Nationen! går på de skrå brædder

Ekstra Bladets debatplatform nationen! skal danne rammen om et nyt teaterstykke på Mungo Park i Kolding

Skuespillerinden Marie Nørgaard er blandt de medvirkende i forestillingen. (Pressebillede: Morten Fauerby)
Skuespillerinden Marie Nørgaard er blandt de medvirkende i forestillingen. (Pressebillede: Morten Fauerby)

Uanset om man læser nyheder på eb.dk, eller ej er det ikke mange, der ikke kender nationen!.

Ekstra Bladets debatplatform, hvor flere læsere går helt til grænsen, og ja nogle gange bliver debattonen også lidt for hård, og redaktør Thomas Harder må sætte brugerne på plads med en hård, men kærlig hånd.

Nationen! har de seneste år været et fast indslag i TV2 Zulu-programmet 'Nørgaards Netlix', hvor børn læser nogle af de groveste kommentarer op.

Og nu bliver Ekstra Bladets debatplatform også til et teaterstykke, hvor alle replikker er taget direkte fra nationens! mange brugere.

Det er teatret Mungo Park i Kolding, der vil kaste nationen! ud på de skrå brædder. 

- Nu er nationen! snart ti år gammel, og efterhånden er den samlede tekstmængde en slags biopsi over samfundet og danskernes reaktioner på stort, småt, relevant og kulørt. Så vi synes, at det er ret interessant måde at få et perspektiv på, hvilke mennesker vi er, og hvilket samfund vi er, siger teaterdirektør Lasse Handberg til Ekstra Bladet.

Ingen dramatiker kan lave stykket
- Jeg tror slet ikke, at vi kunne få det samme perspektiv, hvis vi bad en dramatiker om at sætte sig ned og skrive et tidsbillede. I en debat på nationen!, der for eksempel handler om international politik, kan der pludselig være nogle, der kommer med kampråb om en fodboldklub. Den handling er der ingen, der kan skrive, siger teaterdirektøren.

Teatrets opsætning af nationen! glæder Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, der har været inde over processen med at udvælge de mest rammende kommentarer.

- Nationen er et af Danmarks mest oprørende debatfora. Jeg glæder mig til at se det transformeret til teater. Det kan umuligt blive kedeligt, siger Poul Madsen.

Autentiske replikker
Lasse Handberg glæder sig til at arbejde med de uredigerede kommentarer på scenen.

- Noget af det, der er spændende ved projektet er, at alle replikker er autentiske. De er trukket direkte ud af virkeligheden og ind på scenen, og de har derfor en sandhed, som ikke kan skabes på andre måder, siger han.

- Nu har der været mange, mange millioner kommentarer på nationen! gennem årene. Hvordan kan man på nogen tænkelig måde få redigeret i dem og lavet det til et teaterstykke?

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er sådan noget, der har pirret mig. På en eller anden måde er det en umulig opgave. Det, der er så interessant, er, at nationen! er enormt 'sprængende'. Det kan være en hvilken som helst artikel, der afstedkommer flere hundrede kommentarer, og man kan kalde det en umiddelbar meningsmåling af, hvad der optager folk, siger Lasse Handberg.

Teaterstykket “Nationen” instrueres af Sophie Lauring og på scenen er Mungo Park Koldings ensemble.

Forestillingen har premiere d. 16. februar 2017 på Mungo Park Kolding.

44 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere