Smidt ud af VUC: Ville ikke sidde med folk der talte arabisk

Arabisk er et sprog som jeg ikke forstår, og når vi skal sidde og lave matematik, vil jeg faktisk helst ikke sidde sammen med nogen, der snakker arabisk, skriver Michael, der er desperat, fordi han ikke kan få lov til at gå til eksamen

- Jeg er en person med Asperger-udfordringer. som bliver behandlet urimeligt dårligt af VUC Roskilde. Jeg er lige nu blevet meldt fra alle fag.

- Men... jeg har brug for matematik, dansk, engelsk til at komme ind på HF til august 2019.

- Det er meget vigtigt for min uddannelse.

Læreren vil bestemme hvor vi skal sidde
Sådan indleder Michael K et brev til nationen! om den i hans øjne komplet urimelige behandling han er udsat for fra VUC Roskildes side.

Michael har - som du kan læse - flere gange forladt undervisningen, fordi han er blevet placeret sammen med andre studerende, der talte et andet sprog end dansk indbyrdes. Og han har smækket med døren og klaget til ledelsen, som nu har smidt ham ud. Du kan læse ledelsens svar på nationen! spørgsmål om sagen nedenfor. Michaels brev fortsætter således:

- Det hele begynder med at en lærer vil bestemme. hvor vi voksen-elever skal sidde.

- Man kan åbenbart ikke selv vælge, hvem man skal sidde sammen med, selv om der står i Skolens ordensregler, at man kan snakke med læreren, så man sammen kan finde en løsning på tingene.

Jeg vil ikke sidde sammen med nogen der taler arabisk
- Denne lærer har tidligere - for et par måneder siden - sat mig sammen med 2 arabere, som hele tiden snakkede arabisk, selv om jeg spurgte om de ikke kunne lade være med det, og snakke dansk i stedet for.

- Det grinede de af, snakkede lidt dansk, men 2 minutter efter snakkede de arabisk igen.

- Arabisk er et sprog som jeg ikke forstår, og når vi skal sidde og lave matematik, vil jeg faktisk helst ikke sidde sammen med nogen, der snakker arabisk, når vi laver matematik.

- Efterfølgende har samme lærer sat mig sammen med 2 fra Ukraine & en fra Mellemøsten.

Så jeg rejser mig og går - og ja, smækker med døren
- Men jeg er ikke interesseret i at prøve at forstå hvad de prøver at sige til mig på dansk, når vi sidder og laver matematik, så jeg rejser mig og går - og ja, jeg smækker med døren.

- Jeg havde tænkt mig at sige undskyld for, at jeg smækkede med døren, pga. de nye pladser, men jeg synes ikke det fair at blive smidt helt ud, skriver Michael, der synes at sagen er akut, fordi han vil til eksamen i de tre fag han mangler for at kunne begynde på HF enkeltfag til august.

Vi bortviser - f.ex. ved voldelig adfærd
Men hvis Michael havde håbet, at spørgsmål fra nationen! til VUC Roskilde havde åbnet døren for ham igen, så tog han fejl:

- I denne sag – som i alle andre sager – har vi handlet helt i overensstemmelse med vores Studie- og ordensregler i Kursisthåndbogen.

- Her skriver vi tydeligt, at vi ønsker at fastholde et godt studiemiljø, hvilket stiller krav til, at vores kursister medvirker til at skabe et godt studiemiljø, møder andre med positiv, tolerant og konstruktiv indstilling, tager hensyn til og respekterer andre – og at vi ikke accepterer respektløs adfærd på skolen.

Der er grænser
- Vi skriver også, at vi kan og vil iværksætte sanktioner i form af advarsler, midlertidig udelukkelse fra undervisningen eller bortvisning (udmeldelse), hvis en kursist ikke overholder disse regler - (fx hvis en kursist har en voldsom og utryghedsskabende adfærd) .

- Vi går altid seriøst ind i en sag med en kursist – og ser på hele situationen i forhold til kursisten, oftest taler vi med den eller de involverede lærere – og både studievejledere og ledere er involveret, inden vi træffer en afgørelse.

Og Michael blev ikke udmeldt uden grund
- Vi går langt for at fastholde vores kursister, vi ved, at vi for mange er sidste chance for uddannelse.

- Der er dog grænser for, hvor langt vi kan gå - hvis kursister ikke overholder reglerne.

- Dette er også tilfældet her – og uden at komme nærmere ind på det, kan vi sige, at Michael ikke er blevet meldt ud uden grund.

Vi er multikulturelle
- Vi er en mangeetnisk og multikulturel uddannelsesinstitution - og en af vores værdier er mangfoldighed.

- Vi har mange nationaliteter i klassen, og vi forventer, at vores kursister er rummelige.

- Det er langt de fleste, og jeg kender ikke til andre tilfælde af kursister, der klager over at andre kursister taler fremmedsprog, skriver rektor Dorthe Jensen Lundqvist, der håber, at hun har kastet tilstrækkeligt lys over situationen.

Flygtningefar: Tal dansk i stedet for arabisk
Da Ekstra Bladet besøgte en syrisk flygtningefamilie i Rebild i april måned, pegede faderen Obada bl.a. på, hvor vigtigt det er, at der bliver talt dansk i skolen:

- Det er vigtigt, at børnene taler samme sprog i en dansk klasse: dansk.

- Derfor må der gerne være fem elever fra Mellemøsten - de skal bare være fra forskellige lande, så de taler dansk sammen i stedet for arabisk for eksempel, sagde Obada, men hvad siger du?

 

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 
455 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere