- Lev med det!
- Storebæltsbroen bliver aldrig gratis.
- Om 10 år står der en forbindelse til Femern, som forventes at komme til at koste 4-500 kroner for en enkelt passage.
Gratis - kun i dine drømme
- Hvis Storebælt bliver gratis, vil prisen på Femern få alt for mange fra Sjælland og Sverige til at køre via Fyn og Jylland, når de skal til Tyskland, hvormed økonomien på Femernforbindelsen smuldrer.
- Læg dertil, at Storebælt allerede bruges til at finansiere andre ting, hver gang politikerne mangler penge - senest udvidelsen af Fynske Motorvej, og igen i forbindelse med det nye trafikforlig.
- Den bro bliver kun gratis i drømme.
Betalte 2,5 milliard i 2020
Sådan skriver Martin W i en af de - hold fast - 788 kommentarer, der er skrevet på Ekstra Bladets Facebook-profil om at betale for at køre på en dansk bro. Fra årsskiftet blev det nemlig gratis at bruge Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund, og det satte gang i en større debat om betalingen på Storebælt.
I 2020 betalte bilisterne svimlende 2,5 milliarder for at køre på den 22 år gamle bro, og nu synes ret mange, at det skal være slut. Og en af dem, der har mulighed for at gøre noget - Mette Thiesen fra Nye Borgerlige - blandede sig også i debatten på Ekstra Bladets Facebook med denne populære kommentar (2200 likes):
Nu gælder det Storebæltsbroen
- Jeg er så glad for, at det lykkedes mig og Nye Borgerlige med hjælp fra engagerede folk fra borgergruppen i området at overtale de andre partier til at være med til at gøre Kronprinsesse Marys Bro betalingsfri.
- Det beviser, at det kan lade sig gøre, og nu gælder det Storebæltsbroen.
- For det giver simpelthen ingen mening med brugerbetaling på broer og veje, der binder landet sammen, skriver Mette, hvis partileder tilbage i 2020 også meddelte, at partiet gik ind for gratis passage mellem landsdelene:
- Vores dejlige land – vores ørige – skal bindes sammen på kryds og tværs. Det er en national opgave, vi skal løfte i fællesskab.
- Det er på tide, at vi afskaffer den brugerbetaling på Storebæltsbroen, skrev Vermund.
Storebæltsbroen kostede 26 milliarder at bygge - halvdelen af prisen var jernbaneforbindelsen. I 2020 betalte bilisterne 2,5 milliarder i alt for at passere broen, og allerede i 2017 kunne nationen! bringe denne artikel:
Har betalt 42 mia for bro til 23 mia: Skal være gratis nu