Det er som at se to heste i fuld galop, men hvor håbet er, at den ene hest på et tidspunkt sætter farten ned til roligt trav.
Det billede er et rammende visuelt eksempel på, hvordan den konstituerede generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Peder Thorning, har det med at stå i spidsen for hjælpeorganisationens årlige juleindsamling til enlige forsørgere. En indsamling, som i samarbejde med Ekstra Bladet siden 2007 har vokset sig så stor, at man græder med det ene øje og smiler med det andet.
Trist rekord i ansøgere
- Det triste er, at vi i år slår rekorden fra i fjor på 16.800 ansøgere. Ved fristens udløb 20. november havde 18.797 familier søgt om en julehjælpspakke til en værdi af 1.800 kroner, siger Peder Thorning om den negative udvikling, som svarer til en stigning på 11 procent.
Med det smilende øje kan han imidlertid fornemme, at lysten og evnen til at give fortsætter i fuld galop.
- Vores bekymring har været, at vi ville opleve en stigning i antallet af ansøgere, samtidig med at der ville ske en afmatning blandt donorerne.
- Heldigvis har vi flere indikationer på, at både fonde, erhvervsliv og private donorer har forstået og kan imødekomme, at behovet for hjælp er stigende, siger Peder Thorning, der foreløbig er konstitueret indtil 1. marts næste år for den afgående generalsekretær gennem de seneste 18 år, Klaus Nørlem.
Således er den optimistiske vurdering fra Peder Thorning, at årets indsamling overgår sidste års rekord på 20,2 millioner kroner.
- Jeg tør godt sige, at jeg vil blive overrasket, hvis vi ikke når det mål.
Største stigning siden 1982
Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark i det seneste år med en inflation på 10.1 procent har oplevet den største stigning siden 1982. Fødevarer er steget med 16 procent, mens energipriserne i varierende grad har haft kurs mod himlen i et omfang, så det virkelig kan mærkes på danskernes pengepung i almindelighed og de enlige forsørgeres budget i særdeleshed.
- Flere af de ting, der er steget, er ting, som man ikke bare kan skære ned på. Folk skal jo have mad på bordet, siger Peder Thorning, der med en fortid som udsendt til Afrika i 14 år for blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke og Danske Handikaporganisationer med egne øjne har set, hvordan fattigdom også kan komme til udtryk.
Det ændrer ikke ved, at han håber, at en kommende ny regering i dansk kontekst vil indse, at der er behov for at nytænke, hvordan danskere på overførselsindkomster bør håndteres mere smidigt og imødekommende.
- Uanset hvilken kulør den nye regering får, vil den være udfordret, i forhold til hvordan vi reformerer systemet, så det bliver mindre komplekst for de svageste i vores samfund.
- Den enkelte familie og modtager af sociale ydelser bør sættes mere i centrum. Alt for mange i den befolkningsgruppe føler, de løber spidsrod i et virvar af regler og sagsbehandlere, siger Peder Thorning.
Købekraft som i 2007
Den triste rekord i antallet af ansøgere til julehjælp er i Peder Thornings øjne et, ja, trist signal om, at mange familier er fortvivlede og desperat, i forhold til hvordan de kan give deres børn en god jul.
- Vi har desværre mange gengangere blandt ansøgerne, som sidder mere eller mindre fast i vores system. Det gør de, blandt andet fordi de ligesom alle andre forældre vil gøre alt for, at deres børn også kan komme i skole og andre steder efter nytår og fortælle om, hvad de fik af gaver og dejlig mad, siger Peder Thorning.
Fødevare- og energikrisen som følge af krigen i Ukraine har ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betydet, at en almindelig lønmodtagers købekraft nu er på niveau med 2019. Til sammenligning har modtagere af overførselsindkomster og kontanthjælpsmodtagere en købekraft på niveau med 2007.
- Ydelsessatserne er jo så langtfra fulgt med inflationen, og det er kun med til at understrege, at hjælpeorganisationer som Dansk Folkehjælp kan være med til at gøre en stor forskel for foruroligende mange danskere, påpeger Peder Thorning.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
--------- SPLIT ELEMENT ---------