– Det er skrækkeligt, at de stigende priser på både madvarer og energi har gjort uligheden større i Danmark, end vi har været vant til.
- Det er ubetinget et problem, at uligheden er vokset så meget igennem de seneste år, så der nu kan sidde mennesker juleaften, som hverken har råd til lidt julemad eller en gave til børnene.
Akut hjælp er nødvendigt
Sådan svarer Mimi på 68 år, da hun møder Ekstra Bladet på gaden i København. Og får sig en snak om julehjælp og den ekstra pressede situation mange danske familier er i i år. 18.796 enlige forsørgere har således søgt om hjælp hos Dansk Folkehjælp, som for 15. år i træk samler ind i samarbejde med Ekstra Bladet. Der er samlet mere end 19 millioner ind, men behovet i år - hvis alle ansøgere skal have - er langt større:
– Jeg har i flere år støttet gennem donationer, hvor jeg kunne, men nu hvor blandt andet gas og el er steget så voldsomt, er akut hjælp fra vores myndigheder en nødvendighed. Politikerne har kunnet træde til med hjælpepakker i andre sammenhænge, så hvorfor ikke her.
– Det er virkelig svært at acceptere, at vi har sådan en situation, siger Mimi
En lille gave og julemad har alle ret til
Lidt senere mødte vi Hanne, der synes alle har ret til en lille gave:
– Det gør ondt på mig, at der er familier i Danmark, der er så fattige som følge af konjunkturerne, at julen, der er børnenes og glædens fest, ikke kan fejres. Jeg mener ikke, at børn nødvendigvis skal have kæmpegaver for at føle, at det er jul, men en lille gave og noget julemad synes jeg, at alle har ret til.
– Ingen almindelige mennesker kan stille noget op over for inflation, gaspriser eller arbejdsløshed, men hvordan man konkret skal tackle situationen, ved jeg ikke. Det er triste tider, men om svaret er politisk indgriben, kan jeg altså ikke gennemskue.
– Der er mange ting, der spiller ind, men en eller anden form for hjælp bør disse familier have, siger Hanne.
For søren
Kirsten bor i en del af Storkøbenhavn, hvor fattigdom ikke er meget synligt, så hun kender ikke personligt nogen, der ikke har råd til at holde jul. Men det ændrer ikke ved, at hun mener, at det er forfærdeligt, at en stigende gruppe danskere er nødt til at bede om julehjælp for at få julen til at hænge sammen:
– Jeg donerer hvert år til flere organisationer, og stod det til min mand, inviterede vi også folk hjem juleaften. Det har af flere grunde ikke kunnet lade sig gøre endnu, og i år har vi en nyfødt, så det må vente. Men for søren, hvor jeg tænker på alle de børn, som ikke kan glæde sig over julegaver som alle andre.
– Jeg synes, at der er akut brug for indgriben fra regeringen. Vi kan ikke tillade, at folk havner i nød på denne måde i Danmark, siger Kirsten..