- Hold nu kæft, det er en farce.
Sådan skriver Allan J. i en af de 125 kommentarer, der er skrevet på TV 2's regionale station TV Midt Vests Facebook-profil om, at supersygehuset i Gødstrup, der har kostet mere end 3 milliarder kroner og været mere end ni år undervejs, nu endelig slår dørene op på mandag - med næsten 200 færre senge end oprindeligt planlagt.
Superforsinkede supersygehuse: Her er overblikket over 'problem-projekterne'
Ikke penge nok til ansættelser
- Nu er der nok ikke penge nok til ansættelser, skriver Jens K. i en anden kommentar, og faktisk er en del af grunden til, at der er færre sengepladser ved åbningen, at der ikke er nok sygeplejersker. De mener som bekendt, at de får for lidt i løn.
I de oprindelige planer skulle der være 521 senge, men det tal er efter budgetoverskridelser og forsinkelser på byggeriet nu endt på 339 senge. Og Allan er ikke den eneste, der morer sig over processen og byggeriet af det 3,1 milliarder kroner dyre supersygehus.
Skal vi selv have dyner med?
På tv-stationens Facebook-side er der nemlig flere vrede smileys end likes - og hele 50 storgrinende smileys. Og Birte M. har fået en del respons på den her tekst:
- Følg med i næste episode af sæbeoperaen 'Supersygehuset Gødstrup' og få svar på spørgsmålene:
- Skal vi selv have dyne, pude og betræk med?
- Er der overhovedet en seng, man kan ligge på, eller er der bare en luftmadras?
- Bliver der lavet mad, så man kan få noget at spise, når man er indlagt, eller dør man af sult? Er der tv på stuerne, så man ikke keder sig ihjel? Er kapellet stort nok?
- Alt dette vil du få svar på i de næste mange episoder af sæbeoperaen 'Supersygehuset Gødstrup', skriver Birte, men hvad tænker du?
Hospitalsbyggeri overskrider budgettet med mindst 190 millioner kroner