- Denne her svinske opførsel er bare ikke i orden.
- Og flere har oplevet det samme, kan jeg læse på Truspilot.
Sådan skriver Troels til nationen! om de bøder Europark/Apcoa har sendt til ham med besked om, at han har holdt ulovligt i Friis Shoppings P-hus i Aalborg – selv om hans bil slet ikke har været i Aalborg.
Jeg var på arbejde som brandmand - ikke på shoppetur
Den første bøde fik han d. 6. juli – på et tidspunkt hvor han var på arbejde som frivillig brandmand i Skanderborg. Og den har Europark trukket tilbage.
Samme bil, samme sted - samme problem
Men nu prøver Apcoa igen – samme bil, samme sted – men nu er Troels træt af dem.
For han skriver at heller IKKE var i Aalborg d. 12/10. Hans brev - som nationen! har bedt Europark om at kommentere – fortsætter derfor således:
- Den første bøde de skrev – der var jeg på udrykning.
- Den anden bøde – der var jeg på arbejde og kørte hjem.
- Det er fantastisk frækt, at man skal bruge tid på at bevise, at man ikke har været i Friis Shopping, skriver Troels, og nationen! har bedt Europark/Apcoa svare på, hvorfor de forfølger Troels - og hvor mange bøder de udskriver i Friis Shopping til bilejere, der ikke har været på adressen.
Apcoa: Vi har annulleret begge sager
Og det svarer Apcoa/Europark - der øvrigt rykkede Troels for betaling i sidste uge - på sådan her:
- Vi skal indledningsvist gøre opmærksom på, at begge sager der henvises til er annulleret, inden modtagelse af din henvendelse, hvilket ligeledes er meddelt Troels.
- Henvendelserne på begge sager er besvaret inden for få dage af at de er modtaget. Af denne grund har vi ikke yderligere kommentarer til enkeltsagerne, men skal forsøge at opklare situationen.
Udgangspunktet er nul fejl
- Ved parkering på parkeringspladser, hvor parkeringsregistrering sker via et ANPR-system (Automatisk Nummerplade registrerings system), da aflæses nummerpladen ved indkørsel og det aflæste registreringsnummer registreres i systemet.
- Det samme sker i forbindelse med udkørsel, således at den samlede parkeringstid er registreret.
Men der kan ske fejl
- I forbindelse med aflæsning af nummerpladerne, kan der desværre i få tilfælde ske fejlaflæsning, hvis ovenstående ikke overholdes. En fejlaflæsning kan således eksempelvis skyldes, at nummerpladen er beskidt eller at der er rustne skruer på nummerpladen.
- Udgangspunktet er naturligvis, at der ikke må ske fejlaflæsninger og for at imødekomme dette kontrolleres aflæsningerne i forhold til foto materiale, hvorved fejlaflæsninger skulle blive udelukket. Desværre er dette på nuværende tidspunkt en manuel proces, hvorfor der i enkeltstående tilfælde kan ske fejl.
Skriv til os hvis sagen skal opklares
- Skulle folk, trods ovenstående, alligevel opleve at blive opkrævet for en parkering de ikke har foretaget, da henviser vi dem til at kontakte os hurtigst muligt, henvendelse kan ske via https://apcoaparking.apcoa.dk/kontakt, således at vi kan få sagen opklaret.
- Henvendelsen vil blive besvaret hurtigst muligt. Ved henvendelse via nævnte formular, da vil sagen blive sat i bero og personen skal således ikke bekymre sig om yderligere skrivelser, førend at der er modtaget svar på henvendelsen, skriver Apcoa Parking, der håber de med ovenstående har opklaret situationen.