Musik og Superliga uden coronapas: Sådan

Superligaen åbnede for tilskuere for tre uger siden - og nu kan der også komme publikum til koncertstederne. Men hvad med os, der er fritaget for coronapas, spørger flere. nationen! har fundet nogle svar, bl.a fra FCK, der havde 20 tilskuere uden coronapas i mandags

- Kan det virkelig passe, at et sted, hvor man tager hen for at have en god oplevelse, skal ende ud i diskussionen om straffeloven?

- Tilmed mens der er børn som tilskuere.

- Håber, I kan se urimeligheden i, at mange svage personer, der er fritaget for test af den ene eller anden grund og derfor ikke kan vise coronapas og bære mundbind, bliver holdt udenfor?

Nogle kæmper med angst og fysiske lidelser
Sådan skrev en far til nationen! for nogle uger siden om reglen om gyldigt coronapas og mundbind, der bliver skiltet med alle steder. Og om følelsen af at være sat uden for samfundet, fordi man af den ene eller anden grund ikke kan få taget en test eller/og bære mundbind/visir. Og en anden mand har skrevet til nationen! om samme problem:

- Nogle mennesker kæmper med angst, andre med fysiske lidelser, og en helt tredje gruppe kæmper mod 'systemet'.

- Men en fritagelse giver altså gyldig adgang til diverse steder, der måtte kræve coronapas/negativ test m.m.

- Det fremgår af Bek af 31/03/2021, paragraf 15 - og her er der IKKE dokumentationskrav.

Screenshot fra Retsinformation.dk.
Screenshot fra Retsinformation.dk.

Jeg er fritaget - jeg må gerne komme ind
- Det ville være rigtig rart, hvis medierne m.fl. satte sig en smule ind i nuværende bekendtgørelser, således at informationer til den civile befolkning bygger på et sagligt og fyldestgørende grundlag.

- Jeg skal til fodbold, og kontrollørerne beder om et coronapas/negativ covid-test.

- Det har jeg ikke, men jeg er fritaget.

- Derfor må jeg komme ind uden.

- Og der er ingen dokumentationskrav, skrev manden, og nationen! har derfor spurgt Superliga-klubben FCK og koncertstedet Vega, hvad de gør med tilskuere og gæster ,der er fritaget for coronapas og mundbind, og Vega fortæller, at man skal skrive til dem på forhånd, og at man derefter vil blive fulgt op i salen, hvor man bliver anvist en plads.

- For at komme til koncert i Vega skal publikum have coronapas.

- Vi forholder os til den lovgivning, der er på området, når man som os skal samle større forsamlinger indendørs.

Vega: Folk der ikke kan få coronapas kan komme
- Det betyder, at alle koncertgæster skal fremvise et gyldigt coronapas, mens personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en covid-19-test, eller personer, der på grund af en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse ikke bør få taget en covid-19-test, kan være undtaget.

- De gæster skal på forhånd henvende sig til os, inden de skal koncert.

- Vi er et sted for alle gæster, der elsker musik, og tilhører man den gruppe borgere, der har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller har en medicinsk grund, der afholder en fra at få et coronapas, vil man også have mulighed for at gå til koncert.

Alle skal have det trygt
- For Vega er det vigtigt at skabe en så tryg oplevelse som muligt for alle vores gæster, musikere og personale, mens de er i Vega - på besøg, eller på arbejde, skriver Steen Jørgensen fra Vega til nationen! og FCK bruger stort set samme model:

20 så FCK vinde over AGF - uden coronapas
- Vores udgangspunkt er, at man skal have coronapas for at komme ind til fodbold, som tingene er nu.

- Der findes nogle få undtagelser for personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en covid-19-test samt personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test.

- De personer skal så henvende sig til vores kundeservice på forhånd og vi laver en individuel vurdering af de henvendelser.

- Vi havde små 20 henvendelser omkring det op til kampen mod AGF, oplyser FCK's kommunikationschef, Jes Mortensen.

Flere end 23.000 læsere har deltaget i debatten om coronapas, og borgerforslaget om at afskaffe coronapas har på fire dage nået 16.000 støtter, men hvad tænker du?