- Og skal el-skøjterne så holde og spærre i 4 timer, så de rigtige biler ikke kan komme til at tanke?
Sådan skriver Glenn W. i en af de 305 kommentarer, der er skrevet på FDMs Facebook-profil om Shell, der nu går i gang med at sætte nye standere eller forvandle benzin-standere til el-ladestandere på foreløbig fem tankstationer i Storkøbenhavn - på Lyngbyvej på Østerbro, i Brøndby, i Brønshøj, i Kastrup og på Vasbygade i Sydhavnen.
Elbiler fylder stadig mere
- Vi har mere end 100 års erfaring med at hjælpe danske bilister og virksomheder fra A til B.
- Det vil vi naturligvis gerne bygge videre på i en tid, hvor elbiler fylder stadig mere.
- Med vores netværk af tankstationer har vi en unik infrastruktur også for fremtidens mobilitet, der, i samspil med ladeløsninger til husstande og virksomheder, kan bidrage til, at det bliver lige så ukompliceret at køre elbil, som det er at køre benzin- eller dieselbil, siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi, der driver de 240 danske Shell-stationer.
Tager konen med til ladning
Shell har dog gjort sig samme overvejelser omkring ladetid som Glenn - og derfor vil de via skiltning og text på infoskærmene bede elbil-kunderne om maksimalt at lade op til 80 procent af batteriets kapacitet - og maks en halv time. Og det er nok meget klogt, når man ser Svend Ws kommentar:
- Det bedste ved det er, at jeg hellere vil holde med konen på en tankstation og lade en time end i stort indkøbscenter.
- Heheheheheh, skriver Svend og Kasper P. ser også frem til en lang ladetid:
- 30 minutter. Nej nej da.
- Vi skal både shoppe lidt i Shellshoppen og have en fransk.
- Det tager mindst 45 minutter, skriver Kasper P.