Præstens tale til tom kirke: Afdødes familie blev væk

Forfatter og foredragsholder Ida Holst har skrevet bogen 'Pårørende søges' om 11 ensomme mennesker, der døde uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Det er nøjagtig ti år siden, de døde, og bogen udkom i 2013. I hele maj måned kan du læse, hvad Ida Holst kunne finde ud af om dem, der døde og fik en dødsannonce med sætningen 'Pårørende søges'

Dagen efter Sigrid Hansens dødsannonce er der endnu en annonce i avisen. Den 11. maj efterlyses eventuelle pårørende til en Friedrich Clausen Schneider. Han blev 90 år. I dødsannoncen står der, at han boede i Tranehavegård. Det er en ældrebolig, som ligger nær Bavnehøj Kirke.

Se også: Virkelig ensom: Astrid døde og ingen lagde mærke til det

Jeg tager forbi kirken. Det er en moderne kirke fra 1977, og den ligner nærmest en gang bølgepap i metal. Den har dog en egen charme. Jeg går hen til kirken og tager i en af dørene. Den er låst. Jeg går om bag kirken, men det får jeg ikke meget ud af. Da jeg går tilbage igen, står der pludselig en ældre mand i en af døråbningerne og betragter mig. Det viser sig at være præsten. Præsten har ikke hørt om Friedrich Clausen Schneider, hvilket undrer ham, da afdøde hører til sognet. Præsten gør opmærksom på, at afdøde måske ikke var medlem af folkekirken, og at han derfor kan være blevet kremeret uden en kirkelig handling.

Jeg bliver henvist til en bedemandsforretning på Vesterbro. Her fortæller den kvindelige bedemand mig, at Friedrich Clausen Schneider skal bisættes i dag onsdag d. 25. maj kl. 14.00 fra Enghave Kirke, og at jeg naturligvis er velkommen til at møde op. Der kommer ikke andre, så vidt hun er informeret.

Jeg tager toget til Enghave Station. Kirken ligger meget tæt ved, og jeg kan høre kirkeklokkerne. I døren står kirketjeneren. ”Nå, så kommer der da én,” siger han, da han ser mig. Ingen andre er mødt op. Jeg præsenterer mig og fortæller, hvorfor jeg er kommet. Foran alteret står kisten. Den er hvid og smykket med en stor buket blomster. Buketten syner mindre, end den er, fordi den kun dækker midten af kistelåget. De lilla blomster tegner en fin kontrast til den hvide kiste.

Jeg sætter mig på den sidste række til højre i kirken, og kirketjeneren stiller sig bag mig. Nu kan vi sludre lidt inden bisættelsen begynder, siger han. Han bemærker, at kistens håndtag er at træ. Det betyder at kisten er nemmere at bære, forklarer han. Undertiden er håndtagene af reb hvilket ikke er så rart, for de skærer i hånden. En gang var kirketjeneren med til at bære en meget tung kiste, som havde reb. ”Jeg troede næsten ikke, at jeg havde nogen hånd tilbage, da vi endelig fik stillet kisten fra os,” siger han.

Se også: Grethes pårørende kom ikke: Vennerne fra Fuglereden bar kisten

Man venter ingen til denne bisættelse, får jeg at vide, og der kommer heller ingen. Ingen familie, ingen venner, ingen kolleger, ingen bekendte, ingen naboer, ingen hjemmehjælper, absolut ingen kommer for at tage afsked med den 90-årige mand. Hans lejlighed vil blive ryddet af ukendte mennesker. De ting Friedrich Clausen Schneider ejede vil enten blive kasseret eller solgt. Indtægten fra et eventuelt salg går til kommunen.

To bedemænd kommer ind i kirken. Den ene er hende, jeg talte med for få timer siden. ”Det er godt, du er her,” siger hun til mig, ”for så kan du hjælpe med at bære kisten ud.” Hun tilføjer, at det virker rigtigst, at kisten bliver båret ud efter ceremonien og ikke rullet ud, som man ellers kan blive nødt til, når der ikke er nok til at bære. ”Kisten er ikke tung. Afdøde var en lille spinkel mand, så kisten vejer ikke meget over 80 kilo,” tilføjer den anden bedemand.

Nu kommer præsten til syne oppe ved alteret, og de to mandlige kirkesangere har fundet vej op til orglet. Klokken er lige ved at være 14.00. Præsten ser mig og kommer hen for at hilse. Han studser lidt, da jeg fortæller, hvorfor jeg er her, og at jeg ikke har kendt afdøde. Han lytter eftertænksomt, ”det er godt, at du er kommet,” siger han så.

Præsten spørger, om jeg ikke vil sætte mig længere frem i kirken i stedet for at sidde helt nede bagved. Jeg sætter mig på fjerde række foran til højre. Kirketjeneren sætter sig på femte forreste række til venstre. De to bedemænd sætter sig helt bagerst der hvor jeg sad før. Det er en mærkelig fornemmelse at sidde alene, men det er også fredfyldt. Tanker bliver nærværende.

Se også: Ingen pårørende, ingen bisættelse: Sigrid endte på anatomisk

Præsten indleder begravelsen med et bibelcitat. Derefter synger vi salme nr. 36 ”Befal du dine veje.” Jeg har fået udleveret en salmebog af kirketjeneren. Vi er 9 personer i kirken. 8 levende omkring den afdøde. Præsten, kirketjeneren, to mandlige kirkesangere, organisten de to bedemænd og mig.

Da tonerne forstummer, stiller præsten sig hen foran kisten og indleder den lille prædiken, han har forberedt:

”I dag ved Friedrich Clausen Schneiders bisættelse har jeg valgt at læse en bibeltekst, som handler om en begivenhed i Jesu liv, som de fleste kender, den begivenhed, hvor han gik på vandet.

Det er nok samtidig en begivenhed, som de fleste ikke forbinder ret meget med. Alligevel har jeg valgt at læse den – og det har jeg gjort, fordi det er en begivenhed, som netop ikke er meningsløs i forbindelse med det, at vort liv leves under dødens trussel.

For at forstå bibelteksten i den sammenhæng, må vi tænke på, hvilken betydning havet og vandet har i det bibelske univers, og i og for sig også tit i daglig tale for os. Vi taler tit om livet som en farefuld sejlads hen over et truende hav. F.eks. kan det udtrykkes sådan i begyndelseslinjerne til en salme:

Man siger, livet har bange kår,

at farten går over dybe vande …

Det indgår altså i salmernes og kirkens sprog, men det bruges også i andre sammenhænge. Og når Jesus i denne mærkelige beretning vandrer hen over den stormpiskede sø, så er det også et symbolsk udtryk for, at han er overvinderen af det, som havet betyder, af døden. Og har det den betydning, så får det jo netop sammenhæng med den virkelighed, som kommer til udtryk ved en bisættelse, så siger den tekst at Kristus også er den, som vi må sætte vort håb til i døden:

Han, som kan stormen binde,

hvem bølgen lyde må,

han kan og vejen finde,

hvorpå din fod kan gå.

Disciplene oplevede deres herre og mester gå der, hvor ingen kan gå. Han er den, der har en vej frem for os, der hvor der ikke er nogen vej. Han er den, som har en vej, der hvor døden bryder alle vore veje af. Det er det håb, som vi skal holde fast ved i dag.

Så kast da al din smerte

på Herrens stærke magt,

og håb, o håb, mit hjerte,

vær trøstig, uforsagt.

Du er dog ej den Herre,

som alting råde bør,

Gud monne sceptret bære

og alting vel han gør.

Det er med det håb, vi nu vil bede og overgive Friederch Clausen Schneider i Guds varetægt; lad os bede: Vi rejser os og beder.

