Michael klager over restaurantbesøg: Tjeneren var på kontanthjælp

Michael var vred, da han gik fra VærftsCaféen i Holbæk, men da han fandt ud, hvordan restaurantens ansatte bliver behandlet, blev han endnu mere vred

'Vi var til gammel elev-aften og valgte at spise på café værftet i Holbæk, og stort set alt gik skævt.'

'Da vi ankommer er der ikke nok menukort til alle, men efter 5 min kommer de så også og henter de menukort vi har fået.'

Kun syv portioner tilbage
'Derefter går der vel 10 min, så får vi besked, at hvis vi ønsker deres 2 ell 3 retters menu skal vi skynde os, da der kun er 7 portioner tilbage.'

'Da vi så endelig får bestilt, venter vi i over 1 time før maden, kommer (burgermenuer og stjerneskud), og det er overstegt og fisken lugter ikke videre godt.'

'Og prisen er over Vivaldi ...'

'Det skal lige siges, at vi bestemt lader dem høre, at vi ikke er tilfredse.'

De skal være til rådighed
Sådan indleder Michael J. et brev til nationen! om den oplevelse, han og de gamle klassekammerater havde i weekenden – og ikke mindst de vilkår, som tjenerne på VærftsCaféen i Holbæk arbejder under. For efter den dårlige oplevelse fandt Michael nemlig ud af, at flere af tjenerne på stedet faktisk er unge mennesker, der - nu hvor kontanthjælp for unge under 30 er afskaffet - får skoleydelse.

Hans brev – som VærftsCafeen/Produktionsskolen kommenterer nedenfor – fortsætter nemlig således:

'Det er unge fra produktionsskolen, der har fået besked på, at de skal være til rådighed syv dage om ugen, og når de så er på cafeen er det vagter på 10- 12 timer om dagen. De har min 3 vagter om ugen også i weekenderne uden merbetaling.'

De serverer alkohol
'De har med kundebetjening og udskænkning af alkohol at gøre og de er aflønnet med det som produktionsskolen kalder ’skoleydelse’, hvilket udgør ca 2500 kr mere pr md mere end kontanthjælpen (ungeydelsen for hjemmeboende, red).'

'Jeg mener det er konkurrence-brydende arbejde, samtidig med at det er at misbruge de unge.'

'Håber at dette er noget i vil gå ind i. Det er ikke kun er udenlandsk arbejdskraft, der skal ha ordentlige forhold og løn for deres arbejde, men også vores unge mennesker', slutter Michael.

Forstander Henrik Bendixen fra Nordvestsjællands Produktionsskole fortæller til nationen!, at han selv har talt med Michael om sagen. Og at der er nogle ting, der skal på plads:

Chefen: Jeg har talt med Michael
- Jeg har kendskab til sagen og har tirsdag haft en rigtig god snak med Michael om vores lovgivning, arbejdet med at uddanne eleverne og den konkrete hændelse.

- Vi blev enige om, at det var ærgerligt, at ingen af parterne havde løst problemet, samtidig med at det opstod. Mine ansatte på VærftsCaféen kunne tilsyneladende ikke løse problemet, hvorfor jeg blev involveret.

Vi er en forberedende uddannelse
- I min snak fik vi sat nogle ting på plads, som Michael ikke var opmærksom på. Bl.a. at vi er ikke et kommunalt beskæftigelsersprojekt, og deltagerne er ikke på kontanthjælp.

- Vi er en forberedende uddannelse (hen imod erhvervsskolesystemet, red.), og vores elever får 'skoleydelse', som ca.svarer til SU-niveauet.

- Vi underviser i en kombination af praktisk arbejde og teoretisk undervisning. Det vil sige, at undervisningen veksler mellem teori og praksis gennem dagen.

Og vi lader ikke, som om vi arbejder - vi arbejder
- På vores skole gør vi meget ud af IKKE at lave 'lade, som om vi arbejder', men bedriver 'ægte værdiskabende arbejde', dvs. varer eller tjenesteydelser, som der er brug for i lokalområdet.

- Der skal være en reel kunde, som kræver en varer leveret på rette tid og i rette kvalitet. På den måde forsøger vi at afspejle arbejdsmarkedet og giver vores elever den mest optimale måde at få kendskab til en given branche på og blive kompetencemæssigt styrket ift. en plads i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

- Vores elever bliver målrettede, afklarede og ikke mindst robuste. Vi opnår flotte resultater sammen med eleverne og har gennem mange år oplevet en stor søgning til skolen.

Arbejder tæt sammen med det lokale erhvervsliv
- Vi arbejder tæt sammen med det lokale erhvervsliv i arbejdet med eleverne. 

- Skolen er meget opmærksom på ikke at være konkurrenceforvridende i vores handlinger og møder meget stor accept af vores ageren hos det lokale erhvervsliv, som i øvrigt er solidt repræsenteret i vores bestyrelse.

- Vi er ikke en kommunal institution, men en selvejende institution, der drives af taxametertilskud i lighed med andre uddannelsesinstitutioner i Danmark .

- I 'Lov om produktionsskoler' er det beskrevet, at skoleformen skal producerer vare og tjenesteydelser, som kan afsættes på markedet. Det er selve kernen i PRODUKTIONSskolevirksomhed.

- Vores drift er underlagt kontrol af egen bestyrelse, vores revision samt af Undervisningsministeriet.

Drift af café er faktisk meget almindeligt
- Drift af café, restaurant og køkkener er meget udbredt på produktionsskoler rundt landet og har været det mange år. 

- Jeg er glad for den forståelse, der generelt er for skoleformens virke, og er selvfølgelig ærgerlig over, at Michael ikke fik en bedre forklaring, som han havde brug for, da problemerne opstod.

- Det er vigtigt for os at have tilfredse kunder - det giver det bedste undervisningsmiljø for eleverne.Omvendt er det også vigtigt for undervisningen, at vi får det at vide, når kunden ikke er tilfreds. Hvis vi ikke bliver udfordret, kan vi ikke optimere vores undervisning.

Michael og konen får en ny middag
- Det er derfor fint, at Michael er interesseret og kritisk spørger ind til undervisningen, og at vi får en dialog. Vi har tilbud Michael en middag for ham selv og hans kone som erstatning for den mad, de ikke fandt god nok i fredags.

- Det har Michael takket ja til, og jeg håber, vi kan levere varen på det tidspunkt, skriver forstanderen, der desuden oplyser, at skolen de seneste mange år har fået omkring to tredjedele af eleverne videre i enten uddannelse eller job efter endt skoleophold.

- 80 % i uddannelse og 20 % i job. I økonomisk gode tider lidt flere i job.

Der er stor efterspørgsel efter vores elever
- En stor del af den tredjedel, som dropper ud eller bliver meldt ud, kommer tilbage igen, når den unge igen har fået retning på livet og mod på uddannelse.

- På VærftsCaféen har vi løbende 8-12 elever samt 4 kokkelærlinge og en enkelt tjenerelev. Det svarer i cpr.nr. til lidt mere end det dobbelte antal pga. enkelte elever i kortere forløb.

- Der er stor efterspørgsel efter vores elever. Der er generelt mangel på elever i branchen, og vi er kendt som en skole, der har robuste elever, der fagligt er godt klædt på, slutter forstanderen.           

Hvad tænker du?

Er det OK, at unge mennesker får en uddannelse, hvor de laver 'rigtigt' arbejde på f.eks. en café?

Se resultat

Er det OK, at unge mennesker får en uddannelse, hvor de laver 'rigtigt' arbejde på f.eks. en café?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen