Radio-vært med filippinsk kæreste: Danske kvinder er simpelthen umulige

René Fredensborg vender onsdag hjem fra Filippinerne med sin kæreste Shine - og allerede nu forbereder han hende på 'forskruede fordomme' fra danske feminister

PR-foto: Jacob Nielsen
PR-foto: Jacob Nielsen
Følg nationen!

'Hvornår har en dansk kvinde sidst vasket sin mands beskidte undertøj i hånden uden at føle sig undertrykt?'

Sådan skriver René Fredensborg i en klumme på Berlingske, hvor han revser dansk tolerance, dansk ligestillingskultur og danske feminister - uanset bølge.

På onsdag lander radio-værten, der har fem børn fra to tidligere ægteskaber, i Kastrup Lufthavn med sin nye kæreste, filippinske Shine, og lige nu han går og øver sig på at forklare hende, om de fordomme og skævende blikke, som han regner med, at de vil blive mødt af, når de betræder den danske landjord. Han frygter nemlig, at feminister vil betragte Shine som både 'købt, solgt og undertrykt', selvom hun slet ikke er det. Hun er blot omsorgsfuld:

'Min filippinske kæreste håndfodrer mig – hun tager ikke en bid af sin mad uden at give mig den næste bid. Hun vasker mit hår, ja, hele min krop flere gange dagligt (der er meget varmt hernede). Hun vasker mit tøj, i hånden (hun er stærkere end vaskemaskinen) – sågar mine underhylere, mine damer og herrer!' skriver han i sin klumme.

Hverken dum eller uuddannet
Han understreger i klummen, at det absolut ikke er, fordi Shine er hverken dum eller uuddannet, at han er faldet for hende. Shine er nemlig både uddannet sygeplejerske, har et arbejde og taler flydende engelsk. Og selvom René Fredensborg betaler alt for hende, da hun kun tjener 25 kroner i timen, er det heller ikke, fordi hun er en golddigger:

'Jeg har kendt hende i mange år, og hun tager mig ikke for pengenes skyld. Jeg er insolvent, skylder i skat og er grundlæggende økonomisk u-attraktiv', skriver han.

'Danske kvinder er simpelthen umulige'
Shine er alt det, danske kvinder ikke er, 'fordi danske kvinder simpelthen er umulige at have med at gøre', forklarer han i klummen. Og det er netop, derfor han føler sig nødsaget til at advarer Shine om den danske kultur, inden de lander. For ifølge ham lader Shine ikke til hverken at forstå eller tro på 'den komplekse kønskamp i Danmark':

'Det er svært, for hun spørger altid: But… what about compassion? Og jeg siger gerne: Det er ikke et dansk ord. Og omsorg mellem køn ser ud til at være gået af mode i Danmark', skriver han afslutningsvis i klummen.

'Bløddyr' og 'voksenbaby'
Men er omsorg virkeligt gået af mode i Danmark? Og er danske kvinder helt umulige, fordi de ikke vasker mandens underbukser i hånden? I kommentarsporet på Berlingskes Facebook-side er meningerne delte.

Marina Skaaning køber i hvert tilfælde ikke præmissen om, at danske kvinder er umulige at have med at gøre:

'Vel er vi ej', skriver hun og fortsætter: 'Vi kan klare os selv økonomisk og behøver ikke have et bløddyr, der forsørger os. Og vi kan også vaske vores trusser selv'. Hvis man kigger på antallet af 'likes', kommentaren har fået, er 147 personer enige med hende.

I samme boldgade finder man René Bjerregård, der med en ironisk tilgang skriver:

'Ej, men det er sgu også for dårligt, at mange danske kvinder ikke vil passe og pleje en voksenbaby og varte ham i hoved og røv'. 540 personer er angiveligt enige.

'Vestens kvinder har svigtet'
Men det er ikke alle, der er uenige med René Fredensborg. For eksempel skriver Mads Overgaard Svendsen blandt andet, at 'vestens kvinder generelt har svigtet og fejlet'. Senere i samme kommentar uddyber han:

'Illusionen om "stærke og selvstændige" kvinder kan kun holdes ved lige gennem en tvungen, systematisk overførsel af penge fra mænd til kvinder - som man i øvrigt har i alle vestens lande. Fjern staten og socialismen, og så vil alle kvinder hurtigt opdage, præcis, hvor afhængige de er af mænd'.

Den kvindelige pendant
Tilbage på Berlingske er René Fredensborgs klumme heller ikke gået de andre skribenters næse forbi. Anna Libak, som er udlandsredaktør på avisen, kommer i en klumme med et modsvar til René Fredensborgs udsagn.

Her beretter hun, at hendes mand simpelthen nægter at vaske hendes beskidte trusser. I klummen skriver hun:

'Så indimellem, når min mand er særlig sur og skaber sig, har jeg overvejet, om jeg skulle gøre ligesom René Fredensborg og udskifte ham med en fra et andet land, der er mere omsorgsfuld. Et mand, hvor man forstår, at kærlighed ikke kan kvoteres. Men her kommer så det store problem: Jeg kan ikke finde noget land, hvor mænd forbinder det med kærlighed at vaske deres koners trusser. Ingen lande overhovedet'

'Det er så smukt'
Hvordan og hvorledes det kommer til at gå med Shine og hendes nye liv i en kultur uden omsorg, vil tiden vise. Ekstra Bladets egen Opinionen-skribent Geeti Amari byder i hvert fald Shine velkommen til Danmark i et opslag på Facebook:

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra René Fredensborg om, hvorvidt han vitterligt mener, at danske kvinder er umulige, og om det virkeligt er sandt, at Shine vasker hans underbukser - i hånden. Han er desværre ikke vendt tilbage.

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.