

Han gennemførte sin uddannelse som sosu-assistent på smertestillende medicin, men siden november 2012 har han ikke været i stand til andet end at være far.

– Jeg fik en psykisk nedtur og led af social angst og panikangst. Det var kun, fordi jeg havde mine børn, at jeg holdt mig i live. Jeg følte mig værdiløs, fortæller han.

– Jeg føler mig mindre værd nu end før. Jeg har været vant til at arbejde 45-50 timer om ugen i årevis, og nu føles det flovt og pinligt at sidde her og skulle forsvare sig mod kommentarer om, at det nok bare er, fordi jeg ikke gider arbejde.

Thomas Lang er nu i et ressourceforløb, der medfører, at han modtager 10.900 kroner om måneden fra det offentlige. Oveni kommer tilskud til børnene fra deres mor, som han blev skilt fra i 2010. Hun ser børnene hver anden weekend.

Det hjælper at være åben
Når alle faste udgifter er betalt, har Thomas Lang cirka 5000 kroner til rådighed hver måned.

– Jeg lever et stille og roligt og sobert liv. Nogle vil nok kalde det kedeligt.

- Men der er jo heller ikke råd til de store armbevægelser, og det gør da ondt i hjertet nogle gange, når børnene fortæller om kammerater, der har været på ferie, fortæller Thomas Lang, der ikke selv har råd til at give sine børn den slags oplevelser.

– Det er det største afsavn. Jeg er i stedet nødt til at fokusere på nærvær, opmærksomhed og kærlighed.

Søger julehjælp: Selv en mand kan græde
Han har bevidst planlagt, at interviewet med Ekstra Bladet skal foregå, mens børnene ikke er hjemme.

De har det svært nok i forvejen, siger han og forklarer, hvorfor han som en af de relativt få mandlige ansøgere til en julehjælpspakke hos Dansk Folkehjælp står frem og fortæller åbent om sin svære situation.

– Der er så mange tabuer i forhold til mænd som mig. Mit bedste råd er at være åben om behovet for hjælp.

.- Det gør sgu ondt en gang imellem, og selv en mand kan græde i mørke, men det letter også at være åben om sin situation.

– Hjælpen giver luft til, at jeg kan gøre andre ting for mine børn. Det betyder utrolig meget for dem og for mig, fastslår han.

-----------------------------

Sidste år fik 9200 familier en bedre jul
Sidste år modtog Dansk Folkehjælp cirka 23.000 ansøgninger, og der blev i samarbejde med Ekstra Bladet samlet 12.1 millioner kr ind, så ialt 9200 familier fik hjælp til en god - eller i hvertfald bedre - juleaften.

Du kan støtte sådan her:

SMS JULEGAVE til 1999 og støt med 150,- kr.

Mobilepay 51 81 11 12

Bank: mærk 'JULEGAVE' Reg.nr.: 5301 Konto nr. 0 333 666

Hvad består Julehjælpen af?
Kolonialvarekurv eller gavekort til REMA 1000, værdi 500 kr.

1 x gavekort til børnene til Fætter BR værdi, 500 kr.

1 x gavekort til børnene til SPORTMASTER, værdi 500 kr.

Hvem kan søge om Julehjælp?
Familierne, der modtager julehjælp, skal være enlige forsørgere på overførselsindkomst, jf. ansøgningsskemaet og have hjemmeboende børn under 18 år.

For at sikre at ansøgerne opfylder kriterierne, bliver ansøgningerne verificeret af de sociale myndigheder i kommunerne, så vi er sikre på, at det er dem, der trænger mest, der får.

1 af 2 Før kunne jeg gå på vandet, men nu kæmper jeg en daglig kamp for at holde mig oppe. Foto: Ernst van Norde
2 af 2 45-årige Thomas Lang er som enlig far til to teenagebørn en af de få mandlige ansøgere til julehjælp, som står frem og fortæller om sin svære dagligdag med konstante ryg- og nakkesmerter og en presset privatøkonomi. Foto: Ernst van Norde
Seneste i nationen!
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen