Øv: Færge sælger åbenbart kun billig-billetter til jyder

Hans E er vred over, at Samsøfærgens rabatter kun gælder, hvis man rejser fra Jylland til Samsø og retur. Han skal nemlig den anden vej

- Man behøver ikke at lede længe efter eksempler på diskrimination, se bare her.

- For at få en weekend-billet til den nye Samsøfærge, der bærer det stolte navn  PRINSESSE ISABELLA skal man åbenbart være jyde.

- Mennesker der opholder sig på Samsø, må ikke købe denne billet.

Sådan skriver Hans E, der lige nu er på besøg hos sin datter på Samsø.

Borgmester siger det er et tilbud - jeg kalder det diskrimination
Hans har set, at Samsøfærgen de næste seks uger har gode priser på både weekendbilletter(645 kr t/r) og endagsture (495 kr t/r), men han er meget skuffet over at de kommunalt ejede færgeselskab ikke vil sælge ham billetterne, fordi han skal rejse fra Samsø til Jylland og retur.
De gode tilbud gælder nemlig kun den modsatte vej.

For dyrt at kode tilbuddet ind for alle
- Samsøs borgmester Marcel Meier siger, at det er et særligt tilbud til jyder og kun til jyder, skriver Hans, og Carsten Kruse, der er direktør for Samsøfærgen bekræfter, at Hans skal betale 845 kr for en tur frem og tilbage, fordi han rejser fra Samsø.

- Det er for dyrt og besværligt, at kode alle mulige tilbud ind i vores on-line-booking, så vores rabatter gælder kun der, hvor vi kan se et marked.

- Men Hans kan tage sin datter med til Jylland på en tur, og den koster kun 318 kr t/r.

- Det er fordi hun bor på øen, og der er prisen i forvejen lav, siger Carsten, der også minder om at datteren kun skal betale 10 kroner for en kop kaffe på færgen.

Men hvad siger du?

Er det fair, at det kun er folk, der rejser fra Jylland til Samsø, der kan få de lave priser?

 

 

18 kommentarer
Vis kommentarer