Lars blev stiktosset på Red Barnet: 10 kr lyder måske ikke af så meget

Det er ikke kun Røde Kors, der automatisk hæver de faste bidragyderes støttebeløb. Red Barnet gjorde samme i sommer.

I august skrev vi til cirka 6.500 bidragydere, at vi ville hæve deres bidrag den 1. september, hvis ikke vi hørte fra dem.  To måneder efter varslingen har vi samlet set et øget frafald på 0,4% fra den gruppe bidragydere, skriver Red Barnet til nationen! Arkivfoto: Finn Frandsen
I august skrev vi til cirka 6.500 bidragydere, at vi ville hæve deres bidrag den 1. september, hvis ikke vi hørte fra dem. To måneder efter varslingen har vi samlet set et øget frafald på 0,4% fra den gruppe bidragydere, skriver Red Barnet til nationen! Arkivfoto: Finn Frandsen

- Til Red Barnet.

- I skriver, at i har valgt at hæve min støtte med l0 kr.

- Det er dog noget at det mærkeligste købmandsskab!

- Det er ikke beløbet, men måden.

- Jeg har derfor stoppet min støtte fra d.d.

Stigningen indføres automatisk
Sådan lød den mail Red barnet-bidragyder Lars S sendte til den velgørende organisation, da de i de sidste hede dage af sommerferien sendte besked til deres 6500 faste støtter, om at det månedlige bidrag ville blive sat op med 10 kr:

- Hvis du, jeg og alle andre Red Barnet-støtter verden over står sammen, ved jeg, vi kan gøre en forskel for de mange ekstra børn, der har brug for vores hjælp.

- Derfor har vi valgt at lade dit støttebidrag stige med 10 kroner pr. 1. september 2018. Det lyder måske ikke af så meget. Men hvis alle bakker op, vil det have en kæmpe betydning for børn i nød.

Frafald på 0,4 procent
- For at lette på administration indføres stigningen automatisk, skrev Red Barnet nemlig, og Lars er ikke den eneste, der - efter at Røde Kors fornylig benyttede samme metode over for 21000 faste bidragydere - har kontaktet nationen! og fortalt, at de heller ikke brød sig om den den måde at samle penge ind på.

Se også: Grænseløs griskhed: Røde Kors hæver 10 kr. på din konto hvis du ikke gør noget

Men spørger man Red Barnet har de kun mistet cirka 30 bidragydere, men resten har accepteret at betale mere - eller endda hævet deres støtte-beløb:

- I august skrev vi til cirka 6.500 bidragydere, at vi ville hæve deres bidrag den 1. september, hvis ikke vi hørte fra dem.

- To måneder efter varslingen har vi samlet set et øget frafald på 0,4% fra den gruppe bidragydere.

Signalet er at bidragyderne synes det var OK
- Et så beskedent frafald giver os et signal om, at hovedparten af vores bidragydere har oplevet processen som okay.

- Vi gjorde os umage med at forklare, hvorfor vi ville hæve deres beløb, vi valgte at varsle dem på flere platforme for at give dem en chance for at reagere, og vi gav dem en rimelig tidsperiode at reagere i.

- Samtidig har vi – på linje med Røde Kors – oplevet flere bidragydere, der af sig selv har henvendt sig med et ønske om at hæve beløbet med mere end de 10 kroner, vi havde foreslået.

Vi er utroligt taknemmelige
- Vi er dybt afhængige af den opbakning, vi får fra vores bidragydere. Uden deres støtte ville vi ikke kunne hjælpe så mange af de børn, der har så desperat brug for vores hjælp.

- Derfor er vi også utroligt taknemmelige over, at vores bidragydere også bakker op, når vi, som med dette tiltag, tillader os at spørge om et ekstra bidrag til børnene, skriver Red Barnet, men hvad siger du?

Sådan lød brevet fra Red Barnet
 

Flere børn har brug for vores hjælp - Vi kan nå dem sammen


Kære

Jeg skriver til dig, fordi jeg gerne vil takke dig for den store forskel, du er med til at gøre for børn rundt omkring på kloden og herhjemme i Danmark.

Via dit regelmæssige bidrag til verdens mest udsatte børn har du været med til at opnå fantastiske resultater. Ikke nok med at børnedødeligheden er halveret siden 1990, og antallet af børn, der ikke går i skole, faldt fra 100 millioner til 58 millioner i perioden 2002-2012. Forrige år nåede Red Barnet flere end 56 millioner børn i 120 lande. Millioner fik nødhjælp, medicinsk behandling, hjælp til læring og udvikling, beskyttelse fra vold og overgreb – alt sammen på grund af bidrag som dit. Det er vi dybt taknemmelige for.

ANTALLET AF BØRN MED BEHOV FOR HJÆLP STIGER

Desværre går udviklingen på mange områder den forkerte vej. Vi har i 2017 været vidne til forfærdelige katastrofer som dem i Syrien, Yemen, Myanmar og Sydsudan. Antallet af børn på flugt ude i verden er steget voldsomt, og millioner lever i hungersnød, uden skolegang, tvunget til arbejde og alt for tidligt ægteskab. Desuden er der nu hele 48.300 fattige børn i Danmark. Det er rekordmange og udtryk for en voldsom stigning.

Den bedrøvelige sandhed er, at antallet af mennesker med behov for hjælp på verdensplan steg fra knap 129 millioner i 2017 til lige under 136 millioner i år. Af dem er omtrent 68 millioner børn.

DIT MÅNEDLIGE BIDRAG STIGER MED 10 KRONER
Tallene kan virke enorme og udfordringerne uoverskuelige. Men jeg tror faktisk på, at vi ved fælles hjælp kan tage kampen op mod dem. Hvis du, jeg og alle andre Red Barnet-støtter verden over står sammen, ved jeg, vi kan gøre en forskel for de mange ekstra børn, der har brug for vores hjælp.

Derfor har vi valgt at lade dit støttebidrag stige med 10 kroner pr. 1. september 2018. Det lyder måske ikke af så meget. Men hvis alle bakker op, vil det have en kæmpe betydning for børn i nød.

HVER KRONE TÆLLER

For at lette på administration indføres stigningen automatisk. Men det er selvfølgelig frivilligt, om du ønsker at være med. Gør kun det, der føles rigtigt for dig. Hvis du ikke ønsker dit bidrag forhøjet, beder vi dig senest den 16. august gå ind på www.redbarnet.dk/mindonation eller ringe på tlf. 3536 5555. Husk at oplyse dit Red Barnet-nummer XXXXXXX.
Ændringer foretaget efter den 16. august træder først i kraft pr. 1. september.

Jeg håber, at min mail har givet dig indsigt i, hvorfor vi har valgt at hæve det månedlige bidrag. Du skal vide, at jeg og resten af Red Barnet er dybt taknemmelige for din regelmæssige støtte uanset størrelsen. Hver krone tæller for verdens mest udsatte børn.

Tak

Venlig hilsen
Jonas Keiding Lindholm
Generalsekretær for Red Barnet

PS: Hvis du ønsker at forhøje med mere end 10 kroner, er det selvfølgelig også muligt. Gå blot ind på www.redbarnet.dk/mindonation eller ring på tlf. 3536 5555.

114 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere