Maria og kæreste glædede sig til mini-ferie i jysk pool: Det gør vi ikke igen

Maria ringede rigtig mange gange til udlejeren og klagede over spa og pool i det lejede sommerhus. Og nu giver Dancenter erstatning på 840 kr.

Her er Maria og kæresten på vej til poolhuset i Nordjylland.
Her er Maria og kæresten på vej til poolhuset i Nordjylland.

- Det starter med vi ankommer fredag, tii et møg beskidt hus med spindelsvæv i alle hjørner, borde, der ikke er tørret af og der er iskoldt, fordi vinduerne ikke har været lukket. Halvdelen af servicen i køkkenet er klamt og møgbeskidt.

Kun brænde til fredag aften
- Jeg måtte i gang med brændeovnen, og der var kun brænde til fredag aften, og det var ikke til at opdrive andre steder i nærheden!

- Spaen virker, men poolen er ikke opvarmet - den er iskold!

- Lørdag kan vi hverken bruge pool eller spa, da der ingen varmt vand er i, og vi ringer til Dancenter- ja vi bruger faktisk hele eftermiddagen på at snakke med folk fra jer af...

 

Sådan indleder Maria B et brev til nationen! om den minie-ferie hun og kæresten var på for et par uger siden i et lejet poolhus i Nordjylland. Maria har sendt screenshots af sin opkaldsliste, der viser, at hun ringede ganske mange gange - og i det svar Dancenter, har sendt til nationen! (læs det nedenfor), fremgår det da også, at lokalkontoret var i dialog med Maria adskillige gange om både pool og spa. Marias brev forsætter således

Så begyndte manden at slå græs
- Jeg snakker først med en kvinde der vil tage 500kr af prisen, og hun lover, at der vil komme en og tjekke pool samt spa og fixe dette

- Vi venter og venter og langt om længe kommer han, og mærker lige hurtigt og siger, ja den er ikke 27 grader, og går han i øvrigt i gang med at slå græs. Poolen kan han ikke gøre noget ved.

- Jeg spørger, om han kan vente med at slå græs så vi kan nyde roen vi er kommet for, men han siger at han snart er færdig. Men det varede altså en time.

- Imens går vi så og venter på at der kommer nogle og tjekker spa og pool. Men de kommer aldrig som lovet, så omkring halv tolv midnat sender jeg en klage til dancenter, da vi har betalt for en weekend, men kun kunne bruge pool og spa fredag! Og der er betalt mellem 3.300 for denne weekend!

De burde give os en større erstatning
- Jeg mener det er under AL kritik!!! Og synes som minimum, at de kunne have foreslået en godtgørelse på en anden tur til et andet sted engang til billigere penge, eller give os en større refundering!! 
- vores weekend var jo ødelagt fuldstændig, i og med vi betalte for noget vi havde glædet os til men ikke kunne bruge, og fik den ene løgn efter den anden stukket op i hovedet!!!

- Det eneste positive er at min kæreste og jeg fik ro fra hele verden og kunne nyde vores forhold! Når vi altså ikke lige skulle bøvle med jer!!!

Dancenter er kede af det af at Maria er skuffet, men...
- Jeg rejser aldrig med Dancenter igen! Og håber de får øjnene op for deres fejl, og vi får en ordentlig refundering!! Og jeg håber i vil være med til at gøre opmærksomme på dette, for det er jo tydeligvis ikke første gang de får en dårlig anmeldelse, skriver Maria, og i en mail til nationen! skriver Dancenter nu, at de er kede af, at de er virkelig kede af, at Maria i den grad følte sig skuffet over opholdet, da vi altid forsøger at gøre vores yderste for at hjælpe vores lejere med spørgsmål og opståede problemer.

- Vi har nu haft lejlighed til at drøfte sagen med vores lokalkontor, som har opsyn med feriehuset og som var i dialog med lejer under opholdet.

- For at få et bedre overblik over lejers klagepunkter samt vores kommentarer hertil, som oplyst af DanCenters lokalkontor, vil vi gå ind på punkterne enkeltvis.

RENGØRING
Det er meget ærgerligt, at Maria B. ikke var tilfreds med rengøringstilstanden af huset ved ankomst. Desværre har hun i forbindelse med kontakten med lokalkontoret lørdag ikke nævnt noget herom. Det havde også på ankomstdagen, fredag, været muligt, at afhjælpe situationen, idet DanCenters hotline tlf. nr. er angivet på lejebeviset og er bemandet frem til kl. 19.

DanCenter har rengøringshold til rådighed, som kan sendes ud med henblik på gennemførelse af en ekstra rengøring, når dette er nødvendigt. Hertil må vi samtidig gøre opmærksom på, at det ikke alene er DanCenters pligt men også ret, at afhjælpe eventuelle fejl og mangler under opholdet.

