- Jeg er igang med afklaring til fleksjob pga min spastiske lammelse, kaldet cerebral parese.
- Afklaringen kører nu på 6. år, hvilket i min verden er totalt uacceptabelt og helt vanvittigt.
- At det skal tage så lang tid at få papirarbejdet ordnet, så jeg får mulighed for at arbejde de timer jeg kan, det er i sandhed et problem der bør kigges på.
I bund og grund er stedet og faget ligegyldigt
Sådan indleder Lene K, en 32-årig salgsassistent-uddannet enlig mor til en datter på fem år fra Ørbæk udenfor Nyborg, et debatindlæg til nationen! Lene – der lider af cerebral parese - er spastiker og får ofte smerter og kramper, der gør, at hun ikke kan passe et fuldtidsarbejde. Det ved hun, det ved systemet, og efter 11 år på kontanthjælp, har hun stadig ikke opgivet drømmen om et lykkeligt liv med et fleksjob, hendes indlæg fortsætter derfor således:
- Jeg forventer at blive godkendt til et sted mellem 15 og 20 timers flexarbejde om ugen.
- Mit drømme flexjob er lige præcis det sted, hvor mine skånebehov bliver tilgodeset på en sådan måde, at jeg føler mig velkommen, egnet, savnet hvis jeg er syg, og hvor det gør en forskel om jeg er der eller ej.
- Ønske jobbet er indenfor noget reception eller kontor. En reception på et hotel, tandklinik, forsikringsselskab, større virksomhed, eller lignende.
- Et kontor på et lægehus, en advokat, psykolog eller sådan noget er også højt på ønskesedlen. Måske et kontor på en skole/uddannelsessted kunne være interessant.
Lønnen er også ligegyldig – vi skal ikke leve som grever og baroner
- I bund og grund er stedet og faget ligegyldigt, bare jeg har noget at stå op til, nogle kollegaer og et job der tilgodeser mit handicap vil jeg være lykkelig.
- Hvad jeg får i løn i mit (forhåbentlig) kommende job, er egentlig også skide ligegyldigt. Selvfølgelig skal Lærke (min datter på 5) og jeg kunne leve, men vi har ingen drøm om, at vi kommer til at leve som grever og baroner.
- Som Hr. Swan siger det i Matador, ’hellere en lille løn end ingen arbejde.’
Nogen der savner mig når jeg ikke er der
-For mig er det der betyder mest, at ha noget at stå op til. Nogle kollegaer der savner og mangler mig hvis jeg ikke er der, og det at ha et job hvor det gør en forskel om jeg kommer eller ej.
-Min økonomi efter loftet er ramt, er selvfølgelig ændret. Jeg mister 2143 kroner om måneden, og har nu ca. 6700 til rådighed til min datter og jeg om måneden.
- Det kan man godt leve for.
Hvor er de små deltidsjob til folk som mig?
- Selvfølgelig kommer der nogle stramninger i hverdagen, men dette er ikke mit største issue, og ikke derfor jeg skriver det her.
- Jeg ønsker at få fokus på sagsbehandlingstiden i jobcentrerne/kommunerne, og få regeringen til at indse, at det er vanvittigt at straffe syge og handicappede for at motivere dem til at søge arbejde.
-Jeg kan simpelthen ikke se, hvor de små deltidsjob, som der er brug for til sådan en som mig, er henne?
- Hvis de findes, bliver de anvendt til kommunale praktikforløb og den slags. ikke til fast arbejde, skriver Lene, men hvad mener du?
Er det for svært at finde fleksjob? Og kender du evt et ledigt job i nærheden af Ørbæk?