Efterfølgende udfører præsten jordpåkastelsesritualet. Præsten lægger tre skovlfulde jord på kisten med ordene: ”Friedrich Clausen Schneider, af jord er du kommet (første skovlfuld jord lægges på kisten), til jord skal du blive (anden skovlfuld lægges på kisten) og af jorden skal du igen opstå (tredje og sidste skovlfuld lægges på kisten). Jeg ser den lille bunke jord foran på kisten vokse. Til de begravelser jeg har været med til, kunne man ikke se jorden, der forsvandt mellem blomsterne. Efter jordpåkastelsesritualet beder vi fadervor stadig stående. Dernæst begynder orglet at spille, og vi synger salme nr. 558 ”Når mit øje træt af møje.”

Nu er bisættelsen forbi. Bedemændene går op mod kisten. Orglet spiller stadig. Den kvindelige bedemand gør mine til, at jeg skal komme med op. Det er nu vi skal bære kisten ud. Jeg har aldrig båret en kiste før, og ved ikke hvordan det vil føles. Den kvindelige bedemand og jeg stiller os forrest. Hun til venstre og jeg til højre. Bag mig står præsten, og til venstre for ham står den anden bedemand. Jeg tager fat om træhåndtaget med venstre hånd. De andre har også taget fat, og vi løfter kisten samtidigt. Træhåndtaget er behageligt at holde om, og jeg tænker på kirketjeneren og de skærende reb. Bedemanden har sagt, at kisten ikke er tung, den føles tung.

Kirketjeneren er gået i forvejen ud og har åbnet den svære dør for os. Vi bærer kisten helt ud på gaden, hvor rustvognen holder. En enkelt ung forbipasserende, ser kisten fra det modsatte fortov. Han kikker nysgerrigt, men går hurtigt videre. Vi sætter kisten ind i rustvognen. Bedemændene vinker farvel, og sætter sig ind i bilen, og kører langsomt væk. Bilen forsvinder rundt om det første gadehjørne. Tilbage står præsten, kirketjeneren og jeg. Organisten og kirkesangerne ser jeg ikke. Præsten giver mig hånden, og takker fordi jeg kom.

Med ét er jeg tilbage i det pulserende liv. Biler og mennesker suser forbi. Ingen ved hvad der lige er foregået i Enghave kirke.

Nogen tid efter bisættelsen tager jeg til Tranehavegård, hvor Friedrich Clausen Schneider boede. Jeg vil gerne tale med viceværten, som måske husker afdøde, men kontoret er lukket. Jeg går hen til den bygning, hvor afdøde boede. Der er ingen forretninger i nærheden.

Pludselig ser jeg to kvinder komme cyklende hen mod ejendommen. De er på vej ind i den opgang, hvor Friedrich Clausen Schneider boede. Jeg spørger, om de husker ham, og det gør de. De er hjemmehjælpere fortæller de, og de har begge arbejdet for afdøde. ”Han var lidt af en særling,” fortæller den ene kvinde, ”men han kunne godt være flink, når man først kom lidt ind på livet af ham. Undertiden måtte jeg sætte foden i døren for at komme ind. Det kunne tage sin tid, men det lykkedes mig altid at komme ind til sidst, for jeg vidste, hvordan jeg skulle tage ham. Han havde et lille blomsterbord stående udenfor sin dør. Der skulle man stille middagsmaden. Så hentede han den, når han havde lyst. Han ville ikke have, at vi gjorde rent, for der trængte ikke, sagde han. Han var ikke renlig til sidst, og nogen gange stod han med gummistøvler, lange gummihandsker og forklæde og vaskede sit tøj på badeværelset.

