Han levede i mere end en forstand et liv i overhalingsbanen med årlige indtægter på mere end 800.000 kroner og lange lastvognture – og arbejdsuger – til Polen, Tyskland, Italien og andre steder.

Så da Brian Jensen 1. december 2021 var blevet tildelt førtidspension, var der på én gang både lettelse, bekymring, sorg, glæde og tomhed i hans tanker.

– Det glædelige var og er først og fremmest, at jeg har fået meget mere tid til min søn. Det er en daglig glæde, som jeg ofte fokuserer på, når andre tanker presser sig på, fortæller den 44-årige østjyde.

Vi besøger ham og hans 15-årige søn i Hammershøj i den lille families mere end 200 kvadratmeter store, lejede hus ved den trafikerede hovedgade, der er med til at forbinde Viborg og Randers mod henholdsvis vest og øst.

Tomhed og sorg
Brian Jensen kørte som oftest langt mod syd, da han var lastvognschauffør, men fire diskusprolapser kom i vejen, og nu er rådighedsbeløbet hver måned på kun 2600 kroner inklusive børnepenge, når alle de faste udgifter er betalt.

– Efter den første diskusprolaps var jeg på arbejde få måneder senere, anden gang trænede jeg den væk, men ved de sidste to var det desværre ikke længere muligt.

– Det nager en mand som mig, der har arbejdet, siden jeg var 13 år, siger Brian Jensen, som de første mange år af sit arbejdsliv var landmand.

Har klaret mig selv og betalt enhver sit
Lettelse er også en del af den mentale gryderet, der har fyldt Brian Jensen i det seneste, omvæltende år, hvor han har skullet forlige sig med en ganske anden og meget langsommere tilværelse med smertestillende medicin og dage, hvor han bare er nødt til at slappe af og lave ingenting.

– Nu er der gået præcis et år, og jeg kæmper da stadig med en vis tomhed og sorg indimellem over, at jeg ikke længere kan, hvad jeg kunne, erkender han.

Han tænker især på det faktum, at han ikke længere yder noget til samfundet, men kun får noget i form af sin førtidspension.

– Jeg har betalt enhver sit og klaret mig selv, siden jeg var teenager, så det er selvfølgelig noget af en omvæltning nu at være afhængig af andre.

Minus 300.000 på kontoen
Med rygproblemerne fulgte ikke bare en psykisk og fysisk nedtur, men også en økonomisk deroute, der kort fortalt endte med, at Brian Jensen måtte sælge sit hus, som han selv havde totalt renoveret – og oveni sine to veteranbiler.

Alligevel stod der et minus på 300.000 kr. på bundlinjen, da han og sønnen, som har boet hos ham, siden han blev skilt fra moren, da drengen var et år gammel, flyttede ind i deres lejede hus til 5500 om måneden plus forbrug.

Vil ikke give op
Brians mor og storebror har været en stor støtte.

– Min bror har været med til samtlige møder med læger og sagsbehandlere, og jeg har haft mærkbar glæde ved at sige ja tak til psykologbehandling, fortæller Brian Jensen, der har en kæreste, som han dog ikke bor sammen med.

– Selvom det måske ville være nemt at sætte sig hen i et hjørne og have ondt af sig selv, så er det slet ikke min vej frem. Jeg kan ikke bare give op og gå til i selvmedlidenhed, og jeg har jo stadig så mange gode ting i mit liv.

Ramt på stoltheden
De hastigt stigende priser på både energi og dagligvarer har kun gjort den økonomiske omvæltning endnu voldsommere for 44-årige Brian Jensen fra Hammershøj.

Så selvom det at bede om en hjælpende julehånd i form af en pakke fra Dansk Folkehjælp heller ikke føltes nem og ubesværet, så er der ikke en flig af undskyldning eller såret stolthed at spore hos den tidligere landmand og lastbilchauffør.

– Hvis det er det, der skal til, for at min søn og jeg får en bedre jul, så må det være sådan.

- Jeg har da været ramt på min stolthed, men blandt andet psykologbehandlingerne hjalp mig til at indse, at der intet tabu er i at erkende sin egen svære situation og bede om hjælp.

Kan stadig være med
Trods den drastiske mentale, fysiske og økonomiske omvæltning har Brian Jensen efterhånden lige så stille fundet andre små og store glæder i livet.

– Jeg elsker at samle på Lego, og jeg har, når jeg kan holde til det, stor glæde ved at hjælpe min søn med at købe gamle scootere og samle dem og sælge dem videre.

– Så må jeg generelt leve med, at aktiviteter, der før tog en time, måske tager en hel dag nu. Bare det at jeg stadig kan foretage mig noget indimellem betyder alt for mig, konstaterer den 44-årige østjyde, der i perioder har spist op til 17 piller for at holde smerterne ud.