Læs desperate sms'er fra små piger der bliver udvist

Min familie blev taget fra mig femten dage før jul, toogtyve dage før nytår og tretten dage før min fødselsdag. Nu er festen aflyst, skriver Leela, der ikek ved, hvordan hun kan hjælpe sine udviste kusiner

Leela vil gerne hjælpe sine kusiner, der blev udvist for to uger siden efter fem år i Danmark. men hvad skal hun gøre?privatfoto
Leela vil gerne hjælpe sine kusiner, der blev udvist for to uger siden efter fem år i Danmark. men hvad skal hun gøre?privatfoto

- Søndag morgen d. 7/12 kl. 08.47 bliver jeg vækket af min grædende mor, som beder mig hjælpe hende med tårerene trillende ned af hendes kinder.

- Jeg forstår ikke meget af, hvad hun siger, men jeg fanger en sætning, som endnu sidder fast i mit hoved: 'De sender dem tilbage'.

Har bare brug for at nogen høre det her
Sådan indleder 15-årige Leela E. et læserbrev til Ekstra Bladet, om hvordan det er at sidde trygt i Danmark, mens ens kusiner og fætre bliver sendt hjem til Afghanistan. Leela ved ikke, hvad hendes brev vil ændre, men har brug for at nogen lytter til hende. For ingen lyttede da politiet sendte de vigtigste personer i Leelas liv tilbage til det land de i flere år, desperat havde flygtet fra. Leela brev fortsætter således:

- Søndag morgen d. 7/12, før fanden får sko på, banker politiet på døren hos min morbror.

- Betjentene giver ham og hans kone og deres fem børn, besked på at pakke deres få ejendele, og så vil de blive ledsaget af politiet til København, hvor der vil blive taget en endelig stilling til, hvorvidt de må blive eller om de skal deporteres tilbage til Afghanistan. 

- De to ældste piger, Enjila og Omreh Shamsi, regner hurtigt ud, hvad det er det handler om, så de skriver begge to til både min mor og jeg: 'Hjælp os faster, de sender os tilbage'.

Kimer advokater ned - forgæves
- Mens politiet fører dem ud til bilerne, og kører dem ind til København, løber min mor og jeg rundt i huset, begge grædende, og ringer den ene advokat op efter den anden. Den ene journalist efter den anden.

- Min mor prøver forgæves at ringe til min morbror, for at finde ud af, hvad der egentlig foregår, om det er en joke, hvor de er, og om de har det godt, skriver, og jeg ringer rundt til alle mine venner, alle mine kusiners venner, for at bede om hjælp.

- Jeg er taknemmelig overfor alle dem, der har prøvet at hjælpe, men alle vores e-mails og råb for hjælp var forgæves. Kl. 18.00 blev min familie sat i et fly og fløjet tilbage til det land, der let kan gå hen, og blive deres død.

De var her i fem år
- For fem år siden kommer mine tre kusiner, Enjila, Omreh og Zahra, til Danmark. De er blevet revet fra deres forældre i et andet fremmedland af menneskesmuglerne, som derefter har bragt dem til Danmark. I seks måneder eller mere lever de i et asylcenter i København for mindreårige uden forældre.

- Resten af familien finder deres vej til Danmark, og familien bliver genforenet igen. De bliver alle placeret i et asylcenter i Hillerød. De ældste børn går i centerets egen skole i nogle måneder, mens de små går i centerets børnehave.

- Efter få måneder bliver deres tredje yngste datter, Zahra, sendt på en dansk skole, da hendes dansk er udviklet nok til, at hun kan kommunikere mellem danskere. Derefter bliver de rykket til et asylcenter i Jelling.

- Ikke mange måneder efter bliver de to ældste døtre, Enjila og Omreh også sendt på danske skoler.

De små taler rigtig godt dansk
- De to ældste døtre bliver bedre og bedre til dansk, dog husker de stadig deres modersprog. Det er ikke det samme man kan sige om de tre små.

- Zahra, Maryam og Elias kan i sidste ende ikke fuldføre en sætning på farsi uden, at der kommer nogle danske ord med ind også.

- De opholder sig nu i Afghanistan uden eget hus, med fem børn, der kræver mad hele tiden, og pengene varer ikke for evigt. Det er vinter, og det er ikke altid nemt at finde et sted at sove. De er rædselsslagne for at farens forfølgere finder dem.

- Alle børnene var godt integreret! De var så glade for at være her, og de var så sikre på, at det var her de skulle vokse op. Børnene rendte altid rundt med deres danske veninder og venner, og jeg kan ikke huske sidst jeg har hørt de tre små sige en sætning på farsi. Det har altid været dansk.

Alt var planlagt - nu er det aflyst
- Min familie blev taget fra mig femten dage før jul, toogtyve dage før nytår og tretten dage før min fødselsdag.

- Jeg er en pige, der elsker arrangementer. Jeg havde arrangeret julen for dem. Jeg havde købt deres gaver. Jeg havde inviteret familiemedlemmer fra London. Vores nytår skulle også være holdt hos os.

- Mine kusiner havde arrangeret  en surpriseparty for mig til min fødselsdag. Alt var arrangeret. Nu er det hele aflyst.

Jeg er hjælpeløs og desperat
- Mine kusiner og jeg plejede at planlægge fremtiden sammen. De og deres familie ville finde et hus i nærheden af os, og slå sig ned. Pigerne ville starte på mit gymnasie. Vi ville se hinanden hver dag. Vokse op sammen. Nyde hinandens gode og dårlige stunder.

- Jeg er kun femten år. Jeg ved ikke, hvad min besked vil ændre på. Jeg behøver bare nogen til at høre på mig. På min historie.

- For ingen lyttede da man under fireogtyve timer sendte de vigtigste personer i mit liv tilbage til et land de, i flere år, desperat havde flygtet fra.

- Jeg beder jer. Hjælp mig. Hjælp dem. Hjælp os.

- De er min familie. De er i fare. Jeg er hjælpeløs og desperat.., slutter Leela sit brev.

Men hvad synes du hun skal gøre for at hjælpe sine kusiner?

 

0 kommentarer
Vis kommentarer