Koldt hus og brænde
I milde temperaturer vil vinduer udelukkende blive åbnet for at skabe et behageligt indeklima kort inden lejers ankomst. Huset er udstyret med el-varme, som er tilstrækkeligt til opvarmning af huset, men som dog af de fleste oftest anvendes senere på efteråret eller i løbet af vinteren, hvor huset også udlejes.

DanCenter stiller ikke brænde til rådighed - dette står lejer selv for. Dette forhold er tydeligt angivet i DanCenters Feriebolig-ABC, som er et tillæg til vore almindelige lejebetingelser på DanCenters hjemmeside. De fleste tankstationer omkring i landet sælger brænde.

Pool
Angående poolen vil vi først og fremmest gerne pointere, at DanCenter råder over et stort net af specielle poolservicemedarbejdere, hvis eneste opgave består i vedligeholdelse af swimmingpools.

Ved serviceringen, som foregår mindst en gang om ugen, bliver vandets temperatur, klor- og pH-værdi målt og om nødvendigt korrigeret. I den forbindelse overholdes de danske normer og samtlige målinger fastholdes i en logbog.

Iflg. vores oplysninger fra lokalkontoret, ringede lejer lørdag og klagede over, at temperaturen i swimmingpoolen var for lav. Herefter ville lokalkontoret sende en poolmand ud til huset for at justere poolen. Senere meddelte lejer dog lokalkontoret, at der kørte en pumpe i poolen og at den varmede, hvorefter lokalkontoret afbestilte poolmanden.

I ferieboliger med egen pool, ligger vandtemperaturen normalt på 24-28 grader. I henhold til førnævnte Feriebolig-ABC, garanterer DanCenter en vandtemperatur på minimum 24 grader.

For at skabe klarhed i sagen, har vi rekvireret en kopi af pool logbogen i feriehuset. Iflg. denne var temperaturen i poolen tirsdag d. 11. september på 27 grader og tirsdag d. 18. september, var den på 28 grader.

 


Det vil sige, at poolen både før, under og efter lejers ophold har været tilstrækkelig varm i henhold til retningslinierne på området.

Spa
De fleste tømme-spabade i feriehusene opvarmes via et indbygget varmelegeme. I nogle feriehuse, som tilfældet er her, fyldes spabadet med varmt vand fra varmtvandsbeholderen, som også leverer varmt vand til f.eks. bruser og køkkenhane.

Når det varme vand er opbrugt går der noget tid, før varmtvandsbeholderen har opvarmet vandet i beholderen igen. Dette er grunden til, at lejer ikke oplevede problemer med manglende varmt vand i spabadet på ankomstdagen.

Da lejer kontaktede DanCenters lokalkontor lørdag, blev en kontaktperson sendt ud til huset for at forklare spabadets funktionalitet. Lejer meddelte dog kontaktpersonen ved dennes ankomst, at der nu var varmt vand til spabadet, så der var ikke noget problem.

Vi skal dog meget beklage, at der ikke igen blev sendt en servicemand ud senere på dagen, da lejer kontaktede lokalkontoret på ny i forbindelse med problemer med at få varmt vand i spabadet.

Ifølge vores oplysninger har der ikke før været problemer med manglende varmt vand i spabadet i det pågældende hus.

På baggrund af lejers utilfredshed med spabadets funktionalitet havde DanCenters lokalkontor dog valgt at tilbyde lejer en kompensation på kr. 500,- svarende til 15% af lejebeløbet, hvilket er det maksimale beløb, der normalt erstattes i forbindelse med en defekt spa.

Græsslåmaskine
Græsset slås for at imødegå klager over for højt græs fra vores lejere. Det er dog virkeligt beklageligt, at kontaktpersonen, som slog græs ikke efterkom lejers ønske om at stoppe græsslåningen. DanCenter er naturligvis indstillet på, at kompensere lejer for dette forhold.

Lejer får 25 procent i erstatning
Efter modtagelsen og behandlingen af lejers klage, modtaget i DanCenters kundeserviceafdeling sidste mandag, har DanCenter valgt at erstatte lejer yderligere 10% af lejebeløbet, svarende til kr. 340,-, således, at lejer i alt modtager kr. 840,- svarende til 25% af lejebeløbet. Herudover overtager DanCenter omkostningerne for vand- og strømforbrug under lejers ophold.

Og hun klage mere hvis hun er utilfreds
Igen, vi er virkelig kede af lejers store utilfredshed med opholdet i feriehuset, men håber med ovenstående at have redegjort for forløbet set fra DanCenters side.

Såfremt lejer skulle være utilfreds med DanCenters afgørelse i sagen, har vi i vores svar til lejer oplyst hende muligheden for at anke denne gennem Feriehusudlejernes Brancheforening, skriver Thorkild fra DanCenter, men hvad tænker du?

Tror du Maria får noget/mere ud af klage til brancheforeningen? 

1 af 6 
2 af 6 
3 af 6 
4 af 6 
5 af 6 
6 af 6 Her er Maria og kæresten på vej til poolhuset i Nordjylland.
79 kommentarer
Vis kommentarer