Kræver bevis fra SAS: Handler om 22.000 kr

Michael ville gerne høre den samtale han havde med SAS-kundeservice i juni - en samtale der har kostet ham penge. Men den er slettet oplyser SAS, der dog erkender, at der er sket en fejl i sagen.

SAS oplyser - efter nationens! henvendelse - at der er sket en fejl, og der er en voucher på vej til Michael. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
SAS oplyser - efter nationens! henvendelse - at der er sket en fejl, og der er en voucher på vej til Michael. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

- Hej

- Vanvittig dårlige kundeservice. Direkte løgnagtig.

- Jeg havde 4 stk. billetter til New York (juli 2020) værdi ca. 22.000 kr.

- Jeg har modtaget 1.200 kr. totalt  fra SAS. Det er til grin.

- Jeg ringede til SAS (kundeservice) i juni 2020.

Hvad er mine muligheder?
Sådan indleder Michael E., der er en af flere læsere, der har henvendt sig til nationen! efter at Leif fortalte om, hvor skuffet og vred han blev da han fik afvist sin sag om refundering.

Minus 7000 kr.: Nedslående brev til SAS-kunde

Michael føler – som Leif – at SAS fejlfortolker de samtaler, der foregik omkring aflysning af fly pga af corona – og han kunne godt tænke sig at høre den samtale, hvor han skulle have annulleret sine billetter. nationen! har bedt SAS om at finde samtalen, og deres svar kan du læse nedenfor. Michael husker selv samtalen således:

Der er da ingen der annullerer for 22.000 kr
Telefonsamtale om vores tur til New York:

- Michael: Hvilke muligheder har jeg med mine billetter.

 - SAS: Du kan få dine penge tilbage eller 4 vouchers.

 - Michael: Så vil jeg gerne have mine penge tilbage.

 - SAS: OK. (De sletter mine bookinger)

 - (Efter lidt undren)Michael: Får jeg alle mine penge tilbage?

 - SAS: Nej, kun tax and fees. (Tax and fees udgjorde ca. 12.000 kr., men har alligevel kun modtaget 10%, altså 1.200 kr.

Forsikring beder om at høre samtalen
- I dag påstår SAS at det er mig, der har annulleret billetterne.

- Men hvorfor skulle jeg annullere billetter til en værdi af 22.000 kr for blot at få 1.200 kr. tilbage.

- Det er der da ingen der ville gøre.

- Mit forsikringsselskab har bedt mig om at få udleveret telefonsamtalen, men det har SAS ikke reageret på. Det er som at slå i en dyne !!!

 - Sådan bondefanger SAS kunderne.

SAS: De samtaler fra 2020 er slettet
 - Man burde have krav på at få sin lydoptagelse med SAS udleveret !!!!, skriver Michael og det var faktisk godt at han gjorde det, for SAS svarer at der er sket en fejl i håndteringen af hans sag:

- Vi har hjulpet og håndteret enorme mængder af kunder, som har ret til tilbagebetaling og/eller vouchers, og vi har udviklet vores system, så det er så enkelt som muligt i disse vældigt udfordrende tider og den ekstreme situation, vi befinder os i.

Men der er sket en fejl i denne sag
- Vi kommenterer normalt ikke den enkelte kundesag, men jeg har undersøgt den her sag til dørs, og den bliver behandlet lige nu af vores customer cares prioritetsafdeling.

- Den omtalte kunde er berettiget til en voucher, som han har takket ja til.

- Desværre virker det til, at der er opstået en fejl ved sagsbehandlingen, og derfor har denne kunde ikke taget i mod denne voucher.

- Den er nu på vej til ham.

Vi forstår denne kundes frustration
- Vi beklager selvfølgelig den fejl, der er sket, og har fuld forståelse for denne kundens frustration, skriver SAS, der samtidig oplyser at der er forskellige omstændigheder, der afgør hvilken typer voucher eller erstatning man er berettiget til. Og at SAS kun gemmer samtaler i en begrænset periode henset til GDPR - og at samtaler fra 2020 ikke er gemt.