Lagde sig på gulvet og skreg: Postnord undskylder

Ulrik betalte 162 kr for at være helt sikker på, at et brev indeholdende datterens pas, kunne komme fra Aalborg til den canadiske ambassade i Stockholm i god tid. Læs hvor galt det gik. Og hvorfor.

- Den 25/11 afsender vi fra Føtex postkontor i Aalborg et rekommanderet brev (pris kr. 162,-) til Visa Application Center Canada, Drottninggatan 33 i Stockholm centrum (det canadiske konsulat).

- Brevet indeholder vores datters pas ifm. hendes visum ansøgning til Canada med studiestart 3. januar 2020.

- Vi får udleveret kvittering på afsendelse med Track & Trace nummer.

Brevet er endt på en anden adresse
Sådan indleder Ulrik H et brev til nationen! om det Postnord-mareridt, han gennemlever lige nu – et mareridt, der muligvis betyder at hans datter ikke kan studere i Canada. Ulrik er så rasende, at han synes hele Postnords topledelse burde overveje, deres stillinger og han tilbyder endda selv at overtage tjansen som administrerende direktør.
Læs hvorfor – og se Postnords svar på brevet, som nationen har bedt om – nedenfor. Ulriks brev fortsætter nemlig således:  

- Da vi er i kontakt med konsulatet og de ikke har modtaget vores anbefalede brev pr. torsdag den 12. december 2019 går vi ind på Post Nord hjemmeside og tracker forsendelsen.

Hvordan kan det være?
- Det viser sig, at det anbefalede brev er endt på den forkerte adresse, nemlig postudleveringen i stormagasinet Åhléns City i Klarabergsgatan 50, 150m fra det canadiske konsulat. Hvor det har ligget i én uge!

- Jeg ringer til Post Nord kundeservice DK samme aften kl. 18.50 og spørger hvordan det kan være, det ikke er afleveret på den anførte adresse?

- Efter en længere samtale med jeres medarbejder svarer vedkommende at hendes supervisor har bedt hende sige at vi så skal ringe til Post Nord kundeservice i Sverige (!).

Postnords råd: Ring og spørg i Sverige
- Det var mig ubegribeligt at jeg som kunde, og ikke jeres supervisor, som skal ringe til kundeservice i Sverige (!!) og spørge til status på det anbefalede brev. Jeg afbrød forbindelsen i vrede.

- Nu er jeg selv flydende på svensk, men havde det været Fru Hansen havde vedkommende jo ikke en chance for at gøre sig forståelig, og specielt ikke folk fra Stockholm som så oftest ikke forstår dansk.

- Nå, det flyttede jo ikke brevet en meter, så dagen efter ringede jeg til Post Nord kundeservice i Sverige for at spørge til brevet.

- De afviste at bringe brevet videre. Godt så.

Overvejede et fly til Stockholm for at hente brevet
- Vi var nu så langt ude at vi overvejede at min datter skulle tage flyet fra Ålborg til Stockholm for egenhændigt at flytte brevet de 150m fra Åhléns City til det canadiske konsulat i Drottninggatan 33. Nej, vel. Det ville have været totalt absurd hvis vi gjorde det!

- Så ringede jeg til Postnords konkurrent BRING og fik fat i en frisk medarbejder, der efter at have fået historien og ikke mindst forstod sagens hastende karakter, sprang på sagen med krum hals

- Dagen efter sendte BRING deres kurerservice til Åhléns City med en fuldmagt fra min side og bad om at få brevet udleveret. De nægtede at udlevere brevet.

Nu var brevet returneret til Danmark
- Jeg ringede så atter igen til Åhléns City og fik fat i deres postudlevering, der trackede brevet, men kunne samtidig meddele, at fordi brevet havde ligget mere end én uge uden at blive afhentet (afhentet?! – det er sendt anbefalet!), var det dagen før, altså dagen hvor vi startede efterspørgslen på brevet for alvor, blevet sendt retur til vores adresse her i Nordjylland (!HJÆLP!!).

Lå på gulvet og skreg hjælp
- Jeg lå nu på gulvet i mit kontor og råbte om HJÆLP!

- Jeg ringede atter til Post Nord kundeservice i Sverige (jeg havde opgivet kundeservice i DK) og spurgte om det var muligt at ’intercepte’ brevet. Det var det ikke, da det lå mellem 10.000 andre breve på vej til DK.

