Skralder raser mod JYSK: Snydt for luksus-seng

Mikael så en fin madras, da han tjekkede containerne ved JYSK i Viby onsdag. Da han lidt senere ville hente den, var den snittet i stykker. Og det er der en god grund til, lyder det fra JYSK

Se sengen før og efter, der blev skåret i den. Privatvideo

- I går eftermiddags var jeg ude at køre på min scooter sammen med min hund og kører forbi en JYSK container.

- Ved siden af står der en lækker box madras, faktisk 2. Jeg tager billede af den ene og sender til en veninde og spørger om ik' hun kan bruge den.

- Det kan hun bestemt godt, da hendes børn mangler en ny seng, men har ingen mulighed for at hente den.

 

6599 kr i nypris
Sådan indleder Mikael A et brev til nationen! om det fine fund, han troede han havde gjort onsdag. Mikael er flittig skralder og har været i JYSKs containere tidligere, men da han havde været hjemme med hunden og vendte retur for at tage madrassen med sig, fik han et chok. Hans brev – som Jysk kommenterer nedenfor – fortsætter nemlig således:

- Jeg kører hjem på min scooter, ligger opslaget op på min Facebook-skraldeside 'Vi skralder døgnet rundt'. Og undersøger lige hvad den koster fra ny.

- 6599,- kr stk. 

- Der kommer straks meddelelser i min indbakke om, at flere godt kan bruge sådan en ny madras, og jeg skriver lidt med dem men vil ud af døren for at hente den.

- Jeg tager min hund og GÅR derned. Det tager ikke mere end 15 minutter at gå.

- Da jeg kommer derned, får jeg noget af et syn.

De har fandeme snittet den
- De har fandeme været ude og snitte den i stykker!!

- Ja, snitte begge madrasser op.

- Jeg kunne enormt godt tænke mig at vide, hvorfor man med vilje har været ude og snitte disse madrasser op, EFTER jeg har lagt dem op på nettet?

- Jeg er RASENDE og dybt FORARGET, da jeg jo havde regnet med at nogle børnefamilier skulle ha glæde af i hvert fald den ene af madrasserne, skriver Mikael, og JYSK vil faktisk meget gerne forklare, hvorfor det en gang imellem kan være nødvendigt at snitte eller - som det hedder på JYSK - at 'markere med snit':

Jysk: Det gør ondt
- Hver gang vi er nødt til at kassere en vare, gør det ondt på os som købmænd, for vi lever jo af at købe og sælge varer.

- Når vi engang imellem har varer, som ikke fejler noget, men som vi af en eller anden grund ikke selv kan sælge, har vi god erfaring med at donere dem til forskellige velgørende organisationer.

- Selvom det er svært at se på optagelserne, var de pågældende boxmadrasser så meget i stykker, at vi hverken kunne give dem væk eller sælge dem til nedsat pris, hvilket vi ellers altid gør, når det er muligt.

Men springfjedrene var gået gennem toppen
- Springfjedrene inde i boxmadrasserne var simpelthen gået ud igennem toppen, så de ganske enkelt var ubrugelige.

- Grunden til, at boxmadrasserne var markeret med snit, er, at vi desværre oplever, at enkelte personer misbruger vores ubegrænsede returret: Ved at hente kasserede varer i vores containere har de forsøgt at få udbetalt et gavekort på produktets værdi, fordi vi også accepterer returvarer uden købsdokumentation.

Fra hobbykniv til spray
- I øjeblikket er vi i gang med at teste en løsning, hvor vi med spraymaling markerer defekte varer, som ikke kan sælges.

- På den måde er det muligt for eventuelle skraldere eller andre på eget ansvar at forsøge at reparere varerne, som vi desværre ikke kan sælge, men måske kan komme andre til gode.

- Er varerne låst inde i en baggård eller lagt i en aflåst container, håber vi selvfølgelig, at det respekteres, selvom vi desværre løbende oplever at få vores containere brudt op, skriver Martin Fyn Aamand, der er Communications & PR Manager i Jysk, Nordic Region, men hvad siger du?

484 kommentarer
Vis kommentarer