Naturligvis vaskede vi tøjet efterfølgende, men han ville først selv. Han opretholdt sin værdighed på den måde, og det blev respekteret. Da Friedrich fyldte 90 år ville personalet give ham en flaske i dagens anledning. Men da de kom på dagen, ville han ikke lukke op for dem. Han ville heller ikke lade nogen komme ind de følgende dage, så han fik aldrig flasken.” ”Vi var kun vikarer for ham” siger den anden hjemmehjælper. ”Hans faste hjemmehjælper Birgit kan fortælle dig meget mere. Kontoret ligger på Sydhavnsplads. Du kan træffe Birgit der i morgen. Hun er der mellem kl. 11.30 og 12.00.” Hjemmehjælperne må videre i arbejdet.

Dagen efter tager jeg forbi Sydhavns Plads for at tale med hjemmehjælperen. Jeg møder hende, men hun må ikke udtale sig for sin chef, siger hun. Som hjemmehjælper har man tavshedspligt. Jeg får dog bekræftet, at afdøde var lidt af en særling. Han havde i sine yngre dage boet på landevejen og i en rustvogn. Da der ikke var fast arbejde at få nogen steder, rejste han rundt med en kammerat og arbejdede lidt hist og her rundt omkring. Hans liv havde været lidt broget. Han havde familie, som han havde valgt at tage afstand fra. Han havde dog været meget tæt knyttet til sin afdøde søster.

Søsterens datter forsøgte at holde kontakten ved lige, men Friedrich Clausen Schneider var ikke interesseret. Niecen, som boede i Jylland sendte altid julekort og fødselsdagskort, men hun fik aldrig noget retur. ”Jeg foreslog ham på et tidspunkt, at sende hende nogle blomster, for han havde jo penge nok, men det ville han ikke,” fortæller Birgit. Niecen havde sendt ham et billede af sit hjem med teksten ”her bor vi.” Nedenunder stod hendes telefonnummer, men han kontaktede aldrig familien.

Friedrich Clausen Schneider var ikke senil. Han var bare en lidt vrissen gammel mand. Han gik ikke til frisør. Det var Birgit, der klippede ham. Hun har været hans hjemmehjælper i mange år, og han var glad for hende. Han kom ikke meget ud. Nogle gange gik han en lille tur med sin rollator og handlede lidt ind, men i de sidste mange år holdt han sig mest bag sin lukkede dør. Jeg kan mærke på Birgit, at hun gerne vil fortælle mere, men hendes tavshedspligt holder hende tilbage.

Noget tid efter tager jeg igen ud til Tranehavegård. På kontoret møder jeg viceværten Käte. Hun byder mig indenfor, og jeg lukker døren bag os. På døren står der et skilt med teksten ”Her er det mor der bestemmer.” Der er 701 lejemål i Tranehavegård, og Käte kender alle beboerne. Hun husker også tydeligt Friedrich Clausen Schneider.

Mens vi taler, kimer telefonen næsten uafbrudt, og Käte har travlt med både at besvare de mange opkald og tale med mig. ”Skal vi ikke finde en anden dag, hvor du kan komme forbi, for det her får vi vist ikke meget ud af,” siger hun.

Før jul får jeg ringet til hende, og vi aftaler at jeg skal komme forbi d. 29. december om formiddagen. Den dag er det imidlertid snestorm, og Käte har slet ikke tid til at tale, da jeg kommer. Hun har skovlet sne i flere timer, og hun har også haft travlt med at få beboerne til at holde sig inden døre. ”Mange af dem forstår ikke, at det er en dårlig ide at gå ud i uvejret,” siger Käte. ”De er ligeglade med sneen. Hvis de mangler mælk til kaffen, så vil de i Netto, også selvom jeg siger, at de slet ikke kan komme over snedriverne. Der er ikke ryddet foran Netto, og der er glat over det hele.

Alligevel vil de ud med rollator og kørestole og det hele, også selvom de risikerer at brække både arme og ben.” Käte har måttet love flere af beboerne, at hun henter mælk og andre småting til dem, når hun har fri. Det er den eneste måde hun kan få dem til at blive inden døre på. Jeg syntes det er lidt hårdt for hende, men hun slår det hen. ”Sådan er det hvert år,” siger hun. ”Det vænner man sig til.” Vi finder en dag i januar, hvor jeg kan komme. Käte foreslår, at jeg kommer en tirsdag, hvor der ikke er kontortid for beboerne. Så får vi tid til at tale siger hun.

