Mor raser over vådservietter: Var tæt på at ringe 112

- Hvor mange børn skal udsættes for det her, før de fjerner servietterne fra butikkerne?

Malte fik udslæt efter, at blev tørret om munden med en vådserviet fra Rema1000. (Foto: Privat)
Malte fik udslæt efter, at blev tørret om munden med en vådserviet fra Rema1000. (Foto: Privat)

Mandag aften fik familien Jensen sig en slem overraskelse, da 1-årige Malte fik en allergisk reaktion, efter at han blev tørret i ansigtet med en vådserviet.

- Vi åbnede pakken, tørrede ham om munden, og allerede ét minut efter blev han rød i hele hovedet, forklarer far, Søren Jensen, der sammen med Maltes mor, Mia, blev meget bekymrede for deres lille dreng.

Forældrene ringede straks til vagtlægen, som bad dem køre Malte til Roskilde, hvor han blev efterset af en læge.

- Lægen siger med det samme, at det er en allergisk reaktion, siger Søren Jensen til Ekstra Bladet.

Familien blev sendt hjem, og fik besked på at holde øje med Malte.

Henover aftenen blev udslettet værre, og Malte fik feber.

- Vi overvejede, om vi skulle ringe 112, fordi det spredte sig, men vi lod være, siger Mia Jensen til Ekstra Bladet.

Der står på pakken, at servietterne er velegnet til børns ansigt, krop og hænder. Det gjaldt bare ikke for lille Malte. (Foto: Privat)
Der står på pakken, at servietterne er velegnet til børns ansigt, krop og hænder. Det gjaldt bare ikke for lille Malte. (Foto: Privat)

Ikke første gang
I stedet kontaktede Mia Jensen Rema1000 for at gøre dem opmærksom på sønnens allergiske reaktion.

Butikken lovede, at producenten, Allison A/S, ville kontakte hende, og det gjorde de også i dag tirsdag.

- De fortæller, at de i februar har haft en lignende sag, og at de dengang overvejede, at trække servietterne tilbage for at skrive, at de ikke er til ansigtet. Men det valgte de ikke at gøre, siger Mia Jensen, der er frustreret over virksomhedens håndtering.

Den forklaring stemmer dog ikke helt overens med det, som Allison A/S fortæller Ekstra Bladet, da vi kontakter dem.

- Vi har haft lignende sager tidligere, men jeg kan ikke huske præcist hvornår, siger administrerende direktør, Flemming Haahr, til Ekstra Bladet.

Han mener dog, at vådservietterne lever op til de forventede krav, og han er helt tryg ved, at der står på pakken, at de er beregnede til brug i ansigtet, selv om flere altså har oplevet allergiske reaktioner.

Han afviser, at Allison A/S har overvejet at trække vådservietterne tilbage.

- Når man sælger så mange vådservietter, som vi gør, så kan man ikke undgå, at der kommer nogen allergiske reaktioner. Men vi er selvfølgelig kede af, når det sker, og tager det alvorligt, siger Flemming Haahr til Ekstra Bladet.

Allison A/S har bedt familien Jensen om at sende vådservietterne til dem, og så vil de lade en uvildig virksomhed teste, om der skulle være noget galt med servietterne.

Den lille familie advarer nu andre mod at bruge vådservietterne, der forhandles i Rema1000. (Foto: Privat)
Den lille familie advarer nu andre mod at bruge vådservietterne, der forhandles i Rema1000. (Foto: Privat)

Vil advare andre
Mia Jensen giver ikke meget for virksomhedens omsorg.

- Hvor mange børn skal udsættes for det her, før de fjerner servietterne fra butikkerne?, siger Mia Jensen til Ekstra Bladet.

Hun lagde mandag aften et par billeder af Malte på facebook, sammen med en advarsel om at købe og bruge vådservietterne.

Opslaget er siden blevet delt over 250 gange, og Mia Jensen har nu kontaktet Astma-Allergi Danmark for at høre, hvorfor deres logo er på et produkt, som ifølge hende er allergifremkaldende.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Astma-Allergi Danmark, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

229 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere