Muslim: Jeg tror profeten ville skamme sig over nogle af os

- Kære danske medborgere og muslimske brødre og søstre,

- Jeg er træt af, at sådan nogle ekstremistiske muslimer som Adnan Avdic og uvidende muslimer som Ozlem Cekic udtaler sig på vegne af alle muslimer.

Vi kan ikke kræve en islamisk stat
Sådan indleder 35-årige Osman M et læserbrev til Ekstra Bladet om at være fredelig og flittig muslim i et vestligt land. Osman - som kom til Danmark som 14-årig og har arbejdet 15 år som chauffør - vil nemlig ikke sættes i bås med hverken demokrati-hadere som IS - eller demokrati-elskere som Øzlem Cekic. Hans brev som allerede har fået ros på hans Facebook-side fortsætter derfor således: 

- Jeg vil personligt ønske, at der var en islamisk stat, fordi jeg synes, at Allahs lov er over menneskelov.

- Men vi kan ikke kræve en islamisk stat i et land, hvor vi er i mindretal - eller på en grusom måde som IS er i gang med.

Tror profeten ville skamme sig over nogle af os i dag
- Det er ikke sådan, at vores kære profet a.s ville have gjort.

- Vi sætter Ham og vores religion i dårlig lys. Det var ikke sådan, at vores profet a.s havde opnået sine mål.

- Jeg tror personligt, at Han vil skamme sig over nogle af os i dag.

- Det han hadede mest var krig og han torturerede aldrig sine fanger.

- Han sørgede for, at de havde tag over hovedet, tøj og mad.

- Da han erobrede Mekka, var det uden en eneste dråbe blod og de andre medborgere, som ikke var muslimer, fik lov til at bo i fred og ro -  selvom det var dem der havde jagtet ham ud og dræbt mange af Hans følgere og familiemedlemmer.

IS er grusom - ikke kærlig, retfærdig som profeten
- Vi vil ikke være den største religion i verden, hvis vores profet var ligesom IS.

- Han var kærlig, retfærdig og uden fejl.

- Kære brødre og søstre, lad vær med at udtale jer om vores religion, uden at I undersøger først.

- Med hensyn til Ozlem Cekic udtalelse på fjernsyn, ved jeg godt, at hun er politiker og udtaler sig på vegne af dansk politik, fordi det er hendes levebrød.

- Men hun skal ikke sige, at alle muslimer ønsker demokrati, fordi vi kan ikke elske demokrati mere end Allahs lov.

- Hun er uvidende om islam.

Desværre kigger ordentlige muslimer passivt til
- Desværre er det sådan i dag, at dem der er i rampelys for islam, er for det meste uvidende muslimer og ekstremister, mens ordentlige muslimer kigger passivt til.

- Jeg synes, at vi skal repræsentere vores religion i bedste lys, kære brødre og søstre, ligesom jeg synes, at danske politikere skal være præsentable og ikke udtale sig som gadefolk.

- De danske politikere skal efter min mening have som mål, at alle skal have det godt i det her land og arbejde for at ingen føler sig mindre værd end andre.

Jeg er ikke utilfreds - jeg er taknemlig for Danmark
- Nu vil jeg ikke have, at nogen misforstår mig, at jeg er utilfreds, at jeg ikke bor i islamisk stat. 

- Jeg siger bare, at muslimer, inkluderet mig, vil være glad for at have en. Jeg vil aldrig nogensinde prøve at udtale mig om, at jeg vil lave en islamisk stat i et kristent land.

- Jeg er taknemlig for Danmark og danskere, fordi hvis det ikke var for dem, så havde jeg måske været død i krigen i Bosnien.

Muhammed-tegninger og Fuck Danmark gør lige ondt
- Men kære danske medborgere, det gør virkelig ondt på os, når I tegner vores profet og sviner vores religion til.

- Jeg ved også samtidig, at det gør ondt på jer når en indvandre siger Fuck Danmark.

- Derfor beder jeg alle danskere og indvandrere med sund fornuft, om at lade vær med at høre for meget på ekstremister og DF'ere, fordi det er dem der prøver at ødelægge alle bånd i mellem os, slutter Osman sit brev.

Forstår du godt at Osman er træt af ekstremister og uvidende politikere, og bare har lyst til at passe sit arbejde og sin familie i fred?

358 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere