Raser over 4-tal: Må ikke deltage i eksamen

I morgen er der skriftlig eksamen i dansk for landets 3. g'ere, men mange må ikke deltage pga. corona. De får derfor deres årskarakter overført til eksamensbeviset, men det er Adam rasende over

- I morgen skulle jeg have skrevet en dansk stil. Det er min studentereksamen.

- Men fordi jeg har været i nærkontakt med én, der er smittet med corona, er jeg ikke velkommen.

Sidder med en tom følelse
- Og derfor sidder jeg nu med en tom følelse af, at jeg ikke får lov til at bevise, hvad jeg kan i dansk.

- Jeg snakkede med min rektor og forklarede hende, hvordan jeg havde været i nærkontakt, og spurgte, hvad der kommer til at ske med min dansk eksamen på fredag.
Hendes svar var: 'Dit standpunkt bliver bare overført.'

- Hvad? Jamen, det er en eksamen!

Synes jeg har ret til en sygeeksamen
Sådan lyder det fra 3. g-eleven Adam U., der synes, den model, regeringen har valgt at bruge i forhold til elever, der er i corona-isolation, er helt og aldeles urimelig. For Adam har et 4-tal i standpunktskarakter i skriftlig dansk - og det mener han er lavere end det, han ville få, hvis han fik lov til at gå til eksamen. Nationen! har spurgt hans rektor, hvorfor det er sådan - og hendes svar kan du læse nedenfor. Adams brev fortsætter nemlig således:

- Skal jeg ikke have rettigheden til at møde op til en sygeeksamen senere?

- Og hvordan kan det være, at censorer rundt om i Danmark kan deltage i eksamener virtuelt på Teams, mens jeg ikke kan tage prøven derhjemme - eller i et lukket lokale, hvor jeg bliver overvåget?

 

De må gerne holde øje - jeg vil ikke snyde
- Jeg er ligeglad, om så jeg skal downloade den værste kinesiske overvågnings-virus på min computer for, at de holder øje med, at jeg ikke snyder.

- Jeg vil da gerne blive tilbudt muligheden for at bevise, at jeg kan bedre end et 4-tal, som nok kommer til at stå på mit eksamensblad nu, skriver Adam, men sådan er reglerne, lyder svaret fra hans rektor:

45 ud af 364 elever må ikke deltage
- På Sukkertoppen Gymnasium følger vi naturligvis Børne- og Undervisningsministeriets retningslinjer, og de angiver meget klart, at elever, der af covid-19-relaterede grunde ikke kan være til stede ved en skriftlig prøve, vil få ophøjet den afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter.

- På Sukkertoppen har vi 364 3.g'ere, der skal til skriftlig prøve i dansk i morgen, fredag – 45 af dem kan ikke deltage af corona-relaterede årsager, skriver Anne Birgitte Lieberkind.