Jeg møder op den pågældende tirsdag, og endelig får vi tid til at tale sammen et par timer. Käte fortæller, at Friedeich Clausen Schneider kom fra Merløsevej i Brønshøj, men at han for ca. 30 år siden flyttede til Tranehavegård. I 1993 blev han som de andre beboere genhuset i Husumvænget, fordi hele Tranehavegård skulle renoveres. Han flyttede dog tilbage igen, så snart renoveringen var overstået et års tid senere. Käte mener at Friedeich Clausen Schneider var frihedskæmper under 2. verdenskrig og at han i den forbindelse kom i fængsel. Hun mener også at have hørt, at han købte navnet Schneider efter krigen.

Käte er sikker på, at afdøde ikke havde nogen pårørende. ”Jeg har i hvert fald aldrig set nogle,” siger hun og tilføjer: ”Han holdt sig altid for sig selv og var ikke interesseret i at tale med de andre beboere. Han var dog flink over for mig. Nogle gange gik han lidt ud med sin rollator, måske helt ned til Netto, men i de sidste mange år var han stort set ikke uden for en dør. Han ønskede kun at holde sig for sig selv, og derfor ved jeg ikke så meget om ham. Men han må have haft mange penge, for han brugte aldrig nogen. Han fik mad fra kommunen, og han købte ikke andet end lidt sodavand i ny og næ. Sådan er det med flere af beboerne her. De hæver hele deres pension hver måned, for hvis der står for mange penge på kontoen, så får de jo ikke tilskud til diverse ydelser fra det offentlige. Pengene gemmer de i deres lejligheder, og de ældre er meget opfindsomme, når det gælder om at finde de bedste gemmesteder.

Før renoveringen var der en rist i loftet i boligerne. Det var et meget populært sted at gemme penge. Nogle putter store pengesedler mellem rugbrødsskiver og kommer dem i fryseren, andre lægger dem i køleskabet i en brugt ”kærgården”. En mand sad på dem i sin kørestol, men hver måned løftede ekskonen ham og tog pengene. En hjemmehjælper blev for en del år siden fængslet, fordi hun havde stjålet 30.000 kroner fra en af vore beboere. Beboeren havde gemt pengene under madrassen, og kun hjemmehjælperen vidste, at de lå der.”

For en del år siden havde vi en ensom, men meget sød og venlig beboer. På et tidspunkt studsede jeg over, at jeg ikke havde set ham i noget tid, og jeg bemærkede, at der lugtede fra lejligheden. Det var før renoveringen. I dag kan man ikke lugte noget fra lejlighederne. Som jeg frygtede, lå han død derinde. Han må have ligget nogle dage. Politiet kom for at checke boligen. Den ældre mand ejede kun en enkelt jakke, som hang i skabet, sin seng, et lille bord og ellers ikke andet end en kniv, en gaffel og en ske til den kommunale mad. Over klædeskabet i gangen var der et lille skab.

Da politiet åbnede det, røg en papkasse ud, og den ene betjent var lige ved at få den i hovedet. I kassen lå der næsten en million kroner i kontanter. I alle de år manden havde været pensioneret, havde han hver måned betalt sine få faste udgifter, hævet resten af pengene, og lagt dem i kassen. Det kan blive til mange penge i løbet af årene,” fortæller Käte.

Man fornemmer tydeligt, at hun bruger meget tid på beboerne, og at hun holder af dem. At beboerne også er glade for hende er lige så tydeligt. I år 2000 blev Käte kåret af Ekstra Bladet som Danmarks bedste vicevært. Hun fortæller, at hun har 25 års jubilæum den 1. februar 2006, men at hun ikke vil fejres.

Læs mere og kontakt forfatteren på bogens Facebook-side

 

Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen