Susanne er stik-tosset: TV2 nægter at åbne mit Word-dokument

Hun ville gerne i Godaften Danmark og sendte en mail med et vedhæftet Word-dokument. Men den måde hun blev svaret, synes hun er uforskammet og uforenelig med ønsket om at imødekomme seerne.

- På TV2 lider man – så vidt jeg kan se - af en overdreven angst for virusangreb.

- Det er i hvert fald den konklusion, jeg må drage efter det, som jeg lige har været udsat for.

Sådan indleder Susanne P et hidsigt brev til nationen! om den i hendes øjne helt urimelige måde, hun er blevet behandlet på af TV2. For i søndags besluttede hun nemlig at gøre alvor af en tanke, hun længe havde haft, og sendte en mail til den store TV-kanal TV2. Hendes klagebrev, fortsætter derfor således:

- Jeg er forfatter, og jeg ville gerne promovere den bog, jeg har skrevet: POSITVSPILLEREN, en socialdokumantarisk roman om manden bag lirekassen.

Aviserne ville ikke - så jeg ville gerne i Godaften Danmark
- Jeg har forsøgt at få to aviser til at anmelde den; men det har de ikke følt sig tilskyndede til. Nu ville jeg, der selv står for udgivelsen, så gå lidt mere utraditionelt til værks.

- Derfor skrev jeg et pænt brev, hvori jeg dels bad om lov til at medvirke i Godaften Danmark, dels fortalte kort om bogen.

- Jeg sagde, at jeg ikke mente, man på TV 2’s redaktion havde tid til at læse de 300 sider, som bogen fylder, hvorfor jeg ville medsende den Appetitvækker, jeg havde lavet.

- Begge dele skrevet i word-format. Derefter skrev jeg en mail, og til den vedhæftede jeg de to word-filer.

- Mandag eftermiddag fik jeg så svar fra TV2. Det lød:

 

Kære Susanne P.

Tak for din henvendelse.

Har du mulighed for at lægge teksten ind i selve mailen?

Med venlig hilsen

XXXXX XXXX

Projektleder        

Seersekretariatet

Det kan da ikke passe at I ikke åbner Word-filer
- Jeg forstod ikke svaret. Derfor skrev jeg: Tak for dit hurtige svar!

- Hvad er det for en tekst, du vil have ind i mailen? For det kan da ikke passe, at I ikke kan åbne almindelige wordfiler. Med venlig hilsen. Susanne P.

- I dag fik jeg så følgende svar:

 

Det vedhæftede. Af hensyn til risiko for virus.

Uforskammet og uforeneligt
- Den behandling er jeg ikke tilfreds med.

- Jeg har selv et fint antivirusprogram.

- Desuden har jeg gennem årene sendt mange vedhæftede filer på nøjagtig samme måde, som disse og aldrig fået lignende svar.

- Jeg ønsker ikke med vilje at inficere andre menneskers computere.

- Men jeg forventer på den anden side også, at store virksomheder – og som sådan regner jeg den landsdækkende TV-kanal TV2 – selv sørger for at have deres computere forsynet med professionelt antivirus-udstyr.

TV2 burde være interesseret i seerne
- Jeg mener ganske enkelt, at den behandling, jeg har været ude for, er både uforskammet og uforenelig med ønsket om at imødekomme seerne, hvis interesse en TV-kanal jo burde være interesseret i at vedligeholde, skriver Susanne P, der tilsyneladende havde god grund til at blive vred. Ihvertfald får nationen! dette svar, da vi pr. mail spørger ind til TVs Word/vedhæftet-fil-politik:

- TV 2 modtager rigtig mange mails med vedhæftede filer, og nogle af dem indeholder desværre virus.

- Derfor har jeg bedt seeren lægge teksten ind som ren tekst i mailen, da jeg var usikker på den.

- Det er altså åbenbart mig, der har begået en fejl – og det beklager jeg, skriver projektlederen fra TV2s seersekretariat.

Er du også bange for at åbne filer fra folk du ikke kender?

Vil melde kommunen for racisme: Sagsbehandler talte engelsk til mig