Ud af nød - ikke ud af lyst - håber flere og flere danske familier, at hjælpeorganisationer som Dansk Folkehjælp redder dem på målstregen forud for årets dyreste højtid.
Sådan er det også hos Michaela Svaneby, der som kontanthjælpsmodtager og enlig mor til Noah på 12, Freja på ni og Liam på tre år, tænker på at spare hver evig eneste dag. Ikke en gang julen udgør et afslappende frirum fra den stramme, økonomiske virkelighed, så en hjælpepakke til en værdi af 1.500 kroner fra Dansk Folkehjælp kan gøre en kæmpe forskel for familien fra Munkebo mellem Odense og Kerteminde.
- Jeg skammer mig ikke over at søge julehjælp.
- Det er der så mange, der gør, og det siger mere om vores samfunds måde at tage hånd om de svageste og socialt udsatte, end det siger om mig og alle de andre, der beder om hjælp og støtte, siger Michaela Svaneby.
Den 36-årige mor til tre har ikke haft et job, siden hun arbejdede på Odense Universitetshospital i 2005. De seneste 13 år, siden hun blev gravid med sit ældste barn, har været én lang kamp med forskellige diagnoser som ADD (Attention Deficit Disorder), angst, stress og forhøjet blodtryk. ADD kaldes også den 'stille' udgave af det mere kendte ADHD, fordi ADD overvejende udtrykker sig ved opmærksomhedsforstyrrelser.
Rigtige mænd græder nogle gange: Per har seks kroner til tant og fjas om måneden
Feriedrømme blev til virkelighed
I 2018 er skruen strammet yderligere, efter at Michaela stødte mod det berygtede kontanthjælpsloft og mistede 2.400 kroner om måneden i boligsikring. Helbredet er heller ikke blevet bedre hos den tidligere gartner- og køkkenassistent-lærling, som priser sig lykkelig for, at hun næsten dagligt kan trække på sin mor og børnenes mormor.
- Vores sommerferie i år var ekstraordinær god, fordi vi både var på Western Camp på Lolland med Dansk Folkehjælp og på en uges ferie i Tyrkiet. Det var første gang, vi var i udlandet, og vi havde kun råd til det, fordi jeg solgte flere gamle ting såsom babylegetøj og en sofa, og fordi min mor var med til at dække vores udgifter, fortæller Michaela Svaneby.
Hånd i hånd med glæden over Tyrkiet-turen følger også en skærpet længsel efter at kunne komme ud af den økonomiske skruestik og opnå mere frihed til netop at kunne rejse og holde ferier i udlandet med børnene.
Der er dog lang vej fra de to gange to og en halv times arbejdsprøvning i den lokale Rema 1000 og til et fuldtids eller fleksjob med dertil stigende økonomisk råderum og frihed.
Drømmer om Rema 1000-job
- Jeg elsker jobbet i Rema 1000 og får i 2019 vished for, om jeg kan klare et fleksjob der. Hvis det sker, letter trykket, og jeg vil ikke længere være ramt af kontanthjælpsloftet, forudser Michaela Svaneby med et glimt af forventningsglæde i øjnene.
Juleaften bliver uden børnene i år, men i Michaelas mors selskab. Til gengæld tager hun og børnene forskud på juleaften den 23. med gaver og hygge.
Familien og de nære venner ser ifølge Michaela Svaneby aldrig skævt til hende med fordømmende kommentarer, men folk på lidt længere afstand knytter fra tid til anden ondsindede bemærkninger om samfundsnasseri til den enlige mor og hendes umiddelbart usynlige lidelser.
- Disse mennesker har formentlig aldrig selv oplevet, hvad det vil sige at være ude af stand til at gøre, hvad man gerne vil.
- Jeg bliver vred og ked af det, når nogen fordømmer mig på den måde, siger Michaela Svaneby.
Se også: Opfordring fra Ekstra Bladet: Donér en procent af dit gavebudget
Du kan hjælpe
Sidste år fik 9540 enlige forsørgere på offentlig ydelse en julehjælpspakke, der har en værdi af 1500 kr: Et gavekort til Rema, et gavekort til BR og et gavekort til Sportmaster. Mere end 15000 enlige forsørgere har søgt, og der er foreløbig samlet penge ind så 8977 familier kan få hjælp.
Du kan støtte indsamlingen ved at sende SMS, mobilepay eller bank.
SMS
JULEGAVE til 1999
og støt med 150 kr.
Mobilepay
51 81 11 12
Bank
mærk JULEGAVE
Reg.nr.: 5301
Konto nr. 0 333 666