Møg jul hos enlig mor: Mobbes for manglende mobil og iPad

Alenemor på kontanthjælp må sige nej til alt – og slås mod døtrenes mobning i skolen

Jasmin er syv, Stephanie 11 og deres mor Anna har fortalt, at julen nok bliver uden gaver. Privatfoto
Jasmin er syv, Stephanie 11 og deres mor Anna har fortalt, at julen nok bliver uden gaver. Privatfoto

– Jeg må sige nej til alt, altid og alle steder. Det kan være hårdt. Både for mig og dem. De forstår heldigvis situationen i forhold til mig.

- Men det betyder også, at de ekskluderes og mobbes i skolen. Især fordi de hverken har en mobiltelefon eller en iPad.

- Jeg har flere gange måttet tage det op med lærerne.

Alenemor på kontanthjælp
Anna Johansen på 35 år er alenemor på kontanthjælp med døtrene Jasmin på syv og Stephanie på 11 år og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

– Når alt er betalt, er der mellem 1200 og 2000 kr. om måneden til at købe mad for. Det må jeg indrette mig efter, og det er derfor, der altid må siges nej. 

– Det er især vanskeligt i julen, hvor der er så mange tilbud og fristelser for børnene.

- Vi må sige nej til at deltage i de julearrangementer, børnene tilbydes. For det koster 25 kr. for hvert barn, 50 kr. for en voksen, og hvis de også skal have æbleskiver, så løber det op. Det er mange penge for mig.

– Og du skal jo også have en kop kaffe, indskyder Stephanie i samtalen i den hyggelige stue i Slagelse.

Hun mærkede selv i efteråret, hvad den dårlige økonomi betyder.

Ingen sko - kun sandaler til 11-årig
– Det er ikke så længe siden, Stephanie fik ødelagt to par sko og et par støvler. Men jeg havde ikke penge til at købe nye.

- Så hun måtte gå rundt i sandaler med sokker, indtil jeg hørte om Facebook-gruppen ’Hjælp Danmark’, hvorigennem jeg fik et par brugte sko til hende, fortæller Anna Johansen.

 

Siden hun for tre et halvt år siden både mistede sit job og kort efter blev ramt af sygdom, har hun kæmpet med den hårde økonomi.

Anna Johansen havde natarbejde som tilsynsfunktionær hos ISS, men fordi det blev umuligt for hende at få passet pigerne om natten, måtte hun sige op.

En – ifølge hende selv – fejlagtig afgørelse i a-kassen gjorde, at hun både mistede retten til dagpenge og sygedagpenge, da hun kort efter blev syg. I fem måneder var hun uden indtægt, indtil hun blev tilkendt kontanthjælp af kommunen.

Fem diskusprolapser
Hun begyndte at få smerter i kroppen. Kunne ikke løfte, nogle gange ikke komme ud af sengen eller stå på sine ben. Efter et langt udredningsforløb nåede man frem til, at hun havde fem diskusprolapser i ryggen og nakken. Den i nakken blev opereret, men samtidig kom der nogle nerveskader, som betyder, at hun med mellemrum også mister følelserne i fingre og ben. Lægerne vil ikke operere hende mere, fordi det ikke vurderes at ville ændre hendes situation.

– Jeg har fået at vide, at jeg skal leve med smerterne resten af livet. Jeg kan tage smertestillende medicin og gå til smertebehandling på en klinik, hvor jeg skal lære at bruge min krop på en anden måde. Men man kan ikke helbrede mig, siger Anna Johansen.

– Hvorfor har du så ikke fået førtidspension?

– Min sagsbehandler er ikke enig med mig i, at min situation er så vanskelig, at jeg skal på pension. Det er egentlig heller ikke det, jeg selv vil. Jeg vil gerne have et arbejde. Problemet er bare, at det kan jeg ikke.

- Jeg kan ikke fungere en hel dag med smerter. Jeg kan ikke bære noget. Jeg har søgt om arbejdsprøvning for at se, om jeg kan holde til det. Men jeg kan end ikke holde til det, der skal gøres herhjemme. 

Sendt rundt i systemet
For at få forbedret sin økonomi har Anna Johansen søgt om kommunale tilskud.

– Men jeg bliver sendt fra den ene sagsbehandler til den anden, uden at der sker noget. De siger alle, at det ikke er deres bord.

- På et tidspunkt lykkedes det at få kommunen til at betale et fitness-medlemskab, for at jeg kan styrke mine muskler.

- Men Slagelse Kommune har bare ikke betalt regningen, og nu har centeret naturligvis sendt den til mig med rykkergebyr. 

Julen holder hun alene med pigerne.

– Jeg har talt med dem og sagt, at julen er en glædesfest, hvor man skal hygge sig sammen og være glade. Men at det bliver uden steg og gaver. Det er de heldigvis meget forstående overfor.

Du kan støtte Julehjælp 2015

Mobilepay/Swipp: 51 81 11 12

SMS: send JULEGAVE til 1999 (så støtter du med 150 kr)

eller overfør via bank til reg.-nr.: 5301, konto-nr.: 0 333 666. 

Du kan også - hvis du tror, du har et netværk, der er parat til at støtte - oprette din egen indsamling her.

1 af 2 
2 af 2 Jasmin er syv, Stephanie 11 og deres mor Anna har fortalt, at julen nok bliver uden gaver. Privatfoto