- Det rekommanderede brev indeholder min datters pas, der skal stemples med godkendt visum ansøgning, men skal til den canadiske ambassade i London via deres konsulat i Stockholm på Drottninggatan 33 og tilbage igen til DK så betids at vores datter sidder i flyet til Toronto den 2. januar 2020. Så det haster.

Onsdag 'interceptede' vi i Lønstrup
- Vi valgte så ved 12.30-tiden onsdag den 18/12 at køre til Lønstrup, der ligger 5 km fra vores adresse her i Nordjylland og møde Post Nord og få brevet retur.

- Man kan med god vilje stille spørgsmålet, hvornår vi ville have fået brevet leveret på adressen, hvis vi bare havde ventet på det.

- Hvorom alting er, så nåede brevet ikke engang vores matrikel i returløbet.

- På intet tidspunkt i forløbet viste POST NORD initiativer til at løfte opgaven eller indse fejlen. I vores øjne en total postfiasko.

- Brevet skiftede hænder onsdag kl. 14.30, hvor BRING kurerservice fik overdraget brevet, og det blev så håndbåret til Visa Application Center Canada i Drottninggatan 33 i Stockholm.

- Pga. af POSTNORD koster det os nu kr. 3.500,- excl.moms.

Uduelig på alle måder
- Brevet skal så fra Stockholm til den canadiske ambassade i London og retur til vores datter Maria, og med sædvanlig papir-skubberi på en ambassade, vil det også æde den tilbageværende tid, hvis vi når at få det retur så betids, at hun som nævnt kan gå ombord i flyet til Canada den 2/3.januar 2020.

- Jeg må sige, at Postnord nu endegyldigt har bevist deres uduelighed på alle måder.

- Det er den dårligste kundeservice jeg har oplevet, og det er den dårligst organiserede postomdeling for et brev man betaler kr. 162 for at få leveret på en adresse i et naboland.

- Såfremt vores datter ikke viser ansigt på universitetet i Nova Scotia senest den 6. januar 2020 bliver hun afvist.

Postnord: Ambassaden skulle have hentet brevet
- Jeg er sikker på at alle - inklusive Post Nords administrerende direktør i Sverige - synes det er en rigtig dårlig sag!

- Og at den bør give anledning til selvransagelse omkring, hvad det vil sige at drive et professionelt postvæsen med post til tiden.

- Konkluderende har POST NORD ikke løst opgaven, på en sag der sædvanligvis tager et par dage. Der er der nu hengået næsten 23 dage uden at brevet nåede adressen i Stockholm, skriver Ulrik, og Postnord – der har læst brevet – har sendt dette svar med forklaring til nationen!:

- Vi kan godt forstå, at Ulrik er frustreret.

- Og selvom det ikke hjælper ham nu, så skal han retfærdigvis rette sin frustration mod den canadiske ambassade i Stockholm, der valgte ikke at afhente brevet på det svenske posthus, selvom de havde fået besked om, at der lå et brev til dem her.

Sådan er den svenske postlov
- Der er nemlig ikke tale om, at brevet er havnet på den forkerte adresse, som Ulrik skriver.

- Sagen er den, at når man sender et rekommanderet brev til en modtager i byområder i Sverige, bliver det som følge af svenske postregler lagt til afhentning på nærmeste posthus, og modtager får herefter straks besked herom.

- Selvom ambassaden blot skulle bevæge sig 150 meter ned af gaden, så vælger de ikke at hente det indenfor tidsfristen på 14 dage, og brevet bliver automatisk sendt retur til Ulrik.

Men undskyld vi ikke vejledte bedre
- Vi vil dog gerne give en stor undskyldning til Ulrik for, at han ikke har fået kyndig vejledning hele vejen gennem forløbet. Det vil vi følge op på.

- Man skal huske, at når man køber et rekommanderet brev, betaler man for at få en sporbar forsendelse og underskrift ved udlevering af brevet.

- Men det er ene og alene op til postselskabet i modtagerlandet, om man forsøger at aflevere brevet på modtageradressen, som man kender det her fra Danmark, eller man giver modtageren besked om, at der ligger et rekommanderet brev klar til dem på posthuset, som man gør i fx Norge, Finland og byområder i Sverige, skriver Postnords presseafdeling.

Vil have Postnord til at betale
Ulrik synes dog, at den service han har fået er så ringe, at han vil have Postnord til at betale de cirka 4500 kr, hele sagen foreløbig har kostet ham, men hvad synes du`?

 

